Anmeldelse: Messias i Nat

Spillested: Husets Teater
Spilleperiode: 1. – 13. december 2018
Anmeldt af: Line Kirsten Nikolajsen

★★★★

Hvad er det?
Mange kender måske Händels Messias for det berømte og bombatiske ‘Hallelujah’-kor, som afslutter anden del af det tredelte værk. For nogen er det måske en fast musikalsk del af julen. I øjeblikket har du mulighed for at opleve en nyfortolkning af værket på Husets Teater. 

Messias i Nat er en væsentlig kortere udgave, som dog har holdt fast i formen og rollefordelingen mellem solister og kor. Teksten derimod er omskrevet til en noget mere aktuel pendant til Händels originale værk, som fortæller om frelsens komme gennem bibelcitater. Messias i nat fungerer som et dystert svar til Händels budskab, for i denne udgave kommer en egentlig Messias aldrig. I stedet må menneskeheden selv finde den indre styrke og modet til at være den Messias, som forandrer tingenes tilstand.

Det gode og det knap så gode
Instruktør Liv Helm har med Messias i nat skabt et virkelig fint værk, som i ganske beskedne og simple rammer sender publikum ud på et sandt kuldegysningsmaraton. Dette skyldes især de fire ualmindelige velsyngende solister, som er placeret blandt publikum, så det først ikke er til at sige, hvem der er optrædende, og hvem der er tilskuere. Tenor Christian Damsgaard åbner ballet ved syngende at spørge: “Hvem kan trøste os? Hvem kan overdøve vore sorte tanker?”. Med disse ord har han allerede tryllebundet mig, og jeg må opslugt konstatere, at det her lover virkelig godt. Hvis man allerede med to syngende linjer kan give mig den forhåbning, så kan man altså virkelig noget som sanger.

De tre øvrige solister gør bestemt også deres til at opfylde dette løfte. Bassanger Steffen Bruuns fyldige stemme har imponerende effekt i det lille scenerum, og jeg har sjældent hørt så smuk en sopranstemme som Katinka Fogh Vindelev – hun tager helt pusten fra mig. Mine ører drages dog særligt af Morten Grove Frandsens lyse kontratenorstemme, hvis imponerende lyse og klare lys er svært fascinerende. Deres stemmer får mig til at glemme, hvor lidt der egentlig sker i rummet. Jeg fortabes totalt i deres smukke klange og har det første lange stykke tid kun ører for dem og den poetiske tekst, de synger. Særligt effektfuldt er det, når lyset i salen slukkes, og stemmerne får lov at flyde igennem et hav af røg. Man sidder næsten og ønsker, at hele forestillingen blev fremført i mørkere omgivelser, end det er tilfældet, for der får teksten og stemmerne for alvor gennemslagskraft.

De fire solister er dog ikke alene, selvom vi i lang tid tror det. Uden at afsløre alt for meget kan jeg sige, at koret pludselig begynder at synge med god og overraskende effekt. Selvom koret synger udmærket, så skinner det dog også igennem, at de er et frivilligt kor bestående af folk i alle aldre, som er meget langt fra solisternes niveau. Det kan man som sådan godt leve med i nogle af passagerne, men da koret samles på scenegulvet i en rundkreds, hvor korleder Julie Smed Jensen flittigt dirigerer dem under hele passagen, går der lige lovligt meget aftenskolekoncert i den. Det ødelægger desværre den ellers smukke og sanselige illusion. Idéen med at bruge dem i forestillingen er egentlig fin, men udfaldet bliver en smule skævt i forhold til det øvrige niveau i forestillingen.

Messias i nat er dog til trods en utrolig sanselig og smuk oplevelse, som varmt kan anbefales som en times meditativt afbræk fra den travlhed og trængsel, der kan følge med julen. Jeg er i hvert fald utrolig taknemmelig for at have fået lov at opleve de fire solister sammen i dette værk.

Skynd dig ind og se den, hvis
… du vil høre en virkelig smuk og aktuel nyfortolkning af Händels mesterværk.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Du skal skynde dig, for der er meget få billetter tilbage. Er du under 25 år, koster det 140 kroner, og som voksen må du slippe 210 kroner.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s