Anmeldelse: Det Kongelige Kapel in a wonderful town

Spillested: Det Kongelige Teater, Operaen
Spilleperiode: 9. og 30. november 2018
Anmeldt af: Tobias Carl Højmark Mathiassen

★★★★

Hvad er det?
Det Kongelige Kapel in a Wonderful Town er et jubilæumsshow for Leonard Bernstein, der ville være fyldt 100 år i år. Bernstein smurte sit åbenlyse talent udover jobs som pianist, komponist og dirigent verden over. Skønt store ambitioner om at blive den første store amerikanske klassiske komponist, nåede han “kun” en gennemgribende succes som dirigent. For ikke at glemme den danske vinkel så dirigerede Bernstein i forbindelse med sin modtagelse af Sonningprisen i 1965, Carl Nielsens tredje symfoni, Sinfonia Espansiva, med hvilken han nød så stor international succes, at Carl Nielsen gik fra blot at være en dansk komponist til at være dén danske komponist.

Det var først da Bernstein kastede sig ud i musicals, at han mødte en guldåre af interesse for sit eget materiale. Den rå og pulserende Romeo og Julie-historie i West Side Story og skildringen af den amerikanske drøm i Wonderful Town var tilløbsstykker på Broadway og netop de to er hovedelementerne for den her festaften og fejring af Bernstein.

Det gode og det knap så gode
Første akt indledes af ouverturen til Bernsteins Voltaire-inspirerede operette Candide. Et mageløst lille stykke musik, der farer i alle retninger som også Bernsteins talenter. Den satte fint rammen for aftenen, mens min ledsager og jeg fandt os til rette i sæderne og straks greb dirigenten salens opmærksomhed. Den portugisiske dirigent, Joana Carneiro, slog aftenen an med selvsikre fagter og ivrigt dansende med dirigentstokken. Iført charmerende gestik og energi afgav hun ordrer til orkestret, der svarede flot igen med en forbilledlig og kraftfuld indsats, der fortsatte resten af aftenen.

Den efterfølgende passage kan vel bedst beskrives som en form for medley af West Side Storys symfoniske danse. Vi fik en lille smule Mambo, lidt Cha-cha og en sjat Rumble, og det var her tydeligt at høre Bernsteins latinamerikanske tiltrækning, der står i skarp kontrast til hans jødiske opvækst med faderens østeuropæiske klezmermusik. Det var flot og farverigt, men ikke rørende. Det var snarere hastigt fremført, som om vi skulle igennem det og nå til pausen så hurtigt som muligt.

Efter pausen står den på svingom i Bernsteins New York. Simon Duus entrerer scenen og som glat og smuk tourguide tager han os med gennem den amerikanske drøm i Bernsteins Wonderful Town. De to unge kvinder, Ruth og Eileen Sherwood fra Ohio, spillet af henholdsvis Elisabeth Jansson og Beate Mordel, leder efter succesen i New York og med den lidt mærkelige tekst “why oh / why did I ever leave Ohio?” forstår vi deres tvivl og længsel. Dog er det hele ikke kun tvivl og længsel. Som Ruth synger Elisabeth Jansson One Hundred Easy Ways to Lose a Man, hvor hun med masser af humor leverer en satirisk opsang til os vattede mænd.

Det Kongelige Kapel bistod solisterne på bedste vis. De var var sjove og fyldt med overskud. Både musikalsk og i spillet mellem dem, og de drev handlingen frem som perfekte biroller. Ligeledes så det ud som om, at orkestret hyggede sig fra mit sæde på fjerde række. Vippende på foden og med dansende skuldre levede de sig ind i jazz-passagerne iført de velkendte musical-knips og de fejende latino-rytmer. Når de spillede, hoppede og dansede damerne ved siden af mig let i sæderne, ja, eller faktisk i sådan en grad, at jeg næsten blev søsyg, skønt jeg kun havde drukket ét glas vin den aften.

En enkelt gang løb kuldegysningerne ned ad ryggen på mig – koret og sangeren David Kempster i rollen som Bob Baker ramte hinanden i passagen It’s Love i sådan en grad, at jeg næsten tabte min flaske vand. Den lidt banale forelskelse og følelsesfulde fremførelse gibbede helt rigtigt i mit følsomme fredagshumør.

Det var en dejlig aften med godt humør og fin musik. Både min ledsager og jeg gik derfra i højt humør. Og jeg har intet skidt at sige om hovedkaraktererne i anden halvdel. Simon Duus, Beate Mordal og Elisabeth Jansson var charmerende, smukke og indlevende. De, kapellet og orkesteret, leverede en fejlfri indsats, men til gengæld var det heller ikke musik og præstationer, der satte et længerevarende aftryk i min bevidsthed. Det underholder og det gør det godt, men det bliver også ved det.

 

Skynd dig ind og se den, hvis
du elsker West Side Story og den slags. Jeg var om ikke andet ganske godt underholdt hele aftenen.

 

Studerende og fattig? Sådan gør du
En standard billet koster 110 kr, men hvis du er en vårhare under 25 år,  koster det kun 66 kr.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s