Anmeldelse: Kejseren

Spillested: Teater V i Prøvehallen
Spilleperiode: 7. februar – 2. marts på Teater V, og 21.- 25. august på Den Fynske Opera i Odense.
Anmeldt af: Trine Berg Balle

★★★★

Hvad er det?
“Men han har jo ikke noget på”, råbte til sidst et lille barn. “Herregud, hør den uskyldiges røst”, sagde faderen. Sådan lyder en passage i H.C. Andersens eventyr ‘Kejserens Nye Klæder’ fra 1837, som forestillingen Kejseren er baseret på. Her bliver fortællingen om kejseren, der narres til at gå byen rundt uden tøj på, taget op til revision og trukket ind i en politisk samtid præget af løgne, mistillid og fake news. Med musikalske indslag, tekstoplæsninger og små absurde tableauer føres vi gennem eventyret, der er tilført nutidige kulturelle og politiske referencer. På scenen står Johannes Lilleøre, Birgitte Prins, Bebe Risenfors og Pete Livingstone, ledsaget af et kor bestående af ni børn. Og børnene har medbragt noget af en opsang til de voksne.

Forestillingen er en co-produktion mellem Livingstones Kabinet, Teater V og Den Fynske Opera.

Det gode og det knap så gode
Det er godt tænkt af Livingstones Kabinet at tage favntag med Kejserens Nye Klæder i disse dage. Eventyret, der meget billedligt behandler temaet om løgn og løgnens tilsyneladende udeblivende konsekvenser, vækker genklang i den politiske virkelighed, vi står midt i. For selvom barnet i mængden påpeger den åbenlyse sandhed, er der ingen umiddelbare konsekvenser for den afklædte kejser, der efterhånden også selv betvivler sine klæders eksistens. Der kan næsten ikke findes en tydeligere metafor for de politiske udfordringer, vi står overfor netop nu.

Barnets stemme bliver på sin vis ignoreret. Men i Kejseren kommer børnene til orde. De ni børn er klædt i gule regnfrakker, som befandt de sig midt i et uvejr. Et politisk uvejr, hvor en eskalerende klimakrise rykker nærmere og nærmere for hvert sekund, der går, og hvor dem, der skal diskutere den, bruger den sparsomme tid på indstuderede salgstaler og tomme løfter. Det er et politisk uvejr, der som udgangspunkt er forbeholdt voksne, men som vil få fatale konsekvenser for vores børn og unge i fremtiden. ”Hvem tror I, I er?”, råber de i kor. ”Der skal ryddes op i det her rod af løgne”. Det kunne se ud som et billigt trick at hive børn på scenen for at moralisere over for de voksne. Men det giver trods alt en lille klump i halsen, når deres kraftfulde røster blæser publikum bagover med budskaber om at tage ansvar. Det kan næsten ikke undgås at skabe associationer til den 15-årige klimaaktivist Greta Thunberg, der for nylig gav verdens ledere en opsang under klimatopmødet i Polen.

Forestillingens bærende sammenhængskraft bliver musikken, der binder eventyret og de små skuespilsekvenser sammen i et kabaretlignende udtryk. Med en sang om bl.a. Bill Clinton, Bill Cosby og sågar Peter Madsen, (som man kunne diskutere om det er for tidligt at inddrage i et satirisk univers som dette), bliver nogle af historiens mest kendte og største løgnere sat på dagsordenen. Livingstone formår med de nyskrevne sange at trække relevante tråde fra det gamle eventyr og op til i dag. Og i samspil med Julie Forchammers scenografi, der består af et centralt placeret podie, en dertilhørende glorie af lys og projekterede slagord på bagtæppet, bliver kejserens rolle for alvor problematiseret.

Kejseren bliver virkelig interessant, da showet pludselig afbrydes og Johannes Lilleøre meta-agtigt kommenterer på tematiseringen af løgne. For en forestillingen kan vel også forstås som en slags løgn. Hvornår kan vi stole på det, der bliver sagt? Hvem er skuespilleren, hvem er mennesket bag og hvem er det, der holdes for nar? Det er jo bare teater. Eller hvad? Disse øjeblikke kunne jeg godt have ønsket endnu flere af.

Skynd dig ind og se den, hvis…
…du vil opleve Kejserens nye klæder i en moderne, musikalsk og stærkt politisk nyfortolkning.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Er du under 25 år, kan du skaffe en billet til 105 kr.

 

Foto: Bjarne Stæhr.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s