Anmeldelse: Blood

Spillested: Den Fynske Opera
Spilleperiode: 5. oktober til 12. oktober
Anmeldt af: Jonas Guldfeldt Viuff

★★★★★

Hvad er det?
Blood tager afsæt i digte af forfatter Edith Södergran, der med svenske forældre og opvækst i en blanding af russisk, finsk og tysk indflydelse skrev digte i starten af den 20. århundrede. Disse digte er stærkt inspireret af de voldsomme konflikter, hun oplevede i sin samtid som f.eks. Første verdenskrig og den Russiske Revolution. Gennem digtene udforsker hun bl. a. magtesløshed, drømmen om utopien og kvindelighed. Forfatteren selv lå syg med tuberkulose og døde i en alder af 31 år. Både scenen, lyden og skuespiller Lisbeth Sonne fremfører disse digte gennem en forestilling på 55 minutter. Det kaldes med rette for scenekunsthybrid, og der gøres brug af traditionelle virkemidler som skuespil, fremførelse af digte og rekvisitter, mens selve rummet manipuleres digitalt og sonisk.

Det gode og det knap så gode
Blood er sat i et eksistentielt rum, der er vredet ud af tid, og dette lykkes på en måde, jeg ikke har set før. På scenen ser vi skeletter på gulvet, en briks som rekvisit og et lærred til projektion. Disse elementer manipuleres løbende af projektioner og belysning, hvilket gør det muligt konstant at ændre scenens tekstur og stemning uden nogensinde at skulle rykke fysisk rundt på rekvisitterne. I løbet af stykkets spilletid giver dette en nærmest fragmenteret oplevelse, og dette mener jeg ikke på den dårlige måde. Det leder i stedet mine tanker hen på kubisme, på muligheden for i højere grad at fremhæve sit subjekt ved at bryde det op og manipulere dets forskellige udtryk, og effekten fungerer glimrende i denne opsætning.

Lisbeth Sonnes skuespil og fremførelse er på samme tid en del af denne fragmentering, mens det også binder det hele sammen. Digtene fremføres med forskellige grader af følsomhed; fra det naivt infantile til sørgmodig magtesløshed og videre til voldsom aggression. Det er i aggressionen, at jeg finder Bloods måske eneste svaghed, da en passage, der synes inspireret af en heavy metal-æstetik, desværre bryder rummet og indlevelsen i stedet for at skabe en intens oplevelse. Her er det særligt musikken, der spænder ben for graden af voldsomhed. Det bliver for uligevægtigt med én stryger med distortion henover en growl-vokal.

Den øvrige brug af musik i forestillingen er ellers meget velfungerende, som sammenbindende element. Strygerne skaber en gennemgående sonisk oplevelse, der danner en flot og rytmisk ramme om digtene. Derfor er det også ekstra ærgerligt, at det ikke fungerer bedre i den voldsomme passage, da jeg klart har indtrykket af, at det var muligt, at gøre det bedre ud fra det efterfølgende crescendo i lydbilledet.

Døden og kroppen er nærværende under hele opsætningen – både gennem digtene selv og scenens rekvisitter. Der var passager, der pludselig gjorde mig opmærksom på mine egne knogler. Jeg har aldrig oplevet digte på denne måde før, aldrig set så mange elementer finde sammen i et samlet udtryk, som det er lykkes i Blood. Til tider er det svært at sige, om det er digtene, der har sat rammen om stykket, eller om stykket sætter rammen om digtene, hvilket giver mig et indtryk af en gensidig dynamik mellem digtene og scenekunsten, hvis lige sjældent ses.

Skynd dig ind og se den, hvis
… du har mod på at opleve noget nyt og intenst, og du vil se digte udfolde sig i rum og tid på en måde, man ikke kan opleve ved en mere traditionel oplæsning.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Den Fynske Opera tilbyder ungdomsbilletter u. 25 år til 100 kroner. Billetprisen kan yderligere sænkes til 80 kroner hvis man kommer i en ung gruppe af 6 eller flere.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s