Anmeldelse: Nøddeknækkeren 2018 – Tivoli

Spillested: Tivolis Koncertsal
Spilleperiode: 23. november – 23. december 2018
Anmeldt af: Tobias Carl Højmark Mathiassen

★★★★

Hvad er det?
Min ledsager og jeg trissede rundt i Tivoli før forestillingen og hyggede grundigt med brændte mandler og let passiar om Tivolis prægtige juleudsmykning, de uhyggelige mekaniske nisser og turisternes flotte selfie-poseringer. Begge så vi frem til at komme i julestemning sammen med danserne og den skønne musik. Nøddeknækkeren er et godt gedigent juleeventyr, der udspringer af en juleaftensfejring med masser af gæster, gaver og fest. På forlæg af både E. T. A. Hoffmann og Alexandre Dumas skrev Tjajkovskij historien om til ballet, og skønt en rædderlig modtagelse, er det siden blevet en af verdens største balletter. Tivolis udgave er lidt anderledes end den oprindelige. Blandt andet møder vi H. C. Andersen i en form for fortællerrolle, hvor han klipper lidt julepynt og mærkeligt nok flirter med husholdersken.
Festens højdepunkt er naturligvis gaveuddelingen og her får den lille Clara Nøddeknækkeren i gave. Efter festen falder den bedårende Clara, helt høj på gaverne,  i søvn under juletræet, og vi kommer da med ind i drømmeland og ud på eventyr.

Det gode og det knap så gode
Tjajkovskijs fantastiske ouverture begynder let og mildt under ledelse af dirigent Henrik Vagn Christensen. Måske en anelse for let og mildt til min smag. Det virker som en kamp at komme i gang, og jeg sidder ikke roligt i sædet. Nærmere helt på kanten af det. Jeg ved ikke om Tivolis symfoniorkester skulle spilles varme, eller hvad det var, for i løbet af ouverturen nærmer de og dirigenten sig et mindre spagt udtryk.

Jeg mindes, at jeg som barn syntes, at juleaftensdag og aftenen frem mod dansen om juletræet var usandsynligt lang. Jeg ville jo bare have fingrene i de forbistrede gaver!  Samme virkning havde begyndelsen af Tivolis Nøddeknækker på mig. Stykkets mange karakterer gik og løb hen over scenen blot iført små synkopiske chassér. Jeg gik i gang med at studere forestillingens scenografi. Hendes Majestæt Dronning Margrethe står bag, og jeg synes virkelig, at det er smukt. Alt er holdt i klassiske farver og former, og de er med til at holde mig i hånden gennem eventyret. Det udfordrer ikke, men det skal det heller ikke – det skal understrege og fremhæve. Mens jeg studerede scenografien blev julefesten ved og ved, og mange små sidespring i historien gjorde mig rastløs og ivrigt ventende på den egentlige ballet. Men er det egentlig skidt med en langtrukken start? Ikke nødvendigvis. I stedet placerede det mig i en tilstand, hvor jeg længtes og hungrede efter dansernes graciøsitet, de lette spring og piruetterne. Netop af den grund bliver forløsningen dét større og kraftigere, når vi endelig træder ind i Claras drømmeland og den eventyrlige dans.

Mange dansende mus trisser ind på scenen og omringer Clara, og her møder vi vores egentlige antagonist, Mussekongen. Heldigvis har Clara sin Nøddeknækker med sig. Han bliver vakt til live i drømmelandet, og redder hende naturligvis fra den farlige Mussekonge. Hele den actionfyldte passage afsluttes med at Clara legende let klipper hovedet af Mussekongen med en kæmpe saks. Jeg grinte let. Det kom pludseligt og var lidt uden for forestillingens øvrige tone. Dog var det helt passende at indføre et lille element af drama og spænding i en ellers glat og let forestilling.

Nøddeknækkeren og Clara danser efterfølgende kærligheden frem sammen, og jeg får nu alt, hvad jeg har begæret. Det er så pænt, at det gør lidt ondt i mit bryst. Nøddeknækkerens umådeligt smukke, maskuline og anonyme tilstedeværelse overfor den smerteligt charmerende Clara kaster mig ud i et længselsfuldt begær efter den klassiske endegyldige kærlighed. I fantasien drømmer jeg mig ind i den anonyme Nøddeknækker og danser sammen Clara til første akts slutning. Det er lige præcis det her, ballet skal gøre. Jeg skal forsvinde ind i et eventyrland. På rejsen møder vi også Claras bror Fritz, der bliver fortryllet af den fantastiske snedronning. I al sin pomp og pragt fortryller hun lillebroren, så han betingelsesløst følger med hende ud i snestormen, der vises ved, at mange dansere hvirvler rundt på scenen i piruetter på lange rækker og således danser sne. Det ser helt vidunderligt ud, og den falske sne knaser virkelighedstro og rytmisk under fødderne på de mange dansere. Jeg sukker let efter mere jul og magi, da vi går til pause. På vej ud efter vand og Matadormix bliver vi overhalet af et par små piger, der danser, hopper og spinner rundt på Koncertsalens glatte gulve. Det må være topmålet for en ballet skræddersyet til familier og børn.

I anden akt er det ikke handlingen, der er i højsædet. I stedet viser de nu alt den dans, de ikke fik vist i første halvdel. Vi får det, jeg vil kalde en tour de Tivoli, hvor vi bliver danset ud i alle Tivolis verdenshjørner. Vi møder blandt andet de russiske dansere, kineserne og spanske matadorer og senioritaer. Jo, forresten møder vi allerede Pjerrot, Harlekin og Columbine i første akt, og de tager os med på den her rundtur. Udover en enkelt dans har Harlekin og Columbine ikke rigtigt indflydelse på historien. I stedet er de tre nok med for at vise, at vi stadig befinder os i Tivoli. For mig trækker det lidt af magien og eventyret ud af Claras drømmeland. Jeg kommer ufrivilligt til at tænke forestillingen lidt som en reklame for Tivoli fremfor et juleeventyr. Dog har Peter Bo Bendixen sammensat nogle bedårende danse til nogle af Tjajkovskijs største hits, og med dem formår de at holde min opmærksomhed i skak. Særligt vil jeg fremhæve de to guldklædte dansere fra Claras spilledåse, der med mesterlig præcision fremførte forestillingens grand pas de deux. Fortryllende. Dansen passer fremragende til Tjajkovskijs vanvittigt mange gentagelser i kompositionerne.

Jeg sidder tilbage med følelsen af eventyr og magi. Magien opstår når jeg skal tænke, vente og længes. For dér i spændingsfeltet mellem forestillingens æggende søgen og direkte eksposition sker der noget særligt – jeg begynder at fantasere og tænke, og det er pirrende. I anden akt falder dette fra hinanden. Eventyret erstattes af en guidet rundtur i Tivoli. Utrolig smuk men ikke eventyrlig. I stedet er det blot en ganske nem og mild rejse ind i Tivolis eventyrland.

Skynd dig ind og se den, hvis…
Du mangler lidt julemagi i dit liv. Jeg er ikke en jule-pige, og trods det gik jeg derfra med en stort julet smil på læben og lyst til december og kulde.

Studerende og fattig? Sådan gør du..
Det er en halvdyr omgang tilsyneladende uden studierabat. Billetter ligger mellem 215 og 575 kr.

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s