Anmeldelse: Napoli

Spillested: Det Kongelige Teater – Gamle Scene
Spilleperiode: 3. November 2019  – 7. Marst 2019
Anmeldt af: Clara Lindstrøm Gleerup og Line Kirsten Nikolajsen

★★★★

Hvad er det?
Da balletlegenden August Bournonville i 1841 talte til majestæten direkte fra scenen, hvilket var absolut uhørt, blev han tvunget på orlov. Bournonville forlod skamfuldt Danmark og drog til Italien. Her endte han ved Santa Lucia-kajen i Napoli, og det ophold skulle vise sig at danne grobund for den yderst populære ballet Napoli, som nu igen kan opleves på Det Kongelige Teater. Den har været opført næsten 900 gange og har gennem tiden oplevet diverse ændringer og tilføjelser. Forestillingen, du denne gang kan opleve, er fra 2009 og byder på en anden akt med helt ny koreografi af Nikolaj Hübbe og Sorella Englund og tilmed også ny musik af Louise Alenius. Fortællingen spilles i Maja Ravns scenografi og er i denne opsætning sat til at foregå i 1950’ernes Italien.

Napoli er en fiskerby med gang i gaderne. Her møder vi den unge og eftertragtede kvinde Teresina (Holly Jean Dorger), hvis gunst limonadesælgeren Peppo (Benjamin Buza) og spaghettisælgeren Giacomo (Nicolai Hansen) prøver at vinde. Teresina vil dog kun have sin fattige kæreste, fiskeren Gennaro (Jonathan Chmelensky), selvom hendes mor ikke ligefrem bifalder forholdet. En aften til en byfest overtaler Teresina Gennaro til, at de sejler ud på havet for at kunne være lidt alene. Et voldsomt uvejr bryder dog ud, og båden kæntrer. Gennaro redder sig i land, men Teresina efterlades til havs og ender i Den Blå Grotte, hvor havkongen Golfo bor.

Det gode og det knap så gode
Denne ballet er virkelig eventyrlig og smuk, og de kvaliteter er der bestemt ikke blevet mindre af i Maja Ravns endnu engang yderst vellykkede scenografi. Vi suges tilbage til Napoli gennem en himmelsk flyvetur projekteret på et lærred, som allerede fra start sætter rammerne for et meget helstøbt filmisk univers. Som det er typisk for Bournonville, gøres der udover dansen brug af megen mimik og store fakter til at fortælle og levere ordløse “replikker”. Fløden er pisket godt op, og arketyperne står knivskarpt. Det kan næsten komme til at ligne en folkekomedie, og det er klart et stiltræk, man skal være til, men om ikke andet så gør det handlingen nem at følge med i, og det fungerer nu egentlig ganske glimrende i Maja Ravns i forvejen filmiske rammer. Man kan oven i købet mene, at disse elementer tilmed bidrager til at gøre første akt ret sjov ind i mellem.

Anden akt, som foregår i Den Blå Grotte under havet, er dog den, der virkelig tager kegler. Det er helt guddommeligt smuk, og man fristes næsten til at tænke, at det kunne have været dejligt, hvis Teresina ikke blev reddet så hurtigt af Gennaro, så vi kunne være blevet lidt længere dernede. I anden akt er den originale musik udskiftet med nyskrevet musik af Louise Alenius (født 1978). Hvis du ikke allerede kender Alenius så mærk dig hendes navn, for hun er et levende bevis på, at nyskrevet dansk klassisk musik bestemt også har sin plads. Hun var blot 30 år, da hun skrev symfonien Golfo, og den passer eminent godt til det univers, vi møder. Det er ganske enkelt bjergtagende smukt musik. Nede i Den Blå Grotte møde vi dog ikke bare smuk scenografi og musik, men også en fuldstændig forrygende danser. Ryan Tomash danser rollen som Golfo, og det synes næsten som om, at rollen er skrevet til ham. Han er tilpas dragende og skrækindjagende på samme tid, og samspillet med Holly Jean Dorger i deres pas de deux får æstetikhjertet til at hamrer derudaf i ren fryd. Det er i top klasse!

Derfor kan det også næsten virke som noget af en mavepuster at skulle tilbage til Napoli i 3. Akt, hvor handlingen egentlig er slut, og vi i stedet skal være vidende til en lang festscene, hvor Teresinas tilbagekomst fejres. Her træder flere af korpsets solodansere ind for første gang for at danse en lang fejringspassage, der bl.a. hylder årets cyklus. Allerede det lyder jo i sig selv en smule off i forhold til, hvad forestillingen ellers har lagt op til. Selvom det bestemt er flot med denne lange og sprudlende fejringskoregrafi, så bliver det også lidt en gevaldig punktering af den ellers fine historie. Havde det været en kort festlig fejring, som holdt fast i det øvrige univers, kunne det måske have fungeret bedre, men her bliver det desværre lige til den lange side.

Det er dog heldigvis ikke nok til at ændre på det faktum, at Napoli er en virkelig god balletoplevelse, som vi gætter på, at selv de helt uerfarne balletgængere også kan være med på.

Skynd dig ind og se den, hvis
… du vil se en eventyrlig ballet, som er nem at følge med i.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Er du under 25, kan man i Det Kongelige få billetter til 60 kroner! Vi vil dog klart anbefale, at du bruger lidt mere flere penge og får et nogenlunde udsyn, så du kan nyde Maja Ravns smukke scenografi. På 1. Etage ligger de billigste billetter til 183 kroner.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s