Omtale: Vi som samfund og Piña Colada

Spillested: AKT1 på H15 Scene
Spilleperiode: 10. december. Udkommer også på podcast
Omtalt af: Marie Krakau

Hvad er det?
AKT1 tager hørespillet ud af radioen og op på scenen for at optage det live foran et publikum. Blandt publikum en mandag i december sidder jeg, der for første gang er så heldig at have fået billet. For det er virkelig heldigt, AKT1 er på kort tid blevet så populært, at man ikke skal vente mange dage fra billetterne til næste arrangement er blevet frigivet med at bestille dem, hvis man vil være sikker på at få nogle. Hørespillene bliver optaget på forskellige locations i København, og denne aften foregår det i H15 i Kødbyen. Optagelserne af aftenens to værker bliver senere udgivet som podcast, og netop det element skaber en interessant dobbelthed, der kræver meget af både tekst, skuespillere og lydscenografi. Alt skal fungere både overfor det live publikum, der kan se spillerne og flere gange også er vidne til hvordan lydbillederne bliver til, og for dem, der udelukkende hører det via podcast, og som helt selv skal skabe det univers fortællingerne foregår i. Før de to hørespil går i gang, indledes aftenen med en kunstnersamtale med dramatikeren, instruktøren og en af skuespillerne fra første værk. Jeg er vild med, at publikum får et indblik i de tanker dramatikeren har gjort sig om sin tekst, og jeg kan klart anbefale alle, der skal høre “Vi som samfund” på podcast, at starte ud med at høre kunstnersamtalen.

Vi som samfund
Efter en kort pause, hvor barbordene på scenen er blevet skiftet ud med manus- og mikrofonstativer, er det tid til det første hørespil. Vi som samfund  er skrevet af den islandske forfatter Halldór Armann og handler om en kunstner og en ung sommervikar, der på hver deres måde ikke kan undslippe deres fortid, som for evigt vil være tilgængeligt digitalt.

Det er skuespillerne Peter Plaugborg, Amanda Collin og Karin Bang Heinemeier, der lægger stemmer til historien, og alle tre gør de et fremragende stykke arbejde. Jeg er overrasket over, at min fantasi på ingen måde bliver begrænset af den interimistiske scene, men snarere bliver gødet af det enkle set-up, skuespillernes subtile gestik og mimik og de simple lysindstillinger, der formår at skabe endnu flere billeder for mit indre øje.

Teksten bliver en smule for kort, og jeg kunne godt have brugt en lidt mere underbygget fortælling, så vi kom tættere på hovedpersonen, Peter Plaugborgs Karl, og de ruiner hans liv blev lagt i efter en kontroversiel udtalelse i radioen, som pludselig dukker op igen. Lydscenografien balancerer flot den svære kunst at støtte fortællingen op uden at tage for meget plads, men lade skuespillernes præstationer stå tilbage som det, man husker bedst.

“Vi som samfund” ligner på mange måder klassisk radiodramatik og for mig, som aldrig havde oplevet AKT1 før, var det en perfekt og meget let tilgængelig start på det unikke univers, som hørespil og radiodramatik kan skabe, særligt fordi det var skuespillerne og fortællingen, der stod i centrum.

Piña colada
Et kondom bliver rullet på en mikrofon, der herefter penetrerer tre flødeboller. Lige så absurd som det lyder, lige så absurd var det at se på scenen. Men selvom jeg undrer mig over, om det ikke mest bare var en gimmick for publikum i salen, for hvordan kan man høre, at en kondom-klædt mikrofon maser tre flødeboller helt flade, fungerer den ikke desto mindre til at få min udelte koncentration.

Vi har her at gøre med et hørespil, der formmæssigt ligger langt fra det første, jeg hørte. Teksten er legende, morsom og sanselig og minder mere om moderne lyrik end dramatik. Lene Maria Christensen er kvinden, der prøver at flygte fra en hverdag fyldt med hverdagstrivialiteter til eksotiske feriemål, men som forfølges af angsten, i form af Pauline Elgård, der synger alle sine replikker ud, så det fremstår messende og insisterende.

Jeg er vild med teksten, med lydscenografien og med skuespillerne der aldrig kammer over, men forbliver troværdige i portrætteringen af en søgende og til tider sindssyg kvinde og hendes klæbende og trygheds-hungrende angst. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det ville fungere for mig, hvis jeg ikke også kunne se, hvad der foregik. Jeg er bange for, at jeg ville mangle det forklarende lag, som det visuelle element gav mig, ikke blot i flødebolle-starten, men også flere gange længere henne i fortællingen.

Skynd dig ind og se den, hvis
…du har lyst til at opleve en helt anden form for dramatik, end den vi kender fra “det klassiske teater”. Her bliver din fantasi for alvor sluppet løs til lydene af spændende bud på moderne radiodramatik.

Foto: Jón Bjarni Hjartarson

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s