Anmeldelse: Tidens og Visdommens Triumf

Spillested: Det Kongelige Teater, Gamle Scene
Spilleperiode: 3. – 14. april 2019 (og igen 18. og 20. april på Malmø Opera)
Anmeldt af: Line Kirsten Nikolajsen

★★★★

Hvad er det?
Du kender måske Händel-hittet Lascia La Spina. Eller måske du kender den under dens senere navn Lascia ch’io pianga – prøv selv at google det og lyt! Hvad du måske ikke ved er, at dette vidunderlige stykke musik kan findes i Händels oratorium, Tidens og Visdommens Triumf, fra 1707. Et oratorium er et musikalsk værk skrevet til en dramatisk tekst, som fremføres af solister, kor og orkester. I modsætning til en opera gøres der ikke brug af kulisser og skuespil, men på Gamle Scene kan man netop nu opleve værket iscenesat således af Ted Huffman. Her ser vi de fire allegorier, Skønheden, Nydelsen, Tiden og Visdommen, som synges af fire sangere. Skønheden symboliserer det almindelige menneske, som konfronteres af de øvrige tre allegorier, som alle prøver at overtale hende til at følge deres overbevisning om, hvordan livet skal leves. Forestillingen er en filosofisk betragtning over dødens uundgåelighed, tidens uretfærdige spor og, ikke mindst, hvordan man bedst udnytter den tid, man er blevet givet. Er det i favnen på Nydelsen, der tilbyder et overfladisk liv med sanselig, løssluppen og kortvarig nydelse, eller det med Tiden og Visdommen ved hånden, som tilbyder en mere åndelig og fuldendt livsførelse? Titlen afslører kun næsten svaret.

Det gode og det knap så gode
Jeg kan ind imellem have svært ved at fatte, hvordan nogle af nutidens store musikalske popstjerner, der rejser verden rundt og optræder for millioner af fans med deres eget musik, kan være under 20 år. Når man dog finder ud af, at Händel var sølle 22 år, da han skrev dette værk, hans første oratorium, er det som om, at de nutidige stjernes præstationer sættes lidt i perspektiv. Der må have været noget i drikkevandet dengang. Jeg har i hvert fald ingen anden forklaring på, hvordan så smukt og fuldendt et værk om nogle af de helt store filosofiske spørgsmål i livet kan være kommet fra så ung en hånd. Musikken i Tidens og Visdommens Triumf er ren sukker lige ind i øregangen. Dermed ikke sagt, at det er lette kalorier, for der er ingen tvivl om, at der er tyngde bag, som kræver teknisk snilde og dygtighed at fremføre fra både musikere og sangere. Jeg er dybt fascineret af, hvor sikkert de mange og lange koloraturiske løb synges af den fortryllende sopran Mary Bevan i rollen som Skønheden. Dertil leverer Caitlin Hulcup, Nydelsen, et eminent bud på hittet Lascia La Spina. Den sidder lige i skabet og efterlader mig med åben mund og kuldegysninger. Sammen med den efterfølgende duet Il Bel Pianto udgør den de klare højdepunkt i en ellers lidt tung anden akt.

For selvom musikken er ubeskriveligt smuk og dygtigt fremført, så bliver selve opsætningen ind imellem lidt for flad og ensformig. Scenografien er simpel og nynordisk. Den ligner noget fra en mørk DR-dramaserie om økonomisk bedrageri eller politik. Et mørkt rum med en uendelig lang mørk midnatsblå sofa, der langsomt kører henover scenen på et transportbånd bagerst på scenen. En gang imellem er der også en moderne standerlampe på båndet. Det er det. Det fungerer langt hen ad vejen, fordi fortid og nutid på smukkeste vis forenes herigennem. Händels mere end 300 år gamle oratorium holder stadig, og det understreges gennem det ultra moderne og minimalistiske look. Egentlig er idéen god, fordi den filosofiske handling og poesien for alvor kan udfolde sig i de rolige omgivelser. Men det bliver måske også en kende for stillestående i længden, og der er momenter, hvor grænsen til kedsomhed flygtigt kysses. Visdommens psykologsamtale med Skønheden bliver f.eks. tung i den ensformige scenografi. Jeg savner lidt mere drama karaktererne imellem, især fordi dets tilstedeværelse konstant antydes, men aldrig rigtig får lov at folde sig helt ud. Selv ikke da Skønheden skyder Nydelsen med en pistol, som hun får fra Tiden, får dramaet højde. Det bevirker at anden akt især bliver lang i spyttet. Når nu man har valgt at iscenesætte og dramatisere Händels oratorium, så kunne jeg godt have brugt lidt mere gods på den handling, de har forsøgt at visualisere.

Jeg er vild med den poesi værket rummer og er meget begejstret for valget om, at bruge fire dansere til også at udtrykke nogle af de ting, sangerne ikke kan udtrykke med ord. Den morale forestillingen i sidste ende præsenterer os for, er jeg dog mere i tvivl om. Det virker underligt umoderne, at det “rigtige” valg, som Skønheden ender ved, er to børn og en mand på en moderne velour-sofa, og at det søde liv med den kvindelige elsker, Nydelsen, er den forbudte og overfladiske. Jeg er i grunden meget begejstret for budskabet om, at vi i livet også må se de svære sandheder i øjnene, for at kunne opnå dyb og meningsfuld nydelse og ikke bare kan danse blindt og ungdommeligt igennem, tanket op på overfladiske nydelser, der ikke rækker langt, men jeg synes ikke nødvendigvis det formidles helt optimalt her. Det skal jeg i høj grad selv udlede, men det er ikke nødvendigvis det, jeg får serveret så direkte på scenen.

Med det sagt er Ted Huffmans bud på Tidens og Visdommens Triumf et spændende og  moderne bud på et vidunderligt Händel-værk, som absolut er et besøg værd. Det er spækket med poesi og giver anledning til en igangsættelse af de helt store filosofiske tanker om livet.

Skynd dig ind og se den, hvis
… du vil bjergtages af vidunderlig musik, fremført af eminente sangere og musikere.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Hvis du er under 25, kan du få billetter til sølle 60 kroner! Er du helt almindelig voksen skal du dog ikke løbe ud og slå hul på den store sparegris med det samme, for her koster de billigste pladser kun 100 kroner. Så må du dog også affinde dig med at sidde helt oppe under taget. Det kan også begrænset udsynet til tekstanlægget (her oversættes der fra italiensk til dansk), som vi vil anbefale, at du kan se, så du kan følge med i handlingen. På anden etage kan du dog få udmærkede pladser til 138 kr. stykket som ung og 230 kr. som voksen.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s