Anmeldelse: Frostbrødre

Spillested: Teatret Zeppelin
Spilleperiode: 26. januar – 22. marts 2019
Anmeldt af: Marie Krakau

★★★

Hvad er det?
Børne- og familieforestillingen Frostbrødre tager fat om den nordiske mytologi og genfortæller historien om den godhjertede gud Balders død forårsaget af sin blinde bror, Høder, der blev narret til at dræbe sin bror af Loke. På Teatret Zeppelin sker mordet ikke blandt guder, men hos menneskene i Midgård, hvor Sune, blid og kærlig, men ikke særligt god til det der med sværd, bue og pil, hele tiden må se sig overgået af sin modsætning og bror, Thorbjørn. Forpint af jalousi og misundelse og Thorbjørns evner og manglende tro på sit eget værd lader Sune sig lokke af Loke til at slå sin bror ihjel. Det sender ham og hans sprogligt og fysisk udfordrede lillesøster Liv ud på en rejse til underverdenen, for at få Thorbjørn tilbage.
Det er forestillingens instruktør Lene Skytt der sammen med Mie Brandt har skrevet sagndramaet om Sune, mens Laura Rasmussen med sin scenografi sender publikum på en rejse gennem et univers, der trækker tråde til Ronja Røverdatter og Ringenes Herre.

Det gode og det knap så gode
Det er en eventyrligt smuk verden Frostbrødre bevæger sig i, og man kan ikke andet end at blive betaget. På scenen er en stor træstub med tykke rødder og masser af forgrening placeret som centralt midtpunkt, hvorfra skuespillerne med lethed kan dukke op over, under eller ind  mellem de mange grene. Udover skuespillere indtages scenen også Rolf Søborg Hansens ekspressive dukker i størrelser, der varierer fra skolelineal til et par meter, og som med skuespillernes stemmer giver liv i guder som Odin, Hel og Frigg. Aldrig har en dukke været så levende og gjort så stort indtryk på mig, og de væver sig let ind i handlingen på lige fod med skuespillerne.

Det er tydeligt, at forestillingen i flere scener formår at fange sit unge publikum, som sidder stille og stirrer intenst på scenen for ikke at misse et øjeblik. Det er særligt de mere action-prægede scener, der fanger dem, ligesom de imponerende dukker også tiltrækker deres nysgerrighed og opmærksomhed. Men der er også mange andre scener, der ikke rummer den samme magnetisme. Den skoleklasse, jeg sidder mellem, begynder straks at miste koncentrationen, når der sker for lidt og tales for meget på scenen. Der er en tendens til, at handlingen bliver fortalt ud fra devisen tell it, don’t show it.

Der er mange gode intentioner bag historien, men til syvende og sidst ender den desværre uforløst. Den vil for meget på for kort tid, og det ville måske have gavnet at tilføje handlingen et kvarter eller en halv time mere, så historien kan nå at fortælle det, den vil, uden at ende forhastet. Historien når knapt at få luft under vingerne, før det hele slutter, og vi når derfor aldrig helt ind til kernen af fortællingen eller ind i hjerterne på karaktererne. Selv den onde Loke, når vi aldrig at lære så godt at kende, at han bliver rigtig faretruende, fordi han simpelthen ikke har nok tid på scenen, og det mønster gentager sig desværre for alle Frostbrødres karakterer.

Skynd dig ind og se den, hvis
… du er vild med nordisk mytologi og er nysgerrig på at se, hvordan den bliver vakt til live i en vidunderligt smuk scenografi.

Studerende og fattig? Sådan gør du
En billet koster 105 kroner, hvis du er under 125 år. Hvis I er en gruppe på minimum seks under 25 år, kan I få billetter for 40 kroner stykket.

Foto: Andreas Bjerre Siegrist

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s