MUTTER COURAGE OG HENDES BØRN

MUTTER COURAGE OG HENDES BØRN

Det Kongelige Teater, Skuespilhuset
6. marts - 18. april 2020

Jeg savner en intimitet, der får historien til mærkes i kroppen. Historien tabes i en enorm scenografi og et enormt stort og bredt udtryk.

Af: Line Kirsten Nikolajsen

HVAD ER DET
Mutter Courage og hendes børn er en af de helt store moderne klassikere af en af de helt store fra teaterhistorien: den tyske dramatiker, Bertolt Brecht. Mutter Courage og hendes børn er kendt som et antikrigsstykke, som Brecht skrev, mens han var i eksil i Sverige i 1939, mens 2. Verdenskrig begyndte at tage fart. Mutter Courage (Karen-Lise Mynster) er en hårdfør og rå kvinde, der, under Trediveårskrigen, rejser gennem Europa med hendes vogn og tre store børn. Hun overlever med sine skarpe tunge, galgenhumor og ikke mindst de ting, hun sælger fra sin vogn til krigens soldater. Krigen er blevet en god og uundværlig forretning for hende. Men langsomt mister hun alt til den krig, hun selv er med til at holde ild i, og spørgsmålet er, hvor meget hun vil ofre for at holde forretningen kørende.

VI MENER
Det er ikke svært at gennemskue, hvorfor Brechts fortælling om Mutter Courage er blevet en klassiker, for det er en stærk og velskrevet historie. I denne opsætning virker oversættelsen ind i mellem en smule kluntet sprogligt, men mestendelen af tiden skinner det solide forlag igennem. Så hvorfor bliver jeg ikke ramt? Hvorfor bliver jeg ikke grebet af den tyngde, historien kommer med? Det er jeg ærlig talt dybt forvirret over, da jeg forlader salen. 

Det første, der slår mig, er, at der er noget utrolig tungt over iscenesættelsen. Ikke på den emotionelle måde, men på den tempo-mæssige måde. Historien slæber sig igennem de knapt 3 timer, på samme måde som Mutter Courage tungt slæber afsted med sin enorme vogn. Og det gør den, fordi det hele på mange måder bliver for stort. Jeg savner en intimitet, der får historien til mærkes i kroppen. Historien tabes i en enorm scenografi og et enormt stort og bredt udtryk. Forestillingen kan ikke helt beslutte sig for ét samlet udtryk, og det kommer til at virke upræcist, når det får frit løb i så stort et rum med så mange effekter. Denne manglende præcision og overgørelsen i effekter kommer især til udtryk i koret, som skuespillerne på skift optræder i. 

Koret skifter forestillingen igennem til forskellige uniformer fra forskellige krige i historien. Helt fra tidstypiske uniformer fra den Trediveårskrig, historien udspiller sig under, og op til de armygrønne og stilrene uniformer fra de krige, vi ser i dag. Symbolikken er til at tage at føle på - forestillingen er tidløst, og Brechts advarsel om at fodre en krig, der kan ende mig at koste dig dine kæreste, gør sig gældende i alle historiens krige, for mennesker lærer ikke af deres fejl. Så tydelig en symbolik bliver også lige til den overforklarende side, som stoler instruktør Sigrid Strøm Reibo ikke på, at publikum selv kan udlede dette fra Brechts allerede grundige forlag. Det smelter ikke ind i det øvrige udtryk, hvad det så end er, og jeg savner en mere subtil løsning på symbolikken. Helt skævt og upræcist bliver udtrykket, når der også mases for meget humor ind med koret, som da de kommer ind i nazi-uniformer og i bedste cabaret-stil fremfører “Heil-sangen”, hvor der kun synges “Heil”. Den slags humor fungerede fint i den aktuelle film Jo Jo Rabbit, men her bliver den en malplaceret scene, der slet ikke passer med noget andet i forestillingen.

Instruktionen af skuespillerne virker desværre også for upræcis, og jeg frygter at nærheden og personinstruktionen er blevet glemt i jagten på store flotte billeder. Karen-Lise Mynster kæmper med Mutter Courage, og det er til forestillingens held, at hun i sig selv kommer med en kant og nerve, som synes helt rigtig til formålet. Mynster har utvivlsomt den stamina, rollen kræver, og det demonstrerer hun også. Men på en eller anden måde ender selv hun med at være en smule endimensionel. Jeg kan ikke mærke den kompleksitet, der ligger i rollens vekslen mellem kynisk og kærlig, og derfor mister jeg med tiden interessen for det interessante væsen, Mutter Courage OG Karen-Lise Mynster i udgangspunktet er. Det får mig til savne nogle omkringliggende faktorer, der kunne hjælpe dette på vej. 

Courages tre børn er dog alle interessante at kigge på og hinter et udtryk, en stil og intensitet, der kunne have været interessant at følge til dørs og lade gennemsyre hele forestillingen. Mathias Skov Rahbæk er dragende at kigge på den ældste søn, Eilif, og skønt han ikke fylder meget i historien, gør han mærkbart indtryk som den krigsgale unge mand. Det samme kan siges om Fanny Louise Bernths udgave af den stumme datter, Kattrin. Selv om hun ingen replikker har, siger hun meget med sine store triste og observerende øjne. Det er hjerteskærende, da smilet bryder frem på hendes læber, mens hun ivrigt trommer sig ud af fortællingen i hendes sidste scene. Også Sigurd Holmen le Dous formår at røre som den mellemste enfoldige bror, Schweizerost. Der er noget voldsom interessant ved hans sitrende måde at være til stede på en scene på, hvilket gør det svært at fjerne øjnene fra ham. 

Jeg er egentlig ikke i tvivl om, at Sigrid Strøm Reibo har haft enorme ambitioner for dette store og fantastiske værk, og det kan man ikke bebrejde hende. Ambitioner fantastiske! Ambitionerne er dog desværre aldrig landet i en samlet retning. Nerven i teksten mærkes simpelthen ikke gennem det væld af ting og effekter, der roder rundt på Store Scene, præcis som de gør det på Mutter Courages store tunge vogn.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU
Det Kongelige Teater har taget sine Corona-forbehold og har derfor i skrivende stund halveret antallet af publikummer på alle scener. Det er endnu uvist, hvordan resten af spilleperioden bliver, men vi anbefaler, at du holder dig opdateret på teatrets hjemmeside.

Foto: Miklos Szabo