Anmeldelse: PEEPS

Spillested: Bora Bora
Spilleperiode: 6. – 12. oktober 2018
Anmeldt af: Kathrine Lemmeke Madsen

★★★★

Hvad er det?
PEEPS er en levende installation bestående af 5 mennesker, som kredser om emnet ensomhed og de mange pinlige og tabubelagte følelser, der kan følge med. Det er en co-produktion mellem dadadans, Dansehallerne og Bora Bora og er udviklet af Helle Bach og Siggi Oli Palmason. I installationen er der fem forskellige ’peep-shows’, hvor vi som publikum frit kan gå mellem scenerne, der blandt andet udspiller sig i menneskestore kuber og en cirkusmanege. Med en blanding af monologer, dans og sang kaster de fem forskellige peep-shows lys over de mange vinkler på det at være ufrivilligt alene. Et emne, der både er aktuelt og relevant, men som alligevel tit holdes skjult fra den omkringliggende verden. I PEEPS får temaet taletid og tvinger publikum til aktivt at udforske det.

Det gode og det knap så gode
Jeg er overhovedet ikke vant til at være publikum i levende installationer. Det kræver noget af én, gør det! Man kan ikke læne sig tilbage i sædet og forvente, at man bliver guidet igennem en performance. Det er min egen opgave at være særligt opmærksom og vælge at udforske den del af det, jeg netop selv finder interessant. Og det kan godt være ret intenst at bevæge sig rundt i et mørkt rum og vælge, hvor man skal hen, og hvad man skal se.

Heldigvis er lysdesignet en hjælp til, hvor i rummet det primære fokus for performancen finder sted. Det starter midt i rummet, hvor en mand kun iført underbukser ligger sammenkrøllet under et stort, kludret hønsehegn. Vi følger hans kamp op på benene og han oplevelse af at opdage, at han er alene uden andres nærvær og kærtegn. Scenen skifter til et andet sted i rummet, og i løbet af 60 minutter er jeg blevet introduceret for fem forskellige mennesker, der alle har én ting til fælles: ensomhed. Ensomheden vinkles dog meget forskelligt: jeg kigger ind i en menneskekube, hvor en ældre dame står og fremsiger en monolog, som er en opremsning af alle de forskellige mails og beskeder, man får fra det offentlige – ”Du skal tjekke din e-boks” eller den velkendte ”Du er nu nummer 3 i køen”. Jeg bevæger mig videre og ser en yngre kvinde, der ligger fanget i en kasse nede på gulvet, hvor jeg kun kan ane hendes silhuet. Det er ret voldsomt at blive konfronteret med de følelser, de udtrykker og som følger med, når ensomheden rammer. Det kan, som den ældre kvinde, være manglen på nærvær og personlig kontakt eller ligesom den yngre kvinde, der føler sig spærret inde og isoleret fra verden omkring sig. Jeg føler mig draget til det kaotiske og tungsindige univers i de små rum, men synes samtidig også, at det er hårdt at være en del af i 60 minutter. Jeg har under performancen små momenter, hvor jeg mister fokus. Det bliver en smule ensformigt i tempo og stemning, og jeg mangler endnu større udsving i personernes følelser og udtryk i de forskellige rum.

Selvom dansen ikke fylder alle fem peep-shows, er installationen ekstremt visuel, og det fungerer rigtig godt. Særligt installationen, der minder om en cirkusmanege, er vellykket. Her er der en ung pige, som publikum kan se bag et gennemsigtigt tæppe – men vi kan kun se hendes krop. Hovedet er ovenover en farverig faldskærm, og det er ret effektfuldt at iagttage kroppen og dens reaktioner på ensomhedens stramme greb. Der udfolder sig mange flotte dansesoloer derinde, og dét kan jeg slet ikke slippe øjnene fra!

Skynd dig ind og se den, hvis
… du vil opleve at kunne bevæge dig frit rundt i et rum og en tankevækkende performance, der kredser om et vigtigt og, for mange, genkendeligt emne.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Studerende eller folk under 25 år kan få fingre i en billet for kun 90 kroner, og da det er en levende installation, er der ingen dårlige pladser!

 

 

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s