Anbefaling: Anslag mod hendes liv

Spillested: Værkstedet på Odense Teater / Skuespilhuset, København
Spilleperiode: 29. maj – 8. juni 2019 / 12. juni – 14. juni 2019
Anbefalet af: Jonas Guldfeldt Viuff

Afgangsforestilling af skuespilstuderende på Den Danske Scenekunstskole i Odense

Anslag mod hendes liv blev oprindeligt skrevet på engelsk af Martin Crimp, og havde sin uropførsel i 1997. Her er tale om om et stykke, der eksperimenterer med den dramatiske form og især udmærker sig ved, at ingen af replikkerne er tilknyttet bestemte karakterer, mens det heller ikke er specificeret, hvor mange skuespillere, der skal spille med i stykket. Anslag mod hendes liv er desuden et stykke om Anna, stykkets hovedperson, som aldrig er til stede på scenen. Alle de tilstedeværende karakterer fortæller om hende i stykkets fragmenter, ofte i modsigende fortællinger og beskrivelser, og det lader til at hun ikke nemt lader sig definere, mens hun stadig har en stor effekt på de, som taler om hende.

Kort sagt, er der masser af plads at boltre sig på. Der er mange steder, man kan tage både rigtige og forkerte valg. I denne ombæring er der tale om en afgangsforestilling for den 3. årgang på scenekunstskolen, og de har angrebet stykket med stor dristighed og finjusteret fornemmelse.

Jeg føler mig ret forkælet, som jeg sidder der i mørket, og ser skuespillerne pløje brædder op på Værkstedets lille scene. Der er gnister i luften, og en følelse af, at der er lagt meget arbejde i alle aspekter af stykket – det hele spiller simpelthen godt sammen. Scenografien er relativt simpel, men utroligt flydende og organisk, og skuespillerne selv agerer teknikere og flytter scenens rekvisitter, uden at det påvirker stykkets integritet. De lysende LED’er, der ofte pryder bagtæppet, er som revet ud af manuskriptet og giver selve rummet en narrativ vægt, da stykket selv indeholder overvejelser om virkelighedens substans, når den formidles gennem TV og teater. Jeg kan mærke at Anslag mod hendes liv er blevet valgt til afgangsforestilling, da det er et stykke, der giver skuespillerne lov til at vise, hvad de kan, mens det er lykkedes at lave en sublim publikumsoplevelse, der ikke føles som om, at skuespillerne skal træde hinanden over tæerne for at vise sig frem.

Alle skuespillerne får lov til at spille på deres styrker, og der er taget nogle fantastiske valg i fortolkningen af stykket, fra de nonchalante karakterbeskrivelser af Anna og hele vejen over til intense forhør og sågar en meget følelsesladet bilreklame. Vi bliver rusket rundt i følelsesspektret og går nemt fra latter til gråd og alt derimellem, uden at det på noget tidspunkt føles forceret. Holdet har desuden valgt at introducere flere sprog i stykket, og de bruges til både intens frustration og komisk oversættelse i følge med stykkets brutale indhold. Der er respekt for det skrevne ord, og der er stort mod og solid opfindsomhed i fortolkningen af samme.

Og så er scenekunst mange ting, og vi skal sandelig ikke snydes for originale kompositioner. Med basis i manuskriptet, har skuespillerne selv komponeret sange, som fremføres med en minimalistisk instrumentering, der flydende indsættes i stykket, uden at der haltes på noget tidspunkt. Det lyder godt, det virker, det hele spiller bare. Jeg kunne blive ved med at fremhæve favorable fortrin fra denne fine fornøjelse af en forestilling, men du skal faktisk ikke sidde og læse mere om Anslag mod hendes liv. Du skal ind på Værkstedet og opleve det.

Skynd dig ind og se den, hvis
… du vil opleve en imponerende håndtering af et af de mest spændende og eksperimenterende stykker scenekunst de sidste 30 år. Der er kredset for detaljerne i denne opførsel, og der er ingen dårlige pladser, som skulle holde dig fra en god oplevelse.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Billetten ligger blot på 80-190 kroner, men hvis du er studerende eller mellem 15 og 24 år, kan du blive medlem af Klub_U, hvilket gør, at du kan gå i teateret, lige så tosset du vil for en årlig omkostning á 380 kroner.

Foto: Emilia Therese

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s