Anmeldelse: Kongen og Tiggertøsen

Spillested: Glassalen i Tivoli
Spilleperiode: 6. – 22. oktober 2017
Anmeldt af: Anne Louise Slott Thorborg

★★★

Hvad er det?
Eventyrteatrets Kongen og Tiggertøsen foregår i årene omkring Christian 4.s tid mere præcist år 1628. Vi følger en række forskellige plotlinjer, som i løbet af forestillingen væver sig ind i hinanden. Bl.a. følger vi kongens børn, som forsøger at arrangere en fest for deres far, en skuespillertrup der arresteres, en forstanderinde på byens børnehus som beskyldes for at være en heks, og en ung danserinde der pludselig finder ud af, hvem hendes far er. Det hele er pakket ind i Eventyrteatrets professionelle og eventyrlige scenografi, musik og udførelse. Det er en underholdende familieforestilling og en oplagt aktivitet for børnefamilier i efterårsferien.

Det gode og det knap så gode
Som altid leverer Eventyrteatrets dramaskole en flot forestilling, hvor der er gået professionelt til alle detaljer, og både børn og unge spiller, synger og danser formidabelt. Sangene og koreografierne formår at ramme 1600-tallets middelalderlige udtryk, men også et nutidigt look med hip-hop, swing og pop. Forestillingen lærer publikum om Danmark i 1600-tallet og kommenterer samtidig på samfundet i dag. F.eks. fortæller en dreng, at Christian 4. har opfundet et postvæsen, som kan få et brev til Jylland på 6 dage og afslutter med den morsomme kommentar: “Tænk, hvor hurtigt det kommer til at gå om 400 år!”

Historien føles desværre noget rodet. Det er tydeligt, at man har forsøgt at få flest mulige skuespillere i rampelyset, og de mange plotlinjer mudrer hinanden mere end de gavner. I løbet af forestillingen lykkes det dog at få historierne bundet nogenlunde sammen, men det ender med nogle lidt for hurtige afrundinger på de mange plotlinjer. Det havde fungeret bedre med færre fortællinger.
Hver eneste skuespiller synger fantastisk, og man får kuldegysninger af de smukke kvindestemmer og kæmpe smil på læben af de skønne børn. Indholdet i sangene er desværre ikke gavnligt for historien, da de i højere grad bruges til at fremvise de dygtige sangere end egentlig at skabe fremdrift i fortællingen, hvilket får sangene til at føles en anelse lange, og børnene rundt omkring i salen begynder flere gange at blive urolige. Sangene fylder meget og stjæler tid fra fortællingen, hvilket måske er en af grundene til, at selve historien føles rodet.

Der er ikke en finger at sætte på de dygtige børn og unges udførelse med de sjove karakterfremstillinger og deres humoristiske timing, men jeg har højere forventninger til det professionelle team bag og havde ønsket mig en mere helstøbt forestilling. 
Kort sagt er Kongen og Tiggertøsen, trods den rodede historie, en hyggelig familieforestilling med et professionelt udtryk og dygtige skuespillere.

Skynd dig ind og se den, hvis…
… du har lyst til at se en underholdende og flot forestilling for hele familien med nogle meget dygtige børn og unge.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Der er ingen rabat at hente på denne forestilling, men de billigste billetter koster kun 185 kr, og man ser fint, selvom man sidder på de billige pladser.

Reklamer