Anmeldelse: Ghost – The Musical

Spillested: Musikteatret Albertslund (Herefter i Aalborg, Vejle, Esbjerg og København)
Spilleperiode: 14. marts – 28. april 2019
Anmeldt af: Anja Langhede

★★★★

Hvad er det?
Ghost – The Musical er baseret på 90’ernes oscarvindende kærlighedsdrama af samme navn. Kæresteparret Sam (Mikkel Moltke Hvilsom) og Molly (Frederikke Vedel) er lige flyttet sammen i en lejlighed i Brooklyn, New York, da tragedien rammer og Sam bliver slået ihjel på åben gade. I stedet for at gå mod lyset bliver Sam tilbage på jorden som et spøgelse. Han finder snart ud af, at hans død ikke var tilfældig og gennem mediet Oda Mae Brown (Sara Gadborg), forsøger han derfor at advare Molly.

Heltemus Production har her oversat en Broadway musical til den danske scene, og den indeholder selvfølgelig alt det, vi kender og elsker fra den ikoniske film: Unchained melody, den romantiske lerdrejningsscene og replikkerne “Jeg elsker dig” – “Ditto”.

Det gode og det knap så gode
Scenografien består ved første øjekast blot af nogle forstørrede keramikkrukker, men når stykket starter, og scenens drejeskiver kommer i sving, forvandles krukkerne til værelser, kontorer og bygninger i New York. Elegante sceneskift, projekterede lys, lydeffekter, stunts og meget mere – kort sagt: Rammerne er sat for en velproduceret forestilling, og den er absolut værd at se, hvis du er til musicals.

Stykket skal nu lige i gang, før det bliver rigtig godt. Starten er lidt forhastet og mangler tilstedeværelse fra skuespillerne. Det virker som om, de bare lirer deres replikker af. Senere kommer der dog masser indlevelse, og stykket formår, som håbet, at blive ægte rørende. For min skyld, kan der måske godt dvæles en anelse længere ved Sams død og nogle af de andre bevægende øjeblikke, så de kan mærkes endnu mere.

Musikken spilles af et dygtigt live orkester, og vi kommer rundt om nogle fede upbeat numre. For eksempel det jazzede “En helt ny redelighed” og et par festlige gospelnumre. Derudover er der også de mere følelsestunge ballader, og her shiner Frederikke Vedel i særdeleshed med sangen “Du”. Til gengæld må vi leve med, at sangteksterne er rimelig banale og ofte ikke tilføjer noget særligt til historien.

Man skulle ikke tro, det kunne lade sig gøre at løfte rollen som Oda Mae efter selveste Whoopie Goldberg, men det kan Sara Gadborg. Hold da op! Hun har salen i sin hule hånd; et knips med fingrene og alle griner. Oda Mae er en vanvittigt vigtigt karakter, der er afgørende for at forestillingen formår at blive sjov på trods af den tragiske historie. Derfor skal hun leveres med komisk timing og en helveds masse attitude – noget som Gadborg klarer uden slinger i valsen.

Helt overordnet er det en vellykket musical, der er rørende og sjov på én og samme tid. De fleste af os kender historien i forvejen, så den er hverken særlig opfindsom eller nyskabende, men ikke desto mindre er den en klassiker!

Skynd dig ind og se den, hvis
… du var vild med 90’ernes filmklassiker – for så bliver du næsten også nødt til at opleve musicalversionen.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Billetpriserne starter omkring de 300 kr, hvis du er under 25 år, men veksler en del alt efter hvilken by, du vil se den i, og hvor godt du vil sidde i salen.

Foto: Martin Mydtskov Rønne

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s