CPH Stage: Benny

Spillested: Metronomen
Spilleperiode: 31. maj 2019
Anmeldt af: Kristoffer Fløe Dalsgård

Skynd dig ind og se den, hvis:
…du gerne vil have en knaldhyggelig aften.

Egentlig synes jeg jo, at jeg kender Benny Andersen ret godt. Altså, der er da noget med “om lidt er kaffen klar”, og han er vistnok med i den Højskolesangbog, jeg som teenager fik nærmest tævet ind under huden på min efterskole. Så det var da med en vis portion lyrisk selvtillid, at jeg lørdag aften tog mod Metronomen på Frederiksberg, for at opleve “en humoristisk og glædespredende cabaret, hvor man lærer Benny Andersen som person og hans uimodståelige viser bedre at kende”.

Så er barren heller ikke sat for lavt for en forestilling, som skulle vise sig kun at bestå af en skuespiller og en guitarist. Derfor var det også med lige dele af forventningens glæde og sund skepsis, at undertegnede og ledsager indtog vores klapstole – med et gratis glas vin i hånden. Nu sad vi så der, sammen med samtlige af Frederiksbergs rollatorbrugere, og kiggede på en scene, der var så diminutiv, at man hurtigt kunne være i tvivl om, hvorvidt den overhovedet fandtes.

Og der nåede vi til det, til tonerne af Erik Axel Wessbergs stemningsfulde leg med guitarstrengene, indtog Allan Høier scenen, og så var man sådan set fanget i deres hule hånd. Derfra blev vi på klapsæderne forkælet med en fortælling om Benny Andersens liv, der på fineste måde spandt en historie om manden, lyrikeren og romantikeren Andersen. For intet kunne være mere forkert end mit udgangspunkt om, at jeg da nok mente at kende ham. Intet vidste jeg åbenbart om manden, der gennem et menneskeliv både skrev nogle af de mest folkekære sange, men som også drak sig selv halvt i ihjel som hyggepianist i Norge.

Aldrig blev forestillingen en selvmedlidende omgang føleri om en stakkel, der mistede en kone til Halfdan Rasmussen. Men det betyder ikke, at Benny så var en omgang fællessang i forsamlingshuset, selvom der da også blev nynnet i takt blandt rollatorerne. Derfor synes jeg også, at forestilling lykkedes med at forløse sin egen ambition. Man lærte faktisk noget om manden og hans værk, samtidig med, at underholdningsværdien kun få steder tabte pusten, fx når der gik lidt for meget fællessang på Bakken i arrangementet. For forestillingens klart store styrke var det enkle greb, at det var en sanger og musiker. Så når publikums hæse røst pludselig skulle blandes ind, forsvandt lidt magien for mig. For denne fine cabaret blev nemlig en meget fin og følsom balancegang mellem det tunge og det lette – det glade og det triste. Akkurat som Andersens digte.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s