Anmeldelse: Flagermusen

Spillested: Det Kongelige Teater – Operaen
Spilleperiode: 24. november 2018 – 03. marts 2019
Anmeldt af: Clara Lindstrøm Gleerup og Line Kirsten Nikolajsen

★★

Hvad er det?
Flagermusen er en af Johann Strauss’ helt store fra 1874. Det er en operette, hvilket vil sige, at der tales mellem musikken, og hvilket måske, hvis man er lidt grov, bedst kan beskrives som en musical med opera og uden dans! Den danske udgave, du i øjeblikket kan opleve i Operaen i København, er en genopsætning af Peter Langdals opsætning fra 2008. Ved genopsætningen er Line Kromann ved roret.

Flagermusen er en festlig omgang, hvor champagnen flyder, og flirteri, løgn og lidenskab får fuld hammer. Rigmanden, Hr. Eisenstein, er havnet i fedtefadet og er blevet idømt 10 dages fængsel, hvilket hans gamle ven, Doktor Falke, benytter sig af til at få hævn over en gammel episode, hvor Eisenstein gjorde Falke til grin. Falke udnytter Eisensteins ustoppelige trang efter fest og flirt og lokker ham med til et stort bal, som Falke har arrangeret for den russiske prins Orlofsky. Til festen får Falke viklet Eisenstein ind i et net af lyst, bedrag, jalousi og intriger. Han forføres af sin stuepige, Adele, som har sneget sig med til festen, bedrages af sin utro kone, Rosalinde, og gøres helt og aldeles svimmel af den boblende champagne. Høj som lav viser sig som løgnagtige forfører ved denne fest. Det er et virvar af komisk forveksling, og som i så mange andre farcer opklares det hele selvfølgelig til sidst.

Det gode og det knap så gode
Det undrer os ikke, at Flagermusen muligvis har været en fræk og vovet omgang tilbage i 1874, hvor vi forestiller os, at man har fniset bornert over, hvordan alle på scenen lader hæmningerne falde og lader lysten overtage. I Det Kongelige Teaters opsætning overføres disse kvaliteter dog slet ikke til nutiden, og opsætningen står i stedet tilbage som tam og ufrivillig komisk omgang.

Det starter ellers godt med den meget berømte og festlige overture, som spilles flot af Det Kongelige Kapel. Da tæppet går op, mødes vi af en overdådig og gennemført scenografi, hvis kvalitet vedligeholdes hele forestillingen igennem. Dénise Beck er charmerende i rollen som Adele, og hun klæder virkelig scenen. Herfra fristes vi dog næsten til at sige, at festlighederne stopper. Den ellers spinkle handling synes unødvendigt forvirrende at følge med i med en overflod af platte “morsomheder” og dikkedarer dryssede ud over den.  

Skuespiller Morten Eisner benyttes som komisk og klovnet indspark forestillingen igennem, og han gør det egentlig ganske udemærket. Der er ikke nogen tvivl om hans talent for morskab og klovneri, men det føles som om, at man har valgt at overudnytte hans kunnen for at kompensere for den manglende fornemmelse for sjov, der dominerer resten af forestillingen. Vi ser Eisner første gang som kokken, der åbner anden akt, med et klovnet underholdningsnummer, man snildt forestiller sig kunne have fungeret upåklageligt i et cirkustelt. Det får os da også til at trække på smilebåndene og giver os fornyet håb om, at andet akt måske er lidt mere tempofyldt og oprigtigt sjovt, end det er tilfældet med første akt. Da man så også vælger, at åbne tredje akt med endnu et Eisner klovnenummer, blot som ny karakter, kammer det over og bliver et fuldstændig unødvendigt ekstra vrid i den i forvejen tørre humor-karklud. De øvrige humoristiske valg virker håbløst bedagede, og vi begriber ikke, hvorfor nogen stadig tror, at en jysk-talende karakter per automatik er sjov – “Det lyder bare så fjollet og sjovt, når de taler derovre i Jylland”. Stop nu!

Anden akt bliver i øvrigt heller ikke sjovere end første akt, selvom den bestemt er smukt forløst visuelt. Det helt store problem med denne forestilling er i virkeligheden genren – nemlig operetten, som kræver at operasangerne også leverer talte replikker på scenen. Her bliver det alt for tydeligt, at operasangernes skuespil er pinligt mangelfuldt. Lige så dygtige som de er til at synge opera, lige så dårligere er de desværre til at spille. Man skulle tro, at der var større fokus på dette på uddannelsen, eftersom en stor del af faget vel også er at spille en historie, og at operetter trods alt også er en del af repertoiret, men det virker ikke til, at det er noget der prioriteres.

Vi må desværre erkende, at vi keder os bravt gennem de næsten 3 timer, forestillingen varer. Vores tanker flyver konstant til helt andre og mere spændende steder, og vi skal koncentrere os om at blive i fortællingen. Der er ikke særlig meget at blive der for, andet end den vidunderlige musik. Man kan sagtens abstrahere fra den lidt kiksede danske oversættelse og i stedet fokusere på melodierne. Dem forstår vi nu egentlig godt, man har lyst til at genopsætte – men resten af forestillingen stiller vi os undrende overfor.

Skynd dig ind og se den, hvis
… du vil nyde noget dejligt musik med lukkede øjne.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Der er aldersrabat at hente på Det Kongelige Teater, hvis du er under 26. Disse billetter kan fås til 125 kroner, og lige med denne opsætning, kan man sagtens nøjes med de højtliggende pladser, hvor udsigten måske ikke er den bedste. Det er alligevel deroppe, der er bedst lyd, og det er alligevel det, du skal se denne forestilling for.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s