Anmeldelse: Hjertelyd

Spillested: Åbne Scene på Godsbanen
Spilleperiode: 11.-19. januar 2019, derefter Danmarksturné
Anmeldt af: Gæsteanmelder Kristian Pedersen

★★★★★

Hvad er det?
HjerteLyd er en Babyopera produceret af Den Jyske Opera for børn i alderen 0-2½ år og deres voksne. Her bliver man introduceret for opera i børnehøjde ved at lade sig lede igennem HjerteLyds sanselige univers, der består af en blød, hvid scenografi. Denne bliver vi som publikum en del af, idet vi sidder i en cirkel og kigger ind mod midten. Det meste af tiden er de to sangere, Johanne Højlund og Leif Jone Ølberg, at finde i midten, på nær når de bevæger sig ud omkring publikum, imens de akkompagneres af saxofonist Kasper Hemmer Pihl og cellist Johanne Andersson.  HjerteLyd varer 30 minutter med 15 minutters efterfølgende leg.

Det gode og det knap så gode
Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke har noget barn, og derfor heller ikke har et barn med inde at se denne forestilling. Det gør dog ikke så meget, for det er nemt at fornemme, hvilken stemning de små bliver hensat i, allerede når man kommer ind i rummet. Den hvide, plyssede scenografi er som et drømme-puderum, og det er svært ikke at smile fra første øjeblik. Børnene i publikum bliver stille og fuldt opslugt af, hvad der sker foran dem, lige fra den første tone der kommer fra saxofonen, og det gør jeg også. Jeg leger måske ikke lige så meget i scenografien, men jeg ser gladeligt til, når nogle af de ”modige børn” begiver sig ind på scenen og bliver en del af forestillingen.

De medvirkende inviterer og interagerer med børnene undervejs. Med en masse forskellige rekvisitter, som fjer, drømmefangere og sommerfugle på en stofsnor, rækker de ud til de mindste, der med store øjne betragter dette eventyrlige univers. Et univers hvor sangene bliver sunget på dansk, engelsk og en enkelt gang på noget der lyder som babysprog. Der er ingen historie, men nærmere nogle små sekvenser, som glider ind og overtager hinanden ganske gnidningsfrit.

Undervejs er der lidt gråd fra en enkelt eller to, men så er det jo heldigt, at man bare kan gå lidt væk, og komme tilbage, når alt er godt igen. Det er selvfølgelig heller ikke nemt, når forestillingen ligger lige oven i, hvor ens middagslur plejer at være.

Og efter en halv time er det ovre. Universet, som både jeg og tredive små børn har været fanget af, bliver brudt. Men kun næsten, for efter forestillingen er der små femten minutters leg, hvor børnene får lov til at undersøge scenografien og instrumenterne endnu nærmere. Jeg går dog hjem, glad over den lille, fine oplevelse jeg har haft med Hjertelyd.

Skynd dig ind og se den, hvis
… Du har et barn mellem 0 – 2½ år og vil have en oplevelse, der kan berige dig såvel som dit barn.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Priserne varierer alt efter spillestedet, men næste stop på turnéen er Gellerupscenen, hvor Gellerup bibliotek har købt en lille række forestillinger – og her er det gratis at deltage, så længe du reserverer billetter.

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s