Anmeldelse: Muleum

Spillested: Husets Teater
Spilleperiode: 27. oktober – 17. november 2018
Anmeldt af: Ditte Maja Noach

★★★

Hvad er det?
På Husets Teater kan man lige nu opleve teaterinstitution Teatrets iscenesættelse af Muleum. Muleum er en solo performance baseret på forfatteren Erlend Loes tragikomiske roman af samme navn. Skuespiller Marie Mondrup indtager scenen som den selvmordstruede Julie, hvis dagbogsskriverier fremføres i opbrudte monologer, der tilsammen danner stykkets helhed. Julie vil dø. Et flystyrt i Afrika tog livet af hendes familie, og hun ser ingen ønskværdig tilværelse uden dem. Men hvis Julie tror, at døden kommer forbi til kaffe, når blot man inviterer ham, så tager hun så grueligt fejl. I Muleum lærer hun gennem hverdagens absurditet og mørke komik at livet ikke er så let at slippe af med igen.

Det gode og det knap så gode
I et stykke der som helhed ikke vælter mig af tilskuerbænken, står enkelte dele frem, imponerer og stjæler mit fokus. Scenografien er for mig slående udtryksfuld i sin simplicitet. Stykket udspiller sig i en stor hvidmalet ramme, der som et forstørrelsesglas sætter fokuset helt skarpt på de to elementer på scenen; Julie og en grotesk stor dyne. Julie er iført en rød og sort stribet pyjamas lavet af det selvsamme stof som den gigantiske dyne, der omslutter hende. Hun ligger og stirrer følelsesforladt ud i det hvide rum, imens hun monotont beretter om familiens tragiske skæbne. Julies sammensmeltning med sin seng i et blændende hvidt rum danner et uhyggelig kraftfuldt billede af sjælekvaler og afsondrethed. Julie synker ind i den lille rektangulære ø, der afgrænses af dynens kanter, og bliver til ingenting. Ingenting andet end sin sorg. Det er fantastisk godt tænkt og udført.

Er der noget Erlend Loe kan, så er det at frembringe grin, hvor der retmæssigt skulle have været tårer. Dette gør sig også gældende for manuskriptet, der er lykkedes med at fastholde romanens på en gang samfundskritiske og naive verdensbillede i transformationen til et teaterstykke. Historierne om Julies flertallige selvmordsforsøg efterlader publikum klukkende og hovedrystende. Julies suicidale og handlingsorienterede adfærd, kaster hende ud i de mest håbløse foretagender; en løkke lavet med et reb, der viste sig at være elastisk, en høne, hvis fugleinfluenza ikke var smittende og et spring fra hospitalets vindue uden informationen om, at man var blevet flyttet fra 6. til 1. sal. Stakkels ulykkelige Julie.

Skønt scenografiens skarpe optegning og manuskriptets sortseende komik, bliver de 80 minutter stykket varer desværre ret lange. Den tidslige udvikling bliver markeret med lydeffekter, der flytter handlingen i både tid og rum, fra jul til nytår, fra New York til Rumænien. Efter lydsignalet påbegynder Julie en ny monolog oplæst fra sin dagbog. Min fantasi skal arbejde for hårdt på at købe ideen om, at ved lyden af en gong, eller ved at flytte den groteske dyne en meter, befinder vi os pludselig en måned længere fremme, i en anden verdensdel. Stykket bliver derved mere en oplæsning af Erlend Loes tragikomiske tekster, kapitel-inddelt med lyd- og lyseffekter, og det lykkedes derfor ikke fuldt ud med at være hverken tragisk eller sjovt.

Skynd dig ind og se den, hvis…
… du er til Erlend Loes mørke humor og absurdisme.

Studerende og fattig? Sådan gør du
En billet koster 150 kr. (80 kr. for u. 25 år). Ved min. 6 unge u. 25 år halveres prisen til 40 kr. pr. billet.

Foto: Henrik Ohsten Rasmussen

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s