This Is Not Culturally Significant

Spillested: Teater Katapult
Spilleperiode: 2.-4. marts 2019
Anmeldt af: Alex Enevoldsen

★★★★★

Hvad er det?
This Is Not Culturally Significant tog festivalgængerne på Edinburgh Festival Fringe med storm, da den blev opført tilbage i 2017. Siden har forestillingen turneret i diverse lande og rammer nu Teater Katapult i Aarhus for anden gang.

Adam Scott-Rowley er ene mand (og til tider også kvinde) på scenen gennem hele stykket, der præsenterer et potpourri af forskellige karakterer. I begyndelsen adskilles de af brutale klip, men efterhånden som karaktererne folder sig ud, overlapper historierne hinanden og forestillingen samler sig til en overbevisende, stærkt konfrontatorisk kritik af de mørke sider i det menneskelige sind, der rummer undertrykkelse, selvmodsigelser og hævngerrighed.

Det gode og det knap så gode
This Is Not Culturally Significant er en nøgen forestilling. Den er nøgen i sit scenografiske udtryk, der blot består af en skammel og en skærende staldlampe; nøgen med en skuespiller uden en trevl på kroppen, og ikke mindst nøgen i kraft af sin hudløst ærlige portrættering af en række karakterer, der alle i et vist omfang virker til at være på randen af sammenbrud.

Skuespiller og iscenesætter Adam Scott-Rowley fører os med en mangefacetteret præstation gennem et broget karaktergalleri, der spænder fra en onanerende webcam-girl, over en manisk professor og en kæderygende teaterkritiker til en selvmordstruet, lesbisk enke. Forestillingen balancerer på en line, der spænder fra det stærkt frastødende til en empatisk medlidenhed, som uundgåeligt ender foran en tragikomisk afgrund fyldt af sorg, vrede og afmagt.

Adam Scott-Rowley formår at holde tempoet i den knap 60 minutter lange forestilling. Med et glimtvist ætsende nærvær holder han publikum i sin hule hånd og i sin elegante udfordring af den usynlige fjerde væg fastholder han en pirrende usikkerhed i kontrakten med sit publikum. “This is not culturally significant”, lyder det mod slutningen af forestillingen. Titlen peger på den samme bidende sarkasme, som gennemsyrer hele værket. Det svider indimellem, men signifikant – og relevant – dét er det.

Skynd dig ind og se den, hvis
… du vil opleve en imponerende skuespilpræstation, der danner ramme om en samfundskritisk teaterforestilling af meget høj kvalitet.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Er du under 25 år, kan du se forestillingen for beskedne 60 kr. Prisen for studerende er 90 kr.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s