Anmeldelse: Dancer in the dark

Spillested: Aarhus Teater, Scala
Spilleperiode: 30. oktober – 8. december 2018
Anmeldt af: Kathrine Lemmeke Madsen

★★★

Hvad er det?
Dancer in the dark er Lars von Triers historie om den enlige emigrant-mor og fabriksarbejder, Selma, der langsomt bliver blind, og som vil redde sin søn, Gene, fra samme genetisk betingede blindhed. Derfor knokler hun løs på en fabrik for at spare sammen til en operation, der kan redde Genes syn. Alt det går Selma og bærer rundt på alene og for at komme igennem den triste tilværelse, flygter hun ind i sin egen fantasi i en indre musicalverden. Det er en fortælling om den altopofrende kvinde, der møder ufattelig modstand og svigt, men som aldrig slipper sin vilje og det løfte, hun lovede sig selv, dengang hun kom til Amerika: løftet om et bedre liv for sin søn. Et løfte der ender ud i en dyb tragedie med Selma som martyrisk heltinde.

Måske du kender historien fra den prisvindende Lars Von Trier film med den ikoniske sanger, Björk, i hovedrollen. Nu har Aarhus Teater givet sig i kast med dette drama og byder ovenikøbet på kunstnerduoen ‘The Overheard’s’ helt nykomponerede sange, musik og lydflader, som er integreret i selve scenografien, så små hverdagslyde kan udfolde sig til musik og sange.

Det gode og det knap så gode
Holdet bag Dancer in the dark har virkelig taget noget af en opgave på sig. En dyb og mørk tragedie, der skal smelte sammen med Selmas lyse og lette fantasi, er i sig selv et modsætningsfyldt univers, jeg forestiller mig må være svært at skildre. Tilsæt så lige en hel ny lydside der skal give det hele en rød tråd. Det er stærkt gået af Aarhus Teater at tage musicalen på programmet og arbejde i den retning, de har syntes kunne være interessant. Men om det er helt vellykket, er jeg i tvivl om.

Lydsiden er et vigtigt element i opsætningen og er især vigtig for oplevelsen af hovedrollen Selma. Som Selmas syn gradvist forringes, bliver hendes oversanselige hørelse tydeligere og tydeligere, som forestillingen skrider frem. For eksempel kaster Selma ofte sine hårnåle ned på bordet derhjemme. Den første hårnål har en naturlig lyd, men jo flere hårnåle hun smider på bordet, jo mere bevæger lyden sig over i melodiske forløb med effekter som  for eksempel rumklang. På den måde kan vi som publikum fornemme Selmas oplevelse af lydene omkring hende. I eksemplet med hårnålene er scenografien et live-instrument, der spiller når skuespillerne kaster hårnålene på bordet. Det er et fedt element og sejt, at de har kastet sig ud i at eksperimentere så meget i produktionen af lyd.

Der er udelukkende skabt nye sange til forestillingen, og de ligger anderledes end i filmen. Det gør mig som sådan ikke noget, men jeg undrer mig over, hvorfor sangene egentlig kommer. Jeg oplever nemlig ikke de skift fra virkelighed til Selmas fantasi i ligeså høj grad, som jeg føler, jeg burde. Jeg savner oplevelsen af, at vi er trådt ind i hendes indre musical-univers og fantasi, hvor håb og troen på noget bedre end virkeligheden er dét, der driver sangene og musikken. I stedet bliver vi meget i de samme stemninger, som er i Selmas virkelige verden, hvor jeg gerne havde set en langt større kontrast og på den måde bedre forstået, at fantasien er hendes tilflugtssted, hvor hun tanker op for at klare sig igennem hverdagen.

Sangene i sig selv er også meget lange i forhold til, at der bliver gjort meget brug af gentagelser. Vi hører de samme sætninger igen og igen, og det er ikke altid det føles intenst og dragende, tværtimod kan det blive tungt og kedeligt. Tilmed er det heller ikke al tekst i sangene, der er lige fængslende.

For eksempel starter en af sangene med sætningen “du vil ha’ min opsparing”. Og dér kokser det for mig. Det bliver fladt i melodi og nærmest ligegyldigt, og for mig havde det sat større aftryk som replik, fordi sangen simpelthen ikke står stærkt nok. Desuden ville det have klædt forestillingen med mere tempo og en kortere spilletid, for det bliver en smule ensidigt. Hvert enkelt moment bliver dyrket i lange, seje træk, og det får den konsekvens, at de triste, altafgørende øjeblikke ikke får tillagt den betydning og effekt, de fortjener.

Sofia Nolsøe må dog roses for en fuldstændigt fremragende og overbevisende præstation i rollen som Selma. Hun er tilpas hemmelighedsfuld, sanselig og øm, og det er en stor fornøjelse. Generelt gør skuespillerne et virkelig solidt stykke arbejde.

Idéen om at lave denne fortælling på en teaterscene er meget interessant, men Aarhus Teaters iscenesættelse får bare ikke nok af den dybtfølte tragedie frem til, at jeg går rørt derfra, og det må jeg indrømme, at jeg forventer, med en historie af denne kaliber.

Skynd dig ind og se den, hvis
… du vil se en alternativ musical med en spændende og gennemarbejdet lydside.

Studerende og fattig? Sådan gør du:
Du kan som studerende eller ung under 25 få fingre i en billet til 60 kroner fra mandag til torsdag.

Foto: Emilia Therese

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s