Anmeldelse: 4:48 PSYCHOSIS

Spillested: Aarhus Teater
Spilleperiode: 3. – 30. november 2018
Anmeldt af: Freja Stendahl Johansen & Daniella Ottendal Skovgaard

★★★★

Hvad er det?
4:48 PSYCOHSIS er en forestilling skrevet af den britiske dramatiker Sarah Kane, som der tog sit eget liv som 28-årig. I forestillingen møder vi en kvinde, der ikke føler sig hjemme i den verden hun befinder sig i. Hun spørger sig selv og omverdenen om hun er syg? Det er en fortælling om en forfærdelig tomhed, smerte og desperation efter at føle sig rask.
Skuespiller Mette Døssing fylder scenen som den eneste skuespiller, imens vi som publikum står omkring hende, og er førstehåndsvidner til hendes gradvise sammenbrud.

Det gode og det knap så gode
I 4:48 PSYCHOSIS er der nok at koncentrere sig om, hvis man ellers kan koncentrere sig. Forestillingens elementer fordelt på tekst, teknik og iscenesættelse fylder alle meget og giver grund til meget forskellige oplevelser af forestillingen, alt efter hvor man befinder sig i rummet og hvad man drages af. Altså er det en forestilling der let kan dele vandene, hvilket vi også må erkende at den har gjort hos os to anmeldere. Men trods uenighed om stjerner, er vi heldigvis enige om, hvad der i vores optik fungerer og ikke fungerer.

Brugen af rum og teknologi er uden tvivl noget af det bedst udførte i forestillingen. Vi bliver ført ind i et hvidt rum, hvor en masse lysstofrør hænger ned fra loftet, og både lyset og lyden bliver brugt aktivt til at guide vores opmærksomhed og humør. Hele rummet har nogle meget tydelige og gennemtænkte funktioner, hvilket er fedt at lade sig blive ført af.

Publikum kan frit bevæge sig rundt og denne frihed er altid interessant, fordi man så selv har bestemmelsesret over hvad man vil se, og hvordan man vil opleve forestillingen.

Mette Døssings måde at bruge sin krop på skal også fremhæves. Flere gange i forestillingen udfordrer hun sig selv fysisk, og det er med til at styrke følelsen af desperation i rummet. Nogen gange går hun så hårdt til den, at det faktisk virker som om hun mister kontrollen, hvilket er rigtig fedt, fordi det står i så skarp kontrast til hendes ellers meget indstuderede måde at levere replikker på. Hun virker meget distanceret når hun taler til publikum. Selv når hun kigger os i øjnene, er hun underligt fjern, og den manglende nærhed resulterer desværre i, at vi sommetider ikke lytter til hvad hun egentlig siger. Det er ellers en enormt velskrevet tekst, men den får ikke den energi og liv den fortjener. Vi vil næsten hellere se på hendes fysiske udfoldelser og læse teksten hver for sig, da de to elementer hver især kan noget helt særligt, men tilsammen overdøver de hinanden. Dertil må vi nævne at forestillingen godt kan kortes en hel del ned – den er unødvendigt lang tid om at runde af.

Skynd dig ind og se den, hvis
… du interesserer dig for anderledes teaterrum og ikke er bange for selv at skulle tænke lidt, for at finde hoved og hale i en forestilling.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Hvis du ser den i en hverdag, kan du som studerende eller ung under 25, købe en billet til den nette sum af 60 kr. I weekenden koster en billet 95 kr.

Foto: Anna Marín Schram

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s