Anmeldelse: Anden 25

Spillested: Royal Arena og Boxen i Herning
Spilleperiode: 25. oktober – 2. november 2018
Anmeldt af: Clara Lindstrøm Gleerup og Line Kirsten Nikolajsen

★★★★

Hvad er det?
Anders Anden Matthesen kan i år fejre sit 25 års jubilæum, og det markerer han med, hvad han selv kalder, et ‘mega show’. Og det må man sige, at det er. Et fyldt Royal Arena med omkring 14.000 forventningsfulde tilskuere til et dansk comedyshow med enorm scenografi og vilde effekter er ret mega! Men en succesfuld karriere med syv store onemanshows, film, albums osv. fortjener også en fejring af denne kaliber. Han er meget fortjent blevet kaldt “kongen af dansk stand-up”, hvilket han da heller ikke holder sig fra at understrege, da han indtager scenen i et væld af røg iklædt en enorm kongekrone og kongekåbe. Herfra tager det fart i et to timer langt uafbrudt show, hvor vi både får almindelige stand-up bits, møder gamle Matthesen-figurer og synger nostalgisk med på nogle af de store Anden hits. Der er røg, ild, eksplosioner og kanoner. Der er med andre ord fyret helt op på alle show-knapperne – præcis som lovet.

Det gode og det knap så gode
Godt 14.000 menneskers jubelbrøl er ikke til at tage fejl af – Matthesen har klart en trofast fanskare, som så absolut er i stødet denne aften. Vi jubler også, for Matthesen fortjener klart den hæder og fejring, som det hører sig en succesfuld jubilar til. Det er ret imponerende, at en dansk komiker kan fylde så stor en arena og lave et show af denne kaliber. Man kan dog diskutere, om arenaen i virkeligheden er til den store side – især når det kommer til de dele af showet, der byder på mere almindelige stand-up bits. Måske er det i virkeligheden en lidt for intim genre til, at det for alvor kan nå hele vejen rundt i den enorme arena. Meget af grundmaterialet virker i hvert fald ikke helt så stærkt, som det plejer. Matthesen har tidligere bevist sig som en mester i observationskomik, men denne gang virker dele af observationerne svagere end vanligt, og vi må indrømme, at der er langt mellem de helt store grin i disse dele af showet.

Dermed ikke sagt at showet ikke er sjovt eller underholdende som helhed. Det er en kæmpe fornøjelse at se en række af de gamle karakterer igen og ikke mindst høre Matthesen fyre sine kendte og imponerende lange ordguirlander af. Det er da også tydeligt, at det er her salen koger allermest over i ren jubel og gensynsglæde. Han kan stadig imponere med de ting, vi kender og elsker ham for! Ved et 25 års jubilæum er det da også passende at se tilbage på karrieren, reflektere lidt over den og hylde de mest succesfulde ting. Matthesen er kommet for at give sine fans, det de vil have! Det sker selvfølgelig ikke uden, at der følger en skarp underliggende kommentar med i købet. Showet igennem reflekterer Matthesen over, om fansene i virkeligheden gerne vil se ham “sælge ud” blot for at kunne få mere af ham. Er de overhovedet interesseret i nyt og banebrydende materiale? Dette understreges især ved, at han lader showet styre af en række publikumsafstemninger, der skal afgøre, hvilken retning showet skal tage alt efter, hvad publikum helst vil se. Selvom alle i publikum ikke når at opfatte det og ivrigt stemmer løs på deres telefoner, så er det selvfølgelig ikke en rigtig afstemning, men blot en skarp Matthesen kommentar til demokratiet, og det at lade flertallet (eller publikum) bestemme: flertallet vil altid vælge de platteste og dummeste ting i stedet for det, der virkelig er gods og læring i. Lad nu dem der ved bedst bestemme – lad nu ham der står på scenen, ham der ved noget om tingene, vurdere hvad der er det bedst for showet, som han så tydeligt siger det henimod slutningen.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Anden så afgjort stadig har den. Man skal dog ikke komme for at opleve nyt og forrygende materiale, men i stedet for at fejre 25 års imponerende karriere. Han er en stjerne og en mester, og det må man gerne råbe ekstra højt hurra for med bulder, brag og mega show. Vi glæder os til at se, hvad fremtiden bringer, nu når publikums sult er stillet, og Anden i ro og mag forhåbentlig kan skabe nye shows med nyt stærkt materiale.

Skynd dig ind og se den, hvis
… du gerne vil være med til at hylde kongen af dansk comedy med et gigantisk og oplagt show.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Der er simpelthen hamrende udsolgt over hele linjen, så du må krydse fingre for, at Matthesen forbarmer sig, giver publikum hvad de vil have og udgiver showet på film.

Foto af Morten Rygaard.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s