SLUK LIGE LYSET!

SLUK LIGE LYSET!

Urban 13, Teater 95b og Teater Katapult
4. – 23. marts 2020

Forestillingen virker nærmest som et essay i måden, hvorpå den med sig selv diskuterer, hvordan man bør sørge.

Af: Julie Renata Bjerremand

HVAD ER DET

Sluk Lige Lyset! er en forestilling om sorg, hvori vi møder to søstre i tiden efter, deres mor er gået bort. Stykket er baseret på instruktør Heidi Duus’ egne erfaringer med at være “pigen uden mor”, og forsøger at svare på nogle af alle de spørgsmål, man kunne have, hvis man enten selv er i sorg eller kender nogen, der er det. 

I rollerne som de to søstre ses Sabrina Ferguen og Victoria Maegaard, der under kunstnerisk ledelse af Heidi Duus og Laura Hogriffe tager publikum med på en rejse igennem et søskendeforhold under pres. Presset kommer både indefra og udefra, for ikke nok med, at det er svært at tale med vennerne fra skolen, så bliver det blive pludseligt også svært for dem at tale med hinanden.

VI MENER

Sluk Lige Lyset! er en ambitiøs forestilling med et vigtigt budskab, der på nogle punkter har svært ved at løfte sig fra det faktum, at den i bund og grund er en forestilling om sorg, hvilket i sig selv er et utroligt tungt emne. Man er dog på intet tidspunkt i tvivl om, at instruktør Heidi Duus har haft noget på hjerte. Forestillingen virker nærmest som et essay i måden, hvorpå den med sig selv diskuterer, hvordan man bør sørge. De to søstre har vidt forskellige måder at håndtere sorgen på. Én påtager sig den praktiske rolle og én den sentimentale, én går i sorggruppe og én taler til et fotografi, én skriver et opslag på Facebook imens den anden væmmes ved tanken. Fælles er de dog i savnet til deres mor, og jeg tror, det er netop det, Heidi Duus har villet formidle. Vi ser nemlig, at sorgen kan komme til udtryk på vidt forskellige måder. Alle lige berettigede.  

Manuskriptet formår da også at formidle de ting, det skal, og det samme kan siges om skuespil og lydeffekter. Jeg savner dog lidt, at det hele løftes et par niveauer op. For eksempel slukkes og tændes lyset på scenen flere gange i løbet af forestillingen. Først relativt langt inde går det op for mig, at dette har til formål at fortælle publikum, at der springes frem i tiden. Idéen er god, men i praksis sidder jeg de første par gange og undrer mig over, om dette blink var meningen, eller om det var en utilsigtet pause imellem to lyseffekter. Generelt er kronologien en smule forvirrende, idet forestillingen for det meste bevæger sig fremad i tiden, men mindst én gang tilsyneladende hopper tilbage igen. Nogle gange får en af søstrene dog lige nævnt noget i en bisætning, der fortæller mig, at nu er vi sprunget fremad i tid igen. På den måde sikres det alligevel, at jeg ikke er helt tabt, selvom slutresultatet for mig virker en smule klodset. 

Godt nok ligner de overhovedet ikke hinanden, men Victoria Maegaard og Sabrina Ferguen formår måske dette til trods at få skabt nogle skønne øjeblikke, hvor deres relation virker både troværdig og relaterbar. Hver for sig har de også begge nogle klare lyspunkter i løbet af forestillingen, selvom der desværre nogle gange er lidt langt imellem dem. Når de er der, opstår til gengæld både ømme og morsomme øjeblikke. 

Victoria Maegaard har for eksempel et fint øjeblik, hvor hun interagerer med nogle stemmer, der høres over højtalerne. Stemmerne skal illustrere, hvordan hendes klassekammerater hvisker til hinanden om hende, og på scenen foran mig forsøger hun med stigende desperation i stemmen at få dem til at tale direkte til sig i stedet for. Her får man virkelig den nerve at føle, som Heidi Duus med sit manuskript så tydeligt forsøger at fremtvinge. For hvor kan jeg nemt sætte mig ind i følelsen af at vide, at man er den, alle taler om, og samtidig være den, ingen taler til. Omvendt kan jeg også se det fra de andres synspunkt. For når man ikke selv har prøvet at miste en nær relation, kan man have virkelig svært ved at sætte sig ind i, hvad den sørgende har brug for. Man er måske bange for at virke ufølsom, eller for at gå over grænsen. Hvad man glemmer er, som det med scener som denne så fint påpeger, at den smule, man kan gøre, er langt bedre end ingenting. 

Sluk Lige Lyset! finder i sidste ende sin berettigelse ved at være et bidrag til en enormt vigtig samtale. Ikke kun ved at belyse emnet “sorg”, men også på et mere jordnært plan ved at samle penge ind til organisationen Børn Unge og Sorg. Så hvis du er i tvivl om, om denne forestilling er din tid værd, kan du lade dette være tungen på vægtskålen. 

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU
Billetterne koster 100 kr plus et lille gebyr, hvis man køber dem over nettet. Forestillingen kan ses i både Odense, Århus og København.

 Foto: Sebastian Apel