Anmeldelse: Peer Gynt

Spillested: Folketeatret
Spilleperiode: 24. oktober – 22. december 2018
Anmeldt af: Line Kirsten Nikolajsen

★★★★★

Hvad er det?
Peer Gynt er en tidløs Henrik Ibsen klassiker om identitet og jagten på sig selv. Det er en eventyrlig fortælling om individets dannelse, som i høj grad bygger på gamle norske fabler og sagn. Nu kan den opleves på Folketeatret i instruktør Moqi Simon Trolins opsætning, med et stærkt hold skuespillere på scenen. Cyron Melville og Preben Kristensen spiller titelrollen i henholdsvis ung og gammel alder.

Peer Gynt bor med sin mor i et lille norsk samfund. Han er ikke Guds bedste barn og har en utrolig livlig fantasi. Han kommer ofte i unåde pga. hans pralende tunge – især når han drikker. Herfra starter Peer Gynts livsrejse, som tager ham rundt i hele verden, og udsætter ham for det meste. Både toppen og bunden. Vi følger ham som ung damecharmør, selvtilfreds voksen og sidst som forvirret gammel mand, der opgivende må konstatere, at han er ligesom et løg – adskillige forskellige lag uden egentlig kerne. Livet igennem er han konstant på jagt efter sit sande jeg, men måske var alt det, han søgte, hos de mennesker der virkelig elskede ham derhjemme. Måske skulle han havde turdet at stå fast i stedet for konstant at gå uden om? Peer Gynt stiller store eksistentielle spørgsmål om, hvad det egentlig vil sige at være menneske og ikke mindst, hvad det vil sige at “være sig selv”.

Det gode og det knap så gode
Det er første gang, jeg ser Peer Gynt, og det kræver ikke et erfarent geni at forstå, hvorfor adskillige teatre gang på gang kaster sig over denne klassiker. Det er en helt fantastisk, tidløs og eventyrlig fortælling, som er nem at lade sig forsvinde i. Moqi Simon Trolins bud løfter historien på fornemmeste vis i en farverig, legende og fantasifuld opsætning. Den omfangsrige historie slår mig egentlig som værende noget af en mundfuld at skulle iscenesætte og spille i en turnéversion, men her er det løst med en ret umiddelbar tilgang til historien. Man har ikke forsøgt at modernisere eller tolke for kreativt på Peer Gynts mange utrolige oplevelser, som både involverer grumme trolde, talende tåger og sydlandske prinsesser. Når Gynt møder en trold, så er det en stor grum trold i et gennemført troldekostume med stort grønt hår og krogede troldefødder. Der er ikke sparet på kostumerne, og jeg er vild med, hvordan eventyret får liv gennem dem. Skal der være eventyr, så lad der være eventyr.

Man skal klart være til det lettere karikerede med denne opsætning, og normalt kunne det snildt få mig til at stejle. Her er det dog overraskende nemt at sluge, da det i den grad bidrager til at sætte mig i det helt rigtige eventyrlige humør. Vigtigst af alt, så fjerner det karikerede ikke fokus fra den egentlige historie og tema, men sætter tværtimod stor fed streg under de mange identiteter og lag af personlig, Peer Gynt gennem livet opdager i sig selv. Dette understreges ligeledes i scenografien, som netop udgøres af to vægge, bestående af forestillingernes kostumer på bøjler, som ét stort patchwork af alle Peer Gynts mange personliger. Skuespillerne skifter ofte kostume og rolle på scenen, lige så let som Peer Gynt veksler mellem de mange forskellige sider af hans personlighed. Simpel symbolik? Ja, måske. Men det virker glimrende!  

Hele holdet af skuespillere leverer meget sikre præstationer. Mads Knarreborg brillerer i de små komiske roller, og jeg må blot konstatere, at han virkelig mestre det karikerede. De to bærende præstationer leveres dog af de to, der deler titelrollen. Cyron Melville har for længst bevist sit værd som teaterskuespiller, og rollen som den unge Peer Gynt sætter blot endnu en facitstreg under, hvor stort hans talent er. Der er fuld fart på den unge Peer Gynt, og det går ikke stille for sig. Han er over det hele hele tiden og spiller med et imponerende højt energiniveau. Cyron Melvilles drengede charme skinner igennem, og det klæder rollen utroligt godt. Man skal dog ikke tage fejl af den høje drengerøvshastighed, for lige under overfladen gemmer en rørende følsomhed sig, og den får heldigvis også plads. Jeg mærker Peer Gynts usikkerhed og manglende selvværd, der gemmer sig lige under den tårnhøje selvtillid, helt ned i maven, og det er Melvilles fortjeneste. Han lever uden problemer op til sin mere erfarne medspiller, Preben Kristensen, som i anden akt overtager rollen som Peer Gynt. Også her spilles der med en overlegen sikkerhed, og det er simpelthen en sand fornøjelse at være vidne til.

Selvom der til tider balanceres på kanten af det for karikerede, så formår Peer Gynt alligevel at røre mig til tårer med en helt eminent slutning. Det er meget svært ikke at blive rørt af Preben Kristensens uovertrufne spil og ikke mindst billedet af Cyron Melville, der overværer den gamles død med tårerne trillende ned af kinderne. Da jeg cykler hjem i efterårskulden, er det med store våde øjne og hovedet fuld af tanker. Teater der efterlader dig sådan, det kan da noget!

Skynd dig ind og se den, hvis
… du vil se en rørende og eventyrlig klassiker, der nok skal sætte gang i de eksistentielle tanker.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Billetterne ryger hurtigt, så du skal ikke vente for længe. Er du under 25 fås de bagerste pladser til 140 kroner, mens du som studerende må slippe 165 kroner. Kan du samle en gruppe på min. 6 personer i samme kategori er der yderligere rabat at hente. Normalprisen for disse er 240 kroner. Salen tæller kun 10 rækker, og det man ser derfor glimrende fra de fleste pladser.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s