Anmeldelse: Parasitterne

Spillested: Aarhus Teater – Scala
Spilleperiode: 15. februar – 16. marts 2019
Anmeldt af: Kathrine Lemmeke Madsen

★★★★★

Hvad er det?
Parasitterne er skrevet af danskeren Carl Erik Soya i 1929. Det er en tidløs fortælling om menneskets grådighed, men trods det tunge emne, er der al grund til at få gang i lattermusklerne. Carl Erik Soya har skabt en satire, der både er grovkornet og raffineret. Fortællingen handler om den skruppelløse og pengegriske Hr. Gruesen, der bor sammen med sin undertrykte og lettere forvirrede kone, Oline, i Villa Vennely. Her bor de i et rotteplaget hus, hvor de lejer værelser ud. En dag får de en ny lejer i boligen – den farverige, midaldrende dansk-amerikaner, Miss Olson, der angiveligt har en hel million med hjem fra Amerika. Dét får hr. Gruesen op og i gang med at lægge den perfekte plan for, hvordan han kan få fingrene i den million. Han får den søde, naive Miss Olson til at underskrive et testamente, der giver Hr. Gruesen pengene, når hun engang er væk. Nu skal de så bare vente på, at hun stiller træskoene… Men kan de lade være med at hjælpe hende med det?    

Det gode og det knap så gode
Den menneskelige snylter findes i mange forskellige afskygninger, og vi har garanteret alle stødt på én i ny og næ – måske endda selv været det engang imellem. Jeg tror, og håber, dog ikke, at nogen har mødt en snylter som fortællingens Hr. Gruesen, for en lige så samvittighedsløs og grådig mand skal man lede længe efter! På trods af sin grænseløse grådighed og sindssyge forretningsmodel, bliver han, grundet historiens satiriske præg, en tålelig karakter, som man griner af mange gange gennem forestillingen. Kim Veisgaard spiller fænomenalt i rollen som Hr. Gruesen, han har det hele lige fra gestik til stemme og væsen, og der er en utrolig genkendelighed i den karakter, han har skabt. Han er indbegrebet af den ultimative parasit, og det er hylende morsomt og forfærdeligt på en og samme tid.

Fra den ene yderlighed til den anden i karaktergalleriet, er der den kulørte, naive Miss Olson, som også får lattermusklerne i sving, og smilene til at brede sig. Nanna Buhl Andresen har publikums opmærksomhed fra start med sin varme og direkte american-style karakter, og har faktisk på blot en uge (!) tillært sig rollen, da skuespiller Hanne Windfeld desværre faldt og brækkede benet.
Bodil Jørgensen gør det fremragende og vækker både sympati og latter som den kuede Oline, der helt forvirret bliver suget ind i den griske plan mod Miss Olson. Hun er på sin helt egen måde bedårende at betragte. Der er overhovedet ikke en finger at sætte på forestillingens skuespilpræstationer, og instruktør Sargun Oshana har virkelig fået det bedste frem i forestillingen og skuespillerne. Jeg er især vild med, at afslutningen på forestillingen er rå og voldsom i forhold til de resterende scener, hvor den ene sjove replik følger den anden. Det giver en klump i halsen at se katastrofens klimaks og understreger den alvor, skuespillet også rummer.

Skuespillerne kommer til sin ret i denne forestilling, og det er en fornøjelse at se, at det er deres præstationer, der bærer fortællingen fra start til slut. Det betyder ikke, at scenografien ikke er noget værd, for det er den bestemt! Et farverigt, dukkehus-lignende hus fylder scenen, hvor ydervæggene kan klappes op og ned, således vi som publikum kan se alle husets rum, og det er virkelig fedt lavet og bliver meget underholdende, når skuespillerne for eksempel render fra det ene rum til det andet i frygt for ubudne gæster. Det dukkehus-agtige univers er fortsat i kostumer og parykker, der bliver meget karikerede og giver karaktererne et sjovt udtryk. Scenografien kan, hvad den skal og underbygger det satiriske univers, der står knivskarpt i Aarhus Teaters opsætning af Parasitterne.

Skynd dig ind og se den, hvis
… du kunne tænke dig at træde ind i et satirisk, velspillet univers, der dog rummer mere end bare gode grin.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Er du under 25 år eller studerende, kan du mandag til torsdag få fingre i en billet til 60 kroner, hvilket i den grad er dine sparsomme penge værd for sådan en oplevelse!

Foto: Anna Marín

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s