Anmeldelse: María De Buenos Aires

on

Spillested: Musikhuset Aarhus
Spilleperiode: 31. marts – 1. april 2019
Anmeldt af: Daniella Ottendal Skovgaard

★★

Hvad er det?
På bagscenen af Musikhuset Aarhus’ store scene sidder vi 300 publikummer på hver vores side af den aflange podiumscene, der er sat op i midten. Vi skal være vidner til en fusion af opera, tango og skuespil. Jeg er meget spændt, da jeg sætter mig i sædet. Det tyder på en helt særlig oplevelse.

I María De Buenos Aires følger vi en ældre mand, Kurt Ravn, som drømmer sig tilbage til sin helt store kærlighed tangodanseren María. Nætterne er varme og lange, imens Ravn genkalder sig sin fortids spøgelser, der emmer af sex, passion og død. Forestillingen er et samarbejde mellem Den Jyske Opera og Musikhus Aarhus.

Det gode og det knap så gode
María De Buenos Aires er en forestilling med meget potentiale. Musikken er skøn, og bringer mig til Sydamerika på et splitsekund, historien er anderledes fra de klassiske operaer, mere nærværende og simpel, og toppet med tango, der kan bringe ekstra liv i det melodramatiske spil. Men potentialet bliver bare aldrig indfriet. Iscenesættelsen hænger simpelthen for meget, og skaber mere forvirring end gavn. Den peger i alle retninger, og vil på nogle tidspunkter skabe realistiske sorgscener om en gammel mands tab, og i andre scener have syretripsagtige danse med båndsalat. Det er som om, at skuespilgenren og operagenren ikke vil forenes heri. Forestillingen rummer den mængde teatralitet og drama som man kan forvente af en opera, og det fungerer ikke særlig godt med de naturalistiske monologer og skuespil, der bliver krævet af Kurt Ravn i den her opsætning. Iscenesættelsen virker konceptløs, usammenhængende og umotiveret.

Tangoens temperament derimod, komplimenterer operaen super godt! Det falder bare en smule til jorden, fordi forestillingen absolut ingen dynamik har. Det er som om instruktør Philipp Kochheim har været bange for tomheden og derfor fylder forestillingen op med alle mulige indslag og ideer. Men når alt er storslået, er det som om at intet er det. Jeg savner pauser til at fordøje tragikken og til at mærke skuespillerne, der i denne opsætning nærmest spiller på skødet af publikum.

María De Buenos Aires har da også sine stjernestunder, såsom de afsindig flotte skyggespil, der dannes på bagscenens sorte vægge, og Yamil Borges flotte og temperamentsfulde sangpræstationer som María. De gode momenter er der! Der er bare alt for få af dem.

Kurt Ravn er heller ikke overbevisende, måske fordi han spiller sine monologer mere troværdigt end han udtaler dem. Det lyder som oplæsning, historiefortælling, og det kunne de sådan set godt være sluppet afsted med, hvis de havde ladet forestillingen blive så pompøs som den fortjener, i stedet for den halvtamme, halvrealistiske instruktion af skuespillet.

Det er helt sikkert en oplevelse at se denne type opera, som i sine gode stunder kan noget helt andet end den klassiske opera. Lad os endelig se mere af den slags opera-fusion. Måske den rammer plet næste gang.

Skynd dig ind og se den, hvis
… du godt kan lide tango, eller er nysgerrig på atypiske former for opera.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Forestillingen er komplet udsolgt!

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s