Anmeldelse: La Bohéme

Spillested: Operaen, Det Kongelige Teater
Spilleperiode: 20. Oktober – 18. December 2018
Anmeldt af: Clara Lindstrøm Gleerup

★★★★★

Hvad er det?
Fortællingen er ældgammel, klassisk og såre simpel; kvinde møder mand, mand og kvinde forelsker sig, men kan af uransagelige årsager ikke forblive et par. Der findes et utal af fortolkninger på den ældgamle fortælling, men Puccinis La Boheme er en af de helt store klassikere, hvor den ulykkelige kærlighed ender på mest hjerteskærende vis.

La Boheme fortæller historien om fire unge kreative sjæle, der bebor et lille kvistværelse højt oppe over Paris’ gader. De lever af deres kunst, men det er ikke noget liv i sus og dus, for penge er der ikke mange af. Følelser på den anden side, dem er der nok af. Efter fejringen af et tiltrængt honorar beslutter de fire ungkarle at fortsætte festen ude i byen. Mens de andre forlader lejligheden, bliver en af dem, Rodolfo, tilbage for at lægge sidste hånd på sine skriverier. Pludselig banker den skønne Mimi, som er plaget af voldsom hoste, på døren. I hånden har hun et lille lys uden flamme, som Rodolfo hjælper hende med at tænde, og med et er den spirende kærlighedsflamme også tændt

Det gode og det knap så gode
Det kan være svært at beskrive med ord, hvilke følelser jeg har for Puccinis La Boheme. Lad os bare sige, at de er ret stærke, og at jeg har set den mange gange efterhånden. Allerede da tæppet går, begynder kuldegysningerne at indfinde sig på mine arme. Nå ja – det er da om muligt et sikkert valg af Det Kongelige Teater at genopsætte La Boheme, når nu den var så stor en succes i 2016, men det kan også være skønt med en sikker og gennemført klassiker. Scenografien er den samme, det samme gælder selvfølgelig fortællingen, men dele af castet er skiftet ud.

Cristina Pasaroiu har overtaget rollen som den evigt elskværdige Mimi, og hun tilfører figuren lige dele skrøbelighed og inderlig viljestyrke. Mimi bliver aldrig en stakkel, selvom hun tæres af en frygtelig brystsyge. Hun fremstår derimod som en langt mere stærk og selvstændig karakter, end jeg før har set Mimi portrætteret. Omend hun mod slutningen blot er en skygge af sig selv, bliver Pasaroius Mimi spillet med tilpas meget ømhed, styrke og skønhed.

Ved sin side har hun Rodolfo i skikkelse af Niels Jørgen Riis. Riis’ Rodolfo er umådelig nem at placere sin sympati hos. Hans lune og milde portræt af den skrøbelige forfatter er sentimentalt, men bliver aldrig hverken for teatralsk eller dominerende.

Jeg må også nævne den funklende stjerne, som Sofie Elkjær Jensen er – hun er blændende som forførersken, Marcellos troløse eks, Musetta. Jeg fryder mig, hver gang hun træder ind på scenen. Elkjær er afsindigt sjov, og det mærkes med det samme, at hun har hele salen i sin hule hånd, mens hun drilsk og forførende fremfører sin valsearie i et forsøg på at lokke Marcello ind i sit spind. Selvfølgelig er udfaldet til hendes fordel, hvad andet kan man forvente?

Astrid Lynge Ottosens scenografi spænder fra det mest grå, kedelige og triste kvistværelse, til et sjældnere set mere oplyst stormagasin, over en forfalden byport, og sidst til den smukkeste udsigt på toppen af Paris i de tidlige og sene aftentimer. Og jovist, det er da lidt småskørt, at Mimi, der på det pågældende tidspunkt er døende og fryser af febersyge, skal ligge med bare arme og fødder på toppen af et tag, men det kommer man sig hurtigt over. Det er nemlig hjerteskærende smukt at overvære, og der er så meget forløsning at finde i Puccinis musik. Jeg har sjældent set en smukkere version af denne opera.

Til alle operatvivlere eller operabegyndere, så er jeg er ikke i tvivl om, at La Boheme er det rette sted at starte. Selvom du aldrig har set La Boheme, vil du sikkert kunne vugge genkendende med til flere af operaens smukke arier, for den er om nogen fyldt med klassikere. Heriblandt Musettas valsearie, Rodolfos Så kold den lille hånd er og Mimis Ja, de kalder mig Mimi!

Skynd dig ind og se den, hvis
… du vil opleve en inderligt fremført opera, som balancerer perfekt mellem det afsindigt sørgelige og sjove.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Operaen har billetter til kun 90 kr., hvis du er under 25 år, men det er ståpladser på 3. balkon oppe under taget, og jeg vil til enhver tid råde dig til at komme lidt længere ned på en af de andre balkoner, hvor du kan få billetter fra 231 kr. i logerne.

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s