Anmeldelse: Min geniale veninde

on

Spillested: Teatersalen, Odeon
Spilleperiode: 17. maj – 8. juni
Anmeldt af: Rasmus Borst

★★★★★

Hvad er det?
Min geniale veninde er Odense Teaters forsøg på at sammenkoge Elena Ferrantes utrolig populære serie af bøger til et maraton af en forestilling, som derfor også er delt op i to forestillinger, som ved forskellige lejligheder kan ses i træk. Der er tale om serien, som inkluderer Min geniale veninde, Historien om et nyt navn, Dem som flygter og Det forsvundne barn, som handler om de to veninder Lila og Elina, der har forfatterdrømme i et fattig italiensk kvarter og alt hvad det indebærer af mafiaer, revolutioner, børn og menneskelige følelser gennem et helt liv.

Det gode og det knap så gode
Når man sætter sig i et teatersæde velvidende, at den forestående forestilling kommer til at vare næsten 6 timer, så håber man jo ekstra meget på, at man nu skal til at være vidne til noget helt særligt, ellers kunne det jo sagtens gå hen og blive en lang dag, selv for en teaterglad anmelder. Heldigvis skulle det vise sig ikke at være noget problem, fordi Min geniale veninde kunne nok ikke have været meget kortere end den rent faktisk er uden, at det var gået ud over en glimrende fortælling. Som jeg sætter mig spændt ned i teatersædet, bemærker en ældre dame til højre for mig ”at du da umuligt kan være her, fordi du har læst bøgerne, de er da kun for sådan nogle gamle krager som mig”.

Og hun har ganske ret i, at jeg ikke har læst oplaget til forestillingen, og selvom at publikum ganske rigtig består af ”gamle krager”, så bliver jeg lynhurtigt klar over den her forestillingen kommer til at transcendere både alder, køn og fugleart. Vi følger de to veninder Lila og Elina gennem deres opvækst i 60’ernes Italien frem til i dag, og forestillingen kunne simpelthen ikke være kortere, fordi vi følger dem helt fra barnsben til alderdom. Og det skal slås fast med det samme, at vi har at gøre med et af de absolut stærkeste sammenspil, jeg har set på en dansk teaterscene. Elina er historiens egentlige fortæller, og sjældent har jeg set usikkerhed blive spillet så sikkert. Jeg føler hendes kærlighed helt ind til knoglerne, når hun er i tæt omfavnelse med Lila, og samtidig hendes dybeste afsky og had til samme veninde, når det igen og igen viser sig, at Lila bare er bedre til alt i livet. Samtidig formår Malene Melsens Lila bare at være alting: spydig, sexet, lynende intelligent og hamrende ulogisk, og selvom denne anmelder er en 27 årig mand, forstår jeg det hele. Ja, måske forstår jeg sågar kvinder lidt bedre efter den her forestilling. Jeg har altid beundret Malene Melsens fysiske arbejde, og den måde hun her forstår at slentre over scenen, så det giver lige dele ubehag og fascination, er sgu grænsende til mesterligt.

Men forestillingens egentlige force er samtidig også dens største kritikpunkt. Fordi selvom de to veninders forhold klart er i fokus, så ser vi egentlig bare livet udfolde sig omkring dem, med alt hvad det indebærer af venner, familie og samfundskriser. Og lige så meget som det i sidste ende er med til virkelig at vise livet på scenen, så bidrager det simpelthen også bare til scener som jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal bruge til i øjeblikket, jeg ser dem. Så jeg er splittet omkring det, fordi jeg sagtens kan se den kunstneriske bagtanke, men jeg samtidig bare heller ikke må kede mig i løbet af 6 timer.

Det er heldigvis kun et fåtal af gange det sker, og generelt er iscenesættelsen og de kunstneriske visioner så skarpe, at jeg sågar ender med at falde for de ting, som måske irriterede mig i starten. Der er enkelte, særligt af de komiske øjeblikke, som simpelthen falder igennem, og den psudo-intelligente snak går engang imellem hen og bliver unødigt fyld i stedet for tankevækkende og spændende episoder, og det kan ikke undgå at trække ned i den samlede vurdering. Men samlet set står jeg tilbage med en forestilling, som virkelig inspirerer, udfordrer og underholder mig, og som vil stå tilbage i publikums bevidsthed som et bevis på, at den lange fortælling om livet helt klart har en plads i den moderne og hurtige hverdag. Og nå ja, efter forestillingen fik jeg lige spurgt den ældre dame, om den så fangede bogen? ”Det gjorde den i hvert fald!”

Skynd dig ind og se den, hvis
Jeg havde desværre først mulighed for at se forestillingen meget sent i spilleperioden, derfor må man krydse fingre for en genopsætning i næste sæson, da den spiller for sidste gang d. 8. juni. Men skulle det ske, så skal du nå og se den, hvis du kunne tænke dig at opleve et helt liv med alt, hvad det indebærer af skønhed og grusomhed.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Odense Teater har en årskort, som helt klart er det værd for de teaterelskende unge i Odense!

Foto: Emilia Therese

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s