Anmeldelse: Djævelens Lærling

Spillested: Refshaleøen i København
Spilleperiode: 1. november – 25. november 2018 (derefter på danmarksturné)
Anmeldt af: Anja Langhede

★★★★

Hvad er det?
Djævelens Lærling er en musicalopsætning baseret på Kenneth Bøgh Andersens populære fantasy-roman af samme navn. Den handler om drengen Filip Engell (Oscar Dietz), der forveksles med skolens største mobber, og ved en fejl lander i helvede, hvor han skal oplæres til at blive Djævelen selv. Men den regerende djævel, Lucifer (Kasper Leisner), får sin sag for, da det viser sig, at Filip er en god og artig dreng, der ikke ønsker at gøre nogen fortræd.
Publikum og Filip bydes velkommen til et omvendt univers – i helvede er det nemlig ikke et kompliment at være sød, og her siger man “ond nat” i stedet for “god dag”.

Djævelens Lærling er en familiemusical om venskab, kærlighed, det gode og det onde, som er produceret af Heltemus Production og instrueret af Peter Langdal.

Det gode og det knap så gode
Det her er en forestilling med fuld fart frem, og det er ikke så mærkeligt, da det er en ret omfattende og detaljeret fortælling med et stort persongalleri. Djævelens Lærling er et univers fyldt med humor – til tider en smule morbid – f.eks. viser det sig, at helvede ikke er belagt med brosten, men derimod menneskehoveder fra alle dem, der trampede på andre dengang de levede.

Da det er en familiemusical, skal de mindste selvfølgelig også kunne følge med, og derfor må de voksne blandt publikum bære over med, at sangteksterne er en smule banale, så alle er helt med på hvilke følelser karaktererne gennemlever. Humoren indeholder både det lidt klovnede og fjollede til de små, men også referencer som primært er rettet mod de voksne, når vi f.eks. hører om kendisser i helvede, som Judas, Hitler og Pontius Pilatus.

Karakterne er både sjove og velspillede og har hver deres lille skævhed, der gør dem unikke. De erfarne herrer Torben Zeller og Søren Hauch-Fausbøll tilføjer stykket en ubesværet komik i rollerne Grimben, Skumleskæg og Døden, der alle er mere sjove end de er onde. Hovedrolleindehaveren Oscar Dietz leverer, trods sin unge alder, en solid og overbevisende præstation som en sød og nervøs dreng, der konfronteres med ondskaben i ham selv.  Mikkel Moltke Hvilsom er værd at nævne for hans virkelig flotte kropsliggørelse af den udspekulerede kat Lucifax, der adræt svæver hen over scenen. Og så har vi, sidst men ikke mindst, min personlige favorit, Kasper Leisner der er intet mindre end perfekt i rollen som, en næsten helt sympatisk, Lucifer. Han leverer klart stykkets fedeste sange med sin lækre dybe stemme, blandt andet ”Velkommen til Helvede”.

Når det kommer til effekter, er der virkeligt ikke sparet på noget. Der er fuldt spark på musik, lydeffekter, lys og diverse stunts fra start til slut. Dæmonerne flyver syngende rundt mellem scenens forskellige niveauer akkompagneret af orkestrets stemningsfyldte toner. Altsammen er med til at forvandle Kenneth Bøgh Andersens fantasi-univers til virkelighed på scenen foran os.

Dog er det tydeligt, at der er meget, der skal fortælles på kort tid, og det betyder også, at starten bliver noget forhastet og en anelse forvirrende. Lynhurtigt, og med en masse sceneskift på kort tid, bliver den første del af fortællingen liret af, så vi kan nå frem til det underjordiske univers. På trods af denne hurtige start tager stykket noget nær 3 timer (dog inkl. pause), og det er altså lang tid, hvis man skal have børn med i teatret. Til gengæld får man i den grad noget for pengene, og forestillingen bliver bestemt ikke kedelig, selvom den er til den lange side.

Skynd dig ind og se den, hvis
… du synes det er ærgerligt at halloween allerede er overstået, og vil opleve en fantasy-musical for hele familien fyldt med djævle og dæmoner.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Billetpriserne varierer en del, men hvis du er under 25 år og er villig til at side ude i siden af teltet, kan den billigste billet fås til 185 kr.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s