Anmeldelse: Tak for mad

Spillested: Teaterhuset, Xenon
Spilleperiode: 19. oktober – 3. november
Anmeldt af: Trine Berg Balle

★★★

Hvad er det?
Tak for mad er en madforestilling, der har til hensigt at kombinere en kulinarisk madoplevelse med en performativ undersøgelse af det, vi spiser. Skuespillet er leveret af teaterkollektivet Teater PRAXIS, der udgøres af Maria Strand Renberg, Sara Skei Fostvedt  og Amalie Ulla Pontoppidan Witt. På ca. halvanden time får vi serveret en femretters menu, der tæller alt fra græskarsuppe, vegansk ost og torskeceviche til barbecuemarineret and og beignet med brombær og chokoladeganache – og dertilhørende rødvin og portvin. Maden er leveret af den italienske kok Marco Macarrini, som man under forestillingen kun aner konturerne af bag et hvidt stofstykke. På stoffet vises der også billeder og video af maden og dens oprindelse. Der er altså lagt i ovnen til en sublim aften, hvor mad og teater gerne skulle gå op i en højere enhed – men er det nu også så nemt at kombinere de to ting?

Det gode og det knap så gode
Uden for XENON – Teaterhusets relativt nye scene for uafhængig scenekunst – bliver vi hentet ind af tre skuespillere iført orange nederdele og kyser. I salen står et langbord. Det er fint pyntet med store græskar, krukker med skovsyre, brændte limefrugter og andet godt. Det ser indbydende og gennemført ud, og vi sætter os forventningsfuldt til bords med de 20-25 andre gæster.

Som små græskar-nisser vimser de tre kvinder rundt om os og gør klar til servering. De er sjove, charmerende og har alle tre en stærkt karikeret, fysisk spillestil. Der bliver ikke officielt sagt velkommen eller ‘værsgo’, og ingen ser ud til at vide, om vi må tale sammen eller hvordan vi i det hele taget skal agere. Stemningen bliver lidt anspændt, hvilket desværre bliver gennemgående for det meste af forestillingen. Jeg mangler nogle tydeligere retningslinjer for, hvordan jeg som publikum skal opføre mig til denne form for teater. Hvornår må jeg spise? Skal jeg klappe? Hvornår er der performance, hvor jeg skal være opmærksom og koncentreret, og hvornår agerer skuespillerne bare serveringspersonale? Jeg kan ikke rigtigt slappe af, og det er ærgerligt, når nu maden og de øvrige rammer står så skarpt.

Idéen med en undersøgelse af madens lyde, dufte, teksturer og oprindelse er virkelig god. Jeg savner derimod en mere udførlig eller fælles undersøgelse af maden, samt et tydeligere dramaturgisk forløb i de fem scener. Jeg forsøger forgæves at finde en sammenhæng eller rød tråd mellem retterne. Er de valgt ud fra en bestemt årstid, geografi eller performativt potentiale? Det virker ikke sådan, og jeg bliver i tvivl om forestillingens intention.

Maden er virkelig lækker og velsmagende! Der er kælet for detaljerne, og hver eneste ret er sammensat af flere forskellige komponenter. Eksempelvis serveres græskarsuppen med karryristede mandler, frisk persille og kokosolie. Der er dog ikke nok tid til at nyde hver enkelt ret. Forestillingen er estimeret til at vare to timer, men varer kun ca. halvanden. Det er ærgerligt, da det føles som at forestillingen bliver jappet igennem, og at jeg skal skynde mig at sluge maden, før den næste ret kommer.

Tak for mad fungerer allerbedst, når absurditeten tager over og de tre skuespillere kan gakke helt ud. Under desserten træder Amalie Ulla Pontoppidan Witt op på bordet og valser rundt i en overdimensioneret rokokokjole, mens hun i bedste operastil skråler “Jeg er så yndig!”. Det er skørt og syret. Vores øjne er klistret til hendes skumgummi-paryk og store armbevægelser og vi må holde på vinglas og tallerkner, for at skørtet ikke rager det hele ned. Yderligere kan også nævnes en fantastisk overgearet punkband-sekvens og en stærk scene under hovedretten, hvor en nuttet and, som vi netop har set plaske rundt på video, bliver skudt. Fjerene flyver rundt i lokalet, og jeg bliver pludselig meget bevidst om de dyr, der ligger på vores tallerkner.

Det er dog stadig svært at gennemskue, hvad denne undersøgelse helt præcist går ud på. Jeg venter hele tiden på en åbenbaring eller et klimaks, som ikke rigtigt kommer, og forestillingen slutter desværre lidt uforløst. Jeg vil slutte af med at sige mange tak for mad.

Skynd dig ind og se den, hvis…
… du vil have en anderledes, performativ madoplevelse til en faktisk helt okay pris.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Hele herligheden koster 295 kr. Hvis du er studerende eller under 26 år, kan du få en ung-billet til 265 kr.

Foto: Andreas Strand Renberg.

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s