Anmeldelse: Atlas over afsidesliggende øer

Spillested: ZeBU
Spilleperiode: 3. – 17. marts
Anmeldt af: Trine Berg Balle

★★★★

Hvad er det?
Atlas over afsidesliggende øer er en remediering af den tyske forfatter Judith Schalanskys bog af samme navn fra 2014. Bogen fremlægger en række historier om halvtreds af verdens mest særegne og ukendte øer, der alle har isolation som fælles tema. I forestillingen møder vi Emma (spillet af Emma Silja Sångren), der på mange måder også føler sig isoleret. Hun er fascineret af atlasser og drømmer om at besøge alle verdens afkroge – interesser, som hendes klassekammerater ikke ligefrem deler. Samtidig er Emma nervøs for planetens fremtid. Bekymringer om klimakatastrofer, plastikforurening, krig og fremmedhad blander sig med selvdestruktive tanker forårsaget af mobberi fra hendes jævnaldrende. Men en dag starter Emma og hendes forældre (Lotte Bergstrøm og Jesper Pedersen) en atlasklub, der bringer dem til alverdens underfundige, mytiske og afsidesliggende øer.

Det gode og det knap så gode
“Intet menneske er en ø”. Emma citerer fra den engelske digter John Donnes værk No Man Is an Island fra 1624. Budskabet er klart, endog lidt formanende: Intet menneske er alene. Vi er alle en del af noget større. Atlas over afsidesliggende øer virker som en original og oplagt idé til en børneforestilling. Marc van der Velden har både instrueret og skrevet manuskriptet efter Schalanskys forlæg, og det er der kommet en sjov og velfungerende ping-pong-dialog ud af, som de tre skuespillere leverer med stor charme.

Gennem ca. en times ø-hop kommer vi bl.a. forbi Ensomhedsøen, Peter den førstes ø, Bjørneøen, Kokosøen og Skuffelsens ø, for bare at nævne nogle få. Fortællingerne er ledsaget af musiker Claus Carlsens tropiske lydunivers og et stort projektionslærred, der sætter scenen for hver eventyrlige rejse, vi skal ud på. Vi lander på en ø, der engang var beboet af krabber, og vi møder en dreng, der drømte på et sprog, som kun ét andet menneske i hele verden kunne tale. De mange farverige fortællinger fra verdens skjulte afkroge vækker både rejse- og eventyrlyst, men heldigvis er det hele ikke bare lutter paradis og palmer. Flere af fortællingerne er barske og vidner om, at verden stadig er fyldt med massive udfordringer, hvilket man, ligesom Emma, kan føle sig ganske magtesløs overfor. Og det, at alle anekdoter er baseret på virkelige hændelser, tilføjer et interessant, eftertænksomt lag til forestillingen.

Ved forestillingens start har vi hver især fået udleveret en papirlap med et ø-navn på. ”Det er din helt personlige ø, og ingen har den samme som dig”, får vi at vide. Det vækker en nysgerrighed, og er en god måde at få børnene i spil. Alle viser stor entusiasme ved at sige navnet på øerne højt, og der er stor koncentration, da børnene skal lukke øjnene og forestille sig en paradisø. Jeg forventer mere af den slags interaktion, men herefter inkluderes vi ikke yderligere. Det er ærgerligt, for på trods af, at forestillingen kun varer en times tid, føles den for lang. Det yngre publikum bliver tilsyneladende utålmodige, og de udleverede papirlapper bliver flere gange genstand for opmærksomheden undervejs. Selvom at alle historierne har noget på hjerte, kunne man sagtens skære et par øer fra uden at misse pointen. Det ville have gjort forestillingen dét mere skarp.

Skynd dig ind og se den, hvis…
…du kender en, der skal med på et eventyrligt ø-hop til verdens fjerneste egne.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Er du under 25 år, kan du få en billet til 60 kr., og er du studerende, uanset alder, er der billetter til 80 kr. stk. Men skynd dig, for forestillingen spiller kun til og med på søndag d. 17. marts.

 

Foto: Søren Meisner

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s