Anmeldelse: Hvem er bange for Virginia Woolf

Spillested: Det Kongelige Teater, Skuespilhuset
Spilleperiode: 12. April – 7. Juni 2019
Anmeldt af: Line Kirsten Nikolajsen

★★★★

Hvad er det?
Edward Albees psykologiske og næsten absurdistiske drama, Hvem er bange for Virginia Woolf, betragtes af mange som et af moderne dramatiks store mesterværker. Det intellektuelle ægtepar, Martha og George, får en sen nat besøg af deres unge nye naboer, Nick og Honey, til en efterfest, Martha har arrangeret uden Georges godkendelse. Det er dog ikke en helt almindelig hyggelig og fuld nat, for Martha og Georges ægteskab fodres af en destruktiv, bidsk og til tider ondskabsfuld leg med hinanden, som de tvinger det yngre ægtepar til at overvære natten igennem. Forfatteren Virginia Woolf optræder ikke, som man måske ville tro, som karakter i forestillingen. Hendes navn nævnes faktisk kun, når Martha og George drillende og faretruende synger titlen på melodien “Hvem er bange for den store stygge ulv”. Ifølge dramatikeren selv kan titlen oversættes til “Hvem er bange for at leve uden illusioner”, da Virginia Woolfs forfatterskab ofte handlede om sandhed og afskrællede lag. En måske lidt højtravende og akademisk titel, men ikke desto mindre ganske sigende for Martha og Georges bidende spil med hinanden, som lige nu portrætteres af ægteparret Tammi Øst og Jens Jørn Spottag på Skuespilhusets Store Scene.

Det gode og det knap så gode
Man skal forberede sig på en lang aften i teatret, når man køber billet til denne forestilling. 3 timer og 20 min. (inkl. 2 pauser) skal afsættes. Det er lang tid, men mindre kan ikke gøre det, da betingelsen for Det Kongelige Teaters opsætning har været, at der ikke må røres ved ét eneste komma i manuskriptet. Der har ligeledes været stramme ordrer om tidstypiske kostumer og scenografi. Det Kongelige Teater skal dog roses for, at de på trods vælger at sætte forestillingen op. Det er efterhånden sjældent at de store naturalistiske dramaer får sin plads på den helt gammeldags måde. Forestillingerne findes da på de danske scener, men ofte med et moderne tvist eller i en lettere abstract scenografi. Her præsenteres vi for ét imponerende rum: Martha og Georges smarte og stilrene stue, som scenograf Jonas Fly, har formået at gøre indbydende og hjemlig i en sådan grad, at vi som publikum føler, at vi sidder placeret i en af sofaerne hjemme ved Marta og George. Med højt til loftet udspiller hele den tre timer lange verbale boksekamp sig her og kun hér.

Det siger næsten sig selv, at et så langt og tekst-tungt drama i kun én scenografi kræver gevaldigt godt skuespil, og det får vi heldigvis også. Kvartetten på scenen gør det virkelig godt. Tammi Øst er fuldstændig fabelagtig som den skruppelløse Martha. Hun spiller med så meget naturlighed og spontanitet, at det ikke føles som replikker fra et manuskript, hun leverer. Alligevel spiller hun med en uhyggelig præcision, som gør hendes Martha uhyggeligt beregnende og ubehagelig at være sammen med. Jens Jørn Spottags George er ved første øjekast afdæmpet og en smule under tøflen, men langsomt vokser ondskaben og bitterheden også frem i ham. De klæder hinanden på scenen de to! Johanne Louise Schmidt leverer et vidunderligt infantilt og naivt bud på den unge Honey, der vralter og vælter hen over scenen i en brandert af rang, og Peter Christoffersen følger fint med som en slesk Nick, selvom han lige skal spilles varm på replikleveringen. Hele vejen rundt er der øje for detaljerne i spillet, og jeg nyder at holde øje med de helt små fysiske interaktioner, de har med hinanden. De fire skuespillere, virker så sammenspillet og trygge, at man skulle tro de allerede havde opført forestillingen i måneder.

Selvom skuespillet utvivlsomt er eminent, så er det ikke helt nok til at bære hele forestillingen, og ind imellem bliver det lidt for langsommeligt. Jeg er ikke så opslugt hele vejen igennem, som jeg ville ønske, jeg var, og det er ikke så ubehageligt at overvære, som teksten lægger op til. Det sidste skud ondskab og vanvid mangler, og det forhindrer ubehagen i, for alvor, at sætte sig i kroppen. Ubehagen føles ikke konstant eller stødt voksende, men vokser med lidt spring frem og tilbage mellem stilstand og angreb, og i de stille øjeblikke tabes jeg momentant.

Skynd dig ind og se den, hvis
… du vil se et hold fænomenale skuespillere i kamp med en klassiker.

Studerende og fattig? Sådan gør duDer er gode ungdomsrabatter at hente i Det Kongelige, og hvis du er villig til at gå på kompromis med pladserne, kan du komme i teatret for kun 100 kroner. Pladserne er udmærket, men det er dog værd at smide lidt ekstra penge efter at komme ned og sidde på 1. balkon eller parket, da udsynet og oplevelsen er væsentligt bedre herfra.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s