Anmeldelse: AfteRite og Etudes

Spillested: Det Kongelige Teater – Operaen
Spilleperiode: 13. april – 11. maj 2019
Anmeldt af: Line Kirsten Nikolajsen

★★★★★

Hvad er det?
Et dobbeltprogram fra Den Kongelige Ballet, som opsættes på operaen. AfteRite og Etudes er to adskilte og vidt forskellige værker. AfterRite er et moderne værk fra 2018 af den engelske koreograf, Wayne McGregor. Til lyden af Igor Stravinskys Sacre de printemps introduceres publikum for et dystopisk sci-fi univers, hvor en koloni af mennesker bevæger sig næsten rituelt om et glasbur, hvori to små piger holdes fanget. Ifølge det uddelte program, er menneskeheden i dette univers skrøbelig, og kun de stærkeste overlever, hvorfor pigernes mor må vælge, hvad der står hendes hjerte nærmest, og hvad hun kan klare og miste. Når det kommer til aftnens andet værk, Etudes, befinder vi os i den helt anden ende af balletskalaen. Her er der nemlig tale om en nyklassiker i dansk ballet af Harald Lander fra 1948. Her er der ingen handling, men blot klassisk ballet i yndigste og tekniske forstand til musik af Knudåge Riisager.

Det gode og det knap så gode
Det er to vidt forskellige værker, vi får serveret denne aften. Den ene rå og moderne den anden yndig og klassisk. Selvom fællesnævneren, ifølge Det Kongelige selv, er, at de begge er skabt af to af ballethistoriens store mastodonter, og begge har ritualet som fælles tema, er de dog så forskellige i både stilistisk form og udførelse, at de fortjener hver deres anmeldelse. Så lad os starte med den rå og moderne: AfterRite.

Mystikken manifesteres fra start. Jeg er dybt fascineret af det store glasbur i venstre side af scenen, hvori to små piger går rundt mellem moderigtige grønne planter. Er det et drivhus? Et terrarie? Eller måske ligefrem et bur? Rundt om det danser et eksplosivt korps af dansere iklædt meget lidt hudfarvet tøj. Ind i mellem alene, andre gange forskudt af hinanden, for så at mødes i enkelte tilfredsstilende synkrone øjeblikke. Det er f.eks. imponerende smukt, da de mange dansere mødes i fælles piruetter henover scenen. Det klassiske og det moderne forenes på forrygende vis, og det er koreografier som denne, som er umådeligt svære at fjerne øjenene fra.

AfterRite er dog ikke bare dragende at kigge på. Den er faktisk også ret uhyggeligt. Igor Stranvinskys Sacre du printemps skaber den perfekte ramme for det dystopiske sci-fi univers, som historien på scenen viser sig at udspille sig i. Selvom jeg kender Stravinskys skæve og ikoniske værk ret godt, føler jeg nærmest, at jeg hører det på ny. Jeg overraskes og forskrækkes, idet det får nyt og uhyggeligt liv gennem McGregors koreografi. Man ærger sig næsten over, at værket kun varer en lille time, for jeg ville have elsket en lang forestilling med denne fortælling og det univers.

Efter en så eksplosiv omgang, er det noget af et kulturchock, da vi efter pausen kommer ind til Etudes. Her er det rå og hudfarvet skiftet ud med hvide og sorte tutu-skørter, diademer og mænd i umådeligt stramme gamacher. Vi starter ved balletbaren, hvor en række yndige ballerinaer viser deres kunnen. Det er nærmest som at overvære en ballettime. Og Etudes er da også en lang opvisning i den klassiske ballets ynde, elegance og teknik. Etudes er dog også et værk, der giver danserne og ikke mindst solisterne og ballerinaen mulighed for at demonstrere, hvordan tung teknik kan forvandle sig store følelser med åndeligt pondus. Og det er lige præcis hvad Ida Praetorius, Jón Axel Fransson og Guilherme De Menezes formår at gøre i denne opsætning. Særligt Fransson formår at fange min opmærksomhed med den lethed og elegance, hvormed han danser. Det er intet under, at han efter premieren på denne forestilling blev forfremmet til solodanser ved Den Kongelige Ballet. Han er en af dem, man glæder sig til at se mere til.

Etudes  er i overvejende grad en fryd for øjet, men det virker dog også som, at dele af korpset er lidt tunge i det. Den lethed, man kunne ønske sig fra et værk som dette, er ikke konsekvent, og i enkelte øjeblikke mistænker man dem endda for at have en doven aften; just another day at the office. Man kan dog håbe, at det bare var en uheldig aften, jeg så det på, for resten af værket fejler intet.

Selvom værkerne er langt fra hinanden, klæder deres forskellighed dog faktisk hinanden, og jeg nyder at gå fra Operaen med to så forskellige oplevelser i bagagen. Tilsammen udgør de en hypnotisernede og fængslede oplevelse, som både den erfarne og nye balletgænger roligt kan give sig i kast med.

Skynd dig ind og se den hvis
… du gerne vil smage på to meget forskellige, men på hver sin måde utroligt smukke, balletter.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Man kan finde utrolig budgetvenlige billetter på Det Kongelige, men disse er også ofte på bekostning af udsynet. De billigste pladser kan således få til 90 kroner, hvis du er under 25 år og 150, hvis du er over. Vi vil anbefale at du min. kommer ned på balkon 2 for udsynets skyld, hvor vi ville gå efter priskategori E, der ligger til 440 kroner.

Foto: Henrik Stenberg

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s