Brødrene Løvehjerte

Brødrene Løvehjerte

Store Scene, Skuespilhuset
19. november - 29. december 2021

Fordi han (Jonathan Bergholdt Jørgensen) spiller med en sådan professionalisme, som havde han stået på Det Kongelige Teaters scener hele sit liv, er det legende let at følge med i den hurtigt fremadskridende handling.

Af: Emilie Beske

HVAD ER DET
Hvad kommer efter døden? Karls storebror, Jonathan, fortæller om et frodigt land. Han lover, at selvom Karl er syg og snart skal dø, så skal de mødes dér, i Nangijala, hvor livet atter vil fortsætte sin gang.

Det Kongelige Teater har repremiere på den kendte, og af mange elskede, fortælling om Brødrene Løvehjerte. Den svenske forfatter Astrid Lindgrens klassiker er her iscenesat af Thomas Bendixen, der har allieret sig med videodesigner Tal Rosner. Sammen har de skabt en vedkommende og relevant familieforestilling med den nyuddannede Jonathan Bergholdt Jørgensen og Alvin Olid Bursøe i titelrollerne som brødrene Karl og Jonathan Løvehjerte.

VI MENER
“Jeg skal snart dø,” sådan begynder eventyret. En kejtet dreng står i et spot på forscenen af Store Scene i Skuespilhuset. Han er klædt i blå farver, og hans blonde hår er rodet. Øjnene er blanke af angstens uvished. “Jeg skal snart dø,” gentager han. 

Det er den nyudklækkede skuespiller Jonathan Bergholdt Jørgensen, der indtager rollen som den unge sygdomsramte Karl Løvehjerte, der af sin bror kaldes Tvebak. I den elskede originale historie af Astrid Lindgren er karakteren 10 år gammel, og selvom Jørgensen tydeligvis ikke er 10 år, så spiller han Tvebak med samme lethed og barnlige sind, som var han. Hans karakter kan træde ud af handlingen; oftest for at reflektere over brutale sandheder som eksempelvis, at han ‘snart skal dø’. Han holder os pænt i hånden og guider os, som historien fortsætter sin gang. Fordi han spiller med en sådan professionalisme, som havde han stået på Det Kongelige Teaters scener hele sit liv, er det legende let at følge med i den hurtigt fremadskridende handling. 

Overfor ham spiller Alvin Olid Bursøe. Bursøe portrætterer den anden bror, Jonathan Løvehjerte, der er Karls diametrale modsætning: han er høj og smuk med lange adrætte ben og en stærk krop, men størst af alt – han har en løves mod! Bursøe giver så meget hjerte, at deres søskendeskab kravler dybt ind under huden på mig. Det er ikke til at stå for. Det er særligt i deres samspil, at klumpen i min hals vokser sig større, og derfor er det også helt hjerteskærende, da Jonathan ofrer sig selv for sin lillebror. En ildebrand i deres hjem tvinger Jonathan til at springe ud af den brændende bygning med sin syge lillebror på ryggen. Da de to brødre så genforerenes efter døden i landet Nangijala løber de filmisk rundt i en stor cirkel og skriger hinandens navne. Det emmer af længsel og kærlighed, og her får tårerne plads. 

Forestillingen snakker i høj grad til tidens børn. Hele bagscenen er én stor videoskærm, der skaber settingen for hele fortællingens univers; lige fra de bakkede dale med de lyserøde træer og snoede vandløb i Kirsebærdalen til de høje bjerge ved Katla-grotten. Alt sammen i en meget Minecraft-computerspils-agtig stil med lyse, klare farver og kantede figurer. Det er nyt og overraskende, og så har det en sært inddragende effekt, som var jeg selv med i computerspillet. De har med den internationalt anerkendte videokunstner Tal Rosner sikret sig, at scenografien rummer stor genkendelighed og taler et sprog, børn kender og genkender. Dermed synes den næsten 50 år gamle historie at virke som en nutidig fortælling.

Men efter-livet er ikke så idyllisk, som man måske håber. Den onde Tengil, der allerede har taget magten over store dele af Nangijala, planlægger også krig mod Kirsebærdalen, hvor Brødrene Løvehjerte har fundet sit hjem. En modstandsbevægelse vokser frem, og Det Kongelige Teaters ensemble gør et sublimt job i de forskellige roller. Særligt skal Sigurd Holmen le Dous og Peter Hald fremhæves for deres roller som Tengils håndlangere. Deres fysik er kariket på en cartoonish måde, som bliver yderligere understreget i musikken, der meget direkte og synkront kommenterer deres handling. De trækker mange grin hjem.

Men Tengil er i den grad én, man skal frygte! I denne opsætning bliver han aldrig kropsliggjort, og netop derfor  bliver han rigtig uhyggelig. Tengil fremstår som en animeret ridderhjelm med en t-formet åbning i flammer. Lars Mikkelsens stemme vækker ham til live med sin rungende klang og en bas, der ryster hele salen. Jeg er enig, da Karl erklærer, at Tengil er “den uhyggeligste mand, jeg nogensinde har set.” Heldigvis har Karl lært, at "nogle gange må man gøre ting, også selvom det er farligt. Ellers er man ikke et menneske, men bare en lille lort". Han er nu også i sandhed en Løvehjerte og udviser samme mod som sin bror.

Selvom Det Kongelige Teater markedsfører Brødrene Løvehjerte som en forestilling til børn, mener jeg, at folk i alle aldre vil have glæde af den. Med den har de virkelig ramt noget, der kan sikre et diverst publikum i Skuespilhuset. Det er fedt, at de ikke er bange for at tale om tunge emner, som angst og døden, emner der kan være svære at snakke med børn om. Måske denne forestilling kan give anledning til nogle reflekterende spørgsmål derhjemme.  

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Der er 50% rabat til børn under 12 år, og 40% til unge under 25. Du kan desuden købe et sceneskift-abbonemt, der giver dig adgang til alle Det Kongelige Teaters forestillinger til 99 kr om måneden, hvis du er under 25.

FOTO: Miklos Szabo