Anmeldelse: Amadeus

Spillested: Amadeus
Spilleperiode: 18. januar – 17. februar 2019
Anmeldt af: Line Kirsten Nikolajsen & Clara Lindstrøm Gleerup

★★★★

Hvad er det?
Instruktør Kasper Holtens opsætning af Amadeus bygger på Miloš Formans film fra 1984 af samme navn. Alle det Kongelige Teaters kunstarter er taget i brug med både operasangere, musikere, balletdansere og skuespillere på scenen. Året er 1825, og Antonio Salieri, den italienske komponist, ligger begravet i en bunke af sammenkrøllede partiturer. Her ligger han og venter på at dø, mens han desperat råber Mozarts navn. Herfra fortæller Salieri sin historie i håb om, at han kan udødeliggøre sig selv og sit navn – hvis ikke han kan blive husket for sin musik, kan han måske blive husket som manden, der myrdede Wolfgang Amadeus Mozart. Salieri har aldrig kunne døje det unge stortalent, tværtimod, han har faktisk hadet ham, fra det øjeblik han hørte hans navn og musik for første gang. Siden barnsben har Salieri bønfaldet Gud om at lade ham opnå berømmelse og rigdom for sin musik, så længe han forbliver en from og dydig mand. Da Mozart træder ind i billedet med sine smukke og overraskende kompositioner, begynder Salieri at se sin nedgang – overgået af naturtalentet. Salieri må derfor alt i verden finde en vej udenom.

Det gode og det knap så gode
En så stort-opslået forestilling med alle Det Kongelige Teaters kunstarter i spil er svær ikke at have en vis mængde forventninger til. Det tegner umiddelbart også godt, da tæppet går og afslører scenograf Maja Ravns gigantiske tsunamibølge af partiturer, som drejende troner midt på scenen. Flot er det – meget flot endda, og her lever forestillingen også fuldt op til forventningerne. Musikerne, der undervejs spiller Mozarts musik for os, indgår som en naturlig del af forestillingen på scenen, og vi kan kun bifalde, at man har valgt at opføre musikken live. Musikken bliver særligt magisk, når Mozarts helt store værker får plads, som ouverturen til Figaros Bryllup og Tryllefløjtens Nattens Dronning, som Clara Cecilie Thomsen synger hængende højt oppe under loftet. Musikerne er yderst velspillende, men får desværre ikke helt nok plads efter vores smag. Den bliver desværre en smule fraværende i det samlede billede, hvilket er en skam, når nu musikken trods alt må siges at have en ret fyldig rolle i fortællingen. Måske virker musikken ikke overvældende, fordi forestillingens andre elementer virkelig fylder og tager plads.

Det kan f.eks. siges om Søren Sætter-Lassens bud på Salieri, men det er ingenlunde en kritik, for hold nu fast, hvor spiller han godt. Sætter-Lassen er ganske enkelt mesterlig som den ondsulede ældre hofkomponist, der må se sig overgået af det unge naturtalent. Jalousien lyser ud af ham, og han gør det ikke svært at mærke, hvor uretfærdigt andres naturlige talent kan føles. Sætter-Lassen ejer virkelig denne forestilling, og trods titlen er Amadeus fristes man til at sige, at Salieri er stykkets hovedperson. Vi kan kun bøje os i støvet over denne præstation. Og vi bliver dernede, for Simon Bennebjergs bud på Mozart kræver også heftig klapsalve og dybe buk. Bennebjerg er forrygende som den infantile, sjofle og sindssygt dygtige stortalent, Mozart. Rollen er som skrevet til ham, og sammen med Rosalinde Mynster i rollen som Mozarts kone, Constanze, skaber de et perfekt billede på det nye unge, der kæmper mod den konservative magtelite. Mynsters Constanze, der i denne opsætning har fået et ordentligt skud vestegn skudt ind i kroppen, synes næsten at tilhøre et andet århundrede, og tilfører Amadeus en passende fandenivoldskhed, som selv Salieri næsten må bukke under for. Kristian Halken sørger for at hive nogle gode grin hjem i rollen som den uselvstændige og temmelig uduelige kejser. Det er da bestemt dejligt, at forestillingen også har humoristiske indslag, men ind imellem er der taget nogle temmelige lette og udnødvendigt komiske valg, som desværre ikke matcher forestillingens øvrige niveau.

Så lever Amadeus op til forventningerne? På mange måder ja. Det er en helt igennem god familieforestilling, som du bør se, men det er ikke helt så overvældende som forventet. Forestillingen taber desværre pusten hen mod slutningen, hvor oplevelsen bliver en smule mere slæbende og tung. Det er dog ikke nok til at ødelægge det samlede billede af Amadeus som værende en utrolig vellykket gigant forestilling med storslået skuespil.

Skynd dig ind og se den, hvis
…du vil se et festfyrværkeri udi kostumer, scenografi og eminent spil af Søren Sætter-Lassen.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Er du under 25 år, så kan der være mange rabatter at hente i Det Kongelige Teater. Faktisk kan du finde billetter helt ned til 75 kr. på Gamle Scene, men så sidder helt oppe under loftet, hvor udsigten ikke er optimal. Vi foreslår, at du sætter dig et sted på 1. etage, hvor du kan få billetter til godt 230 kr.

 

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s