Anmeldelse: Flinch

Spillested: Koncertkirken, København
Spilleperiode: 24. – 25. oktober 2018
Anmeldt af: Cille Melgaard

★★★

Hvad er det?
Flinch er en danseforestilling, der undersøger den ensomme, forsvarsløse krop, og hvad der sker, når netop denne krop bliver normaliteten. Fem performere mødes på scenegulvet, interagerer, men står stadig hver for sig og alene. I et hypnotisk loop skaber forestillingen situationer og billeder, der på den ene side er statiske og på den anden side konstant foranderlige. Flinch er skabt af den iranske koreograf og performer Roza Moshtaghi, og forestillingen er hendes eksamensarbejde fra sit MA.-studie i koreografi på Oslo National Academy of the Arts. Forestillingen er inspireret af fotografier af begivenheder – store som små – der omsætter øjeblikkeligt kaos til noget statisk og vedblivende.

Det gode og det knap så gode
Flinch følger ikke et fortløbende og sammenhængende narrativ. Den skaber enkelte billeder og situationer. Nogle billeder står i længere tid, mens andre hurtigt forsvinder. Det er det, danseforestillingen kan: give os lov til at svømme væk i tanker og associere frit uden nogensinde at give svar på, om disse associationer er “korrekte”. Flinch spænder over de helt abstrakte billeder af fem individuelle, rystende kroppe, som med garanti tolkes vidt forskelligt af hver enkelt tilskuer, til de meget konkrete billeder, hvor én performer anvender en anden som gulvskrubbe til at feje en smadret vandmelon væk fra scenegulvet. Forestillingens overordnede undersøgelse af den ensomme krop fremgår tydeligt i de forskellige billeder, idet de fem performere aldrig laver den samme koreografi på samme tid, og altid bibeholder en vis distance til hinanden og til publikum. Det er på trods af, at publikumspodierne står på tre sider af scenegulvet, og performerne flere gange sidder nede blandt os.

Nogle passager i Flinch hensætter rummet i en trancelignende tilstand. For eksempel i første halvdel af forestillingen går performerne fra publikumspladserne for at indtage scenen én efter én, imens de synger en tone og begynder at ryste voldsommere og voldsommere i hele kroppen. I begyndelsen er jeg spændt på, hvad der vil ske efter denne indledning, men da der endnu ikke er sket et skift efter 20 minutter, begynder jeg at grue for den sidste del af forestillingen. Egentlig kan jeg godt lide princippet i at udvikle et billede over længere tid, men det bliver en smule for langtrukkent og trivielt, når det samme billede udgør hele første halvdel af forestillingen.

Der er ingen tvivl om, at de fem performere er dygtige og deres kropslige udholdenhed er imponerende i gentagelserne af de samme bevægelser. Alligevel sidder jeg tilbage med en uforløst fornemmelse. Jeg ville gerne have set mere af performernes kropslige kunnen, men i og med at første del af forestillingen overordnet går med at udvikle én bevægelse og performerne derefter kun skifter mellem tre-fire forskellige sekvenser, så er det stærkt begrænset, hvad de får mulighed for at vise.

Skynd dig ind og se den, hvis
… du er klar til at slå hjernen fra og lade dig hensætte i en langsomt udviklende trance.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Som studerende under 25 år kan du få en billet til kun 60 kr. Hvis du er over 25 år, må du slippe 80 kr.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s