HVER MORGEN ER JEG FRISK OG RASK

HVER MORGEN ER JEG FRISK OG RASK

Teater Republique

Da de otte minutter er ovre, har jeg fuldstændig glemt tid og sted. Jeg har for en kort stund glemt, at jeg savner en scene, og at der ikke sidder en teatersal fyldt med mennesker omkring mig.

Af: Julie Renata Bjerremand

HVAD ER DET
Nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde, og total nedlukning lærer åbenbart på bedste vis Danmark, at teater ikke kræver en scene – det kræver sågar ikke engang et live publikum. Hver morgen er jeg frisk og rask er en del af Coronamonologerne, Teater Republiques bud på fjernteater i form af en serie af korte monologer, der hver især kommenterer på den situation, vi alle har været i det seneste par måneder.

Med tekst af Anna Bro og filmet på en smartphone fremfører Danica Curcic monologen Hver morgen er jeg frisk og rask. I forestillingen gennemlever Curcic den ultimative angstfantasi. Hun starter med at beskrive, hvordan hun hver morgen er frisk og rask. Først når mørket lægger sig, kommer de ubudne tanker krybende, og hun bliver overbevist om, at hun er blevet smittet. Hun starter med at fantasere om, hvordan hun er kommet til at smitte en gammel dame nede i Brugsen, som nu er død. Den gamle dame bliver til en ung mand, og hun forsøger at trække sig selv tilbage til virkeligheden ved at knipse med fingrene og ruske op i sig selv, men lige pludselig har hun smittet 200 mennesker. Selvom hun gentagne gange forsøger at vende tilbage til, at hun er frisk og rask, søger hun fortsat efter det helt rigtige billede, der kan give hende fuld tilfredsstillelse. 

VI MENER
Anna Bros tekst er ligetil, men intelligent. Hun formår at samle tanker, der i sig selv vil virke velkendte for de fleste. For eksempel berøres frygten for at komme til at smitte andre, før man selv ved, at man er syg. Disse tanker præsenteres dog her i en lind strøm af groteske ideer om sorte dødsstjerner, slimede grotter fyldt med flagermus og en syg Donald Trump. I starten virker Curcics karakter rolig og fattet, men som fantasien opbygges, bliver hun tiltagende manisk. Manien erstattes af vrede, som igen erstattes af ren frygt. Alt dette trækker seeren ind i et virvar af angst og hysteri og i otte minutter piskes stemningen op indtil de allersidste sekunder, hvor noget så simpelt og jordnært som en lille barnehånd, fremvisende årets første mariehøne, trækker os tilbage til virkeligheden. 

Danica Curcic viser endnu engang, at hun er meget mere end blot et smukt ansigt. Der er ikke megen ynde over den snottende og snøftende version af sig selv, hun viser os i Hver morgen er jeg frisk og rask. Med viltert hår og store øjne spritter hun sine hænder af - munden får også lige en tur for en sikkerheds skyld - og drager publikum ind i sit mørke univers. Da de otte minutter er ovre, har jeg fuldstændig glemt tid og sted. Jeg har for en kort stund glemt, at jeg savner en scene, og at der ikke er en teatersal fyldt med mennesker omkring mig. Der er bare mig og min smartphone på en sofa i min stue. I en tid hvor hele verden er kollektivt ensom, og hvor cafeer, museer og teatre må lukke deres døre, kan jeg derfor ikke andet end at føle mig enormt privilegeret over at leve i et land, hvor kunstnere brænder så meget for deres hverv, at selv ikke nedlukning af landets teatre afholder dem fra at gøre det, de gør bedst: at skabe kunst og give os noget at tale om. Tak for det!  

Forestillingen kan findes på Østerbro Teaters hjemmeside og på Teater Republiques Youtube og Facebookside. 

Foto: Republique