Anmeldelse: Jagten på det grå guld

Spillested: Bora Bora
Spilleperiode: 28. november – 30. november 2018
Anmeldt af: Daniella Ottendal Skovgaard

★★★★

Hvad er det?
Jagten på det grå guld er det nyeste skud på stammen af Don Gnu’s tværmedielle univers, hvor dans og film går sammen om at fortælle humoristiske og folkelige fortællinger. Her møder vi to gamle mænd i kamp mod døden, tiden og om fjernsynet på plejehjemmets fællesstue. Vi bliver taget med på en rejse til verdens ende, ude mod østen hvor solen står op, og tilsyneladende også går ned, når de gamle herrer ikke længere kan løbe fra tidens uovervindelig forfald.

Det gode og det knap så gode
På vej ind i salen på Bora Bora, bliver jeg budt velkommen af to mænd i morgenkåber, tøfler og med hver sin rollator. De to mænd bliver senere vores hovedpersoner, der både skal præstere gammel-krop-bevægelser, slow-motion stuntkamp og kinesisk kung fu dans. Alle tre dele mestrer både Don (Jannik Elkær) og Gnu (Kristoffer L.A. Pedersen). Det er ikke bare flot fysisk udført, men også utroligt velkomponeret koreografi, og her tænker jeg især på slow-motion kampen, der simpelthen var lige i skabet – både i forhold til timing, humor og æstetik. Man kommer ikke udenom, at vi har med to dygtige mænd at gøre, og samspillet mellem dans og video fungerer særdeles godt. Men selvom forestillingens dele er flot udført, er kompositionen af værket lidt spøjs. Meget af tiden føles det der sker på scenen lidt tilfældigt og usammenhængende, og selv da tiøren endelig faldt hos mig, og jeg forstod vi var på en rejse gennem østen, var grunden til rejsen stadig uklar for mig. Måske især fordi jeg følte at konceptet om de gamle mænd råbte på at blive udforsket og udfoldet både fysisk og narrativt.

Performancen er akkompagneret af den fedeste harmonika, der smukt lægger stemning til den visuelt flotte iscenesættelse, og en kvinde, der med sange på forskellige sprog fører os fra land til land på de gamles rejse. Men selvom kvindens sang var ganske fin, virkede hun underligt malplaceret inkorporeret i den fysiske del af forestillingen. Generelt virker det som om der har været en frygt for at blive for konkret, og abstraktionsniveauet når derfor unødige højder – mest af alt på grund af elementernes placering i fortællingen.

Men ikke desto mindre er salen fuld af god stemning og højt humør, for der er en gengældt kærlighed mellem publikum og scenen – og ikke mindst Don og Gnu imellem. Deres kemi er til at mærke helt ude på tilskuerrækkerne. Don Gnu har humor, der taler til både den høje og lave fællesnævner og alle kan derfor grine med, om det er af prutte-sketches eller bibelske referencer. Der er både en folkelighed og alsidighed i de gamle mænd, der gør at jeg både føler med dem og føler for dem, og det er i virkeligheden det der gør, at jeg nemt tilgiver de forvirrende dele, som jeg ikke altid helt forstår.

Skynd dig ind og se den, hvis
… den kommer på turne rundt i landet. Forestillingen er desværre færdig med at spille i Aarhus for denne gang, men vi kan krydse fingre for, at Jagten på det grå guld enten får en genopsætning eller rammer landevejene inden længe.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Det er slut for nu med Jagten på det grå guld, men hold øje med Don Gnu derude!

Foto: Christoffer Brekne

Reklamer

One Comment Tilføj dine

  1. Tak for den fine anmeldelse.
    Forestillingen kommer på stor turne rundt i landet næste år.
    fra 1. marts og frem til 11. maj 2019.

    Du kan se tourplanen her:
    https://www.dongnu.dk/tour-plan

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s