Anmeldelse: The Rocky Horror Show

Spillested: Aarhus Teater
Spilleperiode: 3. maj – 15. juni 2019
Anmeldt af: Carl Emil Zacho Böye

★★★★★★

Hvad er det?
Det er faktisk nemmere at svare på, hvad det ikke er. Men The Rocky Horror Show er først og fremmest en musical. Vi møder det nygifte og meget ordinære par Brad og Janet. På en mørk og stormfuld aften bryder bilen sammen, og det ganske kedelige par bydes indenfor af Riff Raff, en mystisk pukkelrygget butler. Herren af huset, Dr. Frank-N-Furter, som i øvrigt er transvestit, kaster parret ind i et sammensurium af klassisk gys, seksuel frigørelse og hæsblæsende Rock ’n’ Roll. På en rejse gennem alt fra dragshows til større sexorgier rystes Brad og Janet i deres grundvold, og et frø af vildskab og seksuelle lyster begynder at gro i parrets indre.

Richard O’Briens The Rocky Horror Show fra 1973 har opnået kultstatus på verdensplan. Med Aarhus Teaters opsætning af kultmusicalen inviteres publikum ind i en verden, hvor lyst og sex flyver frit, og en verden af genrer flyder sammen i et brag af en folkefest som en hyldest til det mærkværdige og mangfoldige. 

Det gode og det knap så gode
Da jeg i går forlod Aarhus Teater omkring ti-tiden, var det med et kæmpe smil på læben og en rigtig dejlig følelse af lykke i maven.

The Rocky Horror Show er den slags forestilling, hvor publikum inviteres til at spille med. Inden forestillingen begynder, får jeg udleveret alt fra en kompakt lommelygte til en lille lilla nytårshat. I programmet er der klare instrukser om, hvornår jeg skal bruge rekvisitterne under forestillingen.

Brad og Janet forvilder sig ind i et forfærdeligt uvejr på scenen, og de træder ud af bilen. Med ét bliver jeg ramt af en vandstråle i nakken. En ældre herre griner højlydt bag mig med et fast greb om en lille vandpistol. Inden jeg når at blinke, er der dømt vandkamp blandt flere hundrede mennesker i Aarhus Teaters største publikumssal.

Allerede fra første sekund af The Rocky Horror Show rammes jeg af en følelse af anarki og folkefest. Aldrig i mit liv har jeg deltaget i noget lignende som publikum. Og så på Store Scene på Aarhus Teater! Hele salen er fra start til slut tilsyneladende blevet smittet med en svær grad af vanvidslykke og festhumør, og smitten spredes blandt publikum i form af små vandsprøjt i nakken og allestedsværende konfetti. Aldrig nogensinde før, har jeg oplevet et publikum med så stor en glæde og social samhørighed. Det er skønt!

Plottet i The Rocky Horror Show bliver til tider en smule rodet. Der foregår konstant en masse overalt på scenen og blandt publikum. Men det er fuldstændig ligegyldigt! For mig, er The Rocky Horror Show en kæmpe folkefest, hvor plottet blot danner rammerne for den oplevelse, vi alle sammen skaber mellem scene og sal på Store Scene. Sangpræstationer, scenografi og kostumer sidder forresten lige i skabet. Men det, jeg tager med mig hjem fra The Rocky Horror Show, er den fantastiske magi og samhørighed, jeg delte med hundredevis af mennesker i salen den aften.

Skynd dig ind og se den, hvis…
… du har en puls. Og du vil opleve en folkefest blandt stolerækkerne og et brag af en musical, du sent vil glemme!

Studerende og fattig? Sådan gør du
Er du under 25 år eller studerende, kan du fra mandag til torsdag deltage i festlighederne for 60 kroner. Ellers koster billetterne 220-495 kroner.

Foto: Aarhus Teater

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s