Anmeldelse: Nye Rejsende

Spillested: Skuespilhuset, Lille Scene
Spilleperiode: 12. Oktober – 9. November 2018
Anmeldt af: Clara Lindstrøm Gleerup

★★★★★

Hvad er det?
I 2017 udkom Nye Rejsende, Tine Høegs debutroman, for teknisk set er det vel en roman, omend mange måske nærmere vil betegne den som digtsamling. Romanen er nemlig skrevet som kortprosa; fragmenterede sætninger, forløb og udbrud. Nu er fortællingen så omdannet til en times monolog i samarbejde med KGL Dansk. Både romanen og forestillingens omdrejningspunkt er THOE (et navn dannet ud fra hovedpersonens initialer), en ung nyuddannet gymnasielærer, der på sin første togtur mod sit nye job i Næstved støder på, hvad der kunne være, sit livs kærlighed. Hun forelsker sig hovedkulds fra det øjeblik, deres hænder strejfer hinanden. Det eneste problem er, at han er gift og har en lille datter. Uden nærmere overvejelser indleder de alligevel en hed affære.

THOE kæmper med at finde sig tilrette i sin nye autoritære tilværelse som gymnasielærer, og føler sig på samme tid fanget mellem at være ung og voksen – selv gymnasiets pedel forveksler hende med en af gymnasiets mange elever. Kort sagt er der ikke meget i livet, der går helt som hun vil det. Nye Rejsende er en hjertevarm, inderlig og komisk fortælling om kærlighed, både den lykkelige og ulykkelige af slagsen, nye udfordringer, navneforkortelser og nye bekendtskaber.

Det gode og det knap så gode
Nye Rejsende gør sig godt som scenisk værk, og har man læst romanen, vil man hurtigt finde sig godt til rette i selskab med Sicilia Gadborg Høeghs THOE. Der er nemlig ikke pillet synderligt ved indhold og opbygning, omend små passager er udeladt. Monologen er altså skåret helt ind til benet og tilbage er kun fortællingens bedste, skarpeste og mest komiske øjeblikke.

Scenerummet er småt. Scenografien består blot af et kateter, en, i forhold til Gadborg Høeghs petit figur, gigantisk skoletavle, og fra loftet hænger to lysstofrør. That’s it, resten er overladt til fantasien. Setuppet bliver heldigvis ikke for simpelt, og vi behøver ikke meget andet end et simpelt lysskift for at bevæge os mellem hhv. dagligstue, klasselokale og kupé. Publikum synes i ét øjeblik at være de elever, THOE ihærdigt forsøger at finde sig til rette hos, i andet øjeblik at være den skoleleder, der bekymret må spørge hende, om hun får slappet af. Men om THOE ænser publikum, skoleleder, kollegaer eller elever synes utænkeligt, da al tænketid tilkommer den mandlige pendler og hans nøgne krop.

Instruktøren, Johan Sarauw, har skabt et charmerende og minimalistisk univers, der stemmer godt overens med det mundtligt prægede univers i Tine Høegs roman. Dermed mister vi aldrig det fragmenterede, omend effektfulde univers, der fungerer så godt på skrift og nu altså også på scenen. Gadborg Høegh er som skabt til rollen og leverer en nuanceret og både inderlig og elskværdig karakter, som man ikke kan andet end helt og holdent at lægge al sin sympati hos. Dermed påvirker hendes op- og nedture publikum, som var det os, der hovedkulds forelsker os, går kold til elevernes gallafest eller bliver forladt på en kirkegården i overdramatiske omgivelser.

Trods sit litterære og yderst fragmenterede univers, forbliver Nye Rejsende et simpelt, men hudløst ærligt portræt, hvor scenarierne til tider bliver så kejtede, komiske og akavede, at vores tæer krummer, fordi det hele virker så genkendeligt. Fortællingen kunne tilhøre hvem som helst, og det gør blot den endegyldige afslutning det ekstra hjerteskærende.

Bedst er Nye Rejsende i sine små og mest sårbare øjeblikke, hvor Gadborg Høeghs talent for det intime og nærværende for alvor får frit løb. Fortællingen kræver ikke stort og fysisk spil, men brillerer på det minimalistiske.

Skynd dig ind og se den, hvis
… du vil se et vedkommende og genkendeligt univers med en stærk skuespilpræstation. Tine Høegs tekst er skarp og som skabt til scenen!

Studerende og fattig? Sådan gør du
Hvis du er hurtig, kan du stadig få billetter til denne fine forestilling. Er du under 25 år, kan du endda få billetter til den nette sum af 51 kr. pr. styk. Afsti afsted med dig!

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s