Anmeldelse: Carmen

Spillested: Det Kongelige Teater, Gamle Scene
Spilleperiode: 28. september 2018 – 1. november 2018
Anmeldt af: Line Kirsten Nikolajsen

★★★★★

Hvad er det?
Du kender med al sandsynligheden musikken. De fleste kender i hvert fald melodien til teksten “Jeg elsker Carmen”. Og ja, det her er den Carmen! En varmblodet, cigarrygende og fri kvinde fra Sydspanien, som fortryller og forelsker sig i både Don José og tyrefægteren Escamillo. Carmen er en klassisk jalousihistorie, som oprindeligt blev udgivet som en roman af Prosper Mérmee. I denne opsætning har koreograf Marcos Morau taget brudstykker af historien og kastet dem ind på et filmset, hvor vi bliver publikum til optagelserne af en noget surrealistisk udgave af Carmen. På scenen er adskillige kameraer stillet op, som filmer alt, der foregår på scenen. Det vises real-time i sort/hvid på et kæmpe lærred, der fylder hele den øverste del af scenen, så vi pludselig ser dansen fra alle mulige forskellige vinkler.

Spanske Marcos Morau, der er skaberen bag værket, har studeret koreografi og har en særlig kærlighed for dans, film, skuespil, fotografi og litteratur, hvilket så afgjort kommer til udtryk i denne opsætning. Selv kan han ikke danse, men skabe store moderne danseværker – dét kan han! Det resulterer i en Carmen, som vi aldrig har set den før.

Det gode og det knap så gode
Koreograf Marcos Morau har taget ballet, krøllet det fuldstændigt sammen og revet det lidt i stykker, og så sat det op på scenen. Det er med andre ord langt fra ballet, som man kender det fra Svanesøen, men i stedet Lady Gaga’sk koreografi med krogede hænder og sitrende staccato trin. Dansen er dog slet ikke hovedpersonen i denne forestilling. Den bliver tværtom et udtryk i en storslået filmisk performance, som det virkelig klæder Gamle Scene at huse. Her får du altså moderne for alle pengene, og jeg er henrykt over det. Det er sprudlende, filmisk, kreativt, queer og helt igennem vidunderligt.

I Moraus Carmen er kønnene opløst, og kvinder såvel som mænd optræder på skift i store kjoler, sprudlende skørter i rød eller guld eller i anonyme sorte bukser og turtlenecks som filmfolk. Kostumerne kan få enhver modeelsker til at savle. Det er ikke kun kostumerne, der gør dette til en visuel oplevelse af de helt store. De mange mølle-formationer, der gøres brug af, er imponerende både på skærm og scene. Særligt mølle-formationen, hvor danserne er klædt i imponerende og store sorte kjoler, gigantiske bredskyggede hatte med frynser og store, sorte moderigtige solbriller, får mig til at tabe kæben fuldstændig. Man kan uden skam kalde Moraus Carmen for et æstetisk mesterværk!

Som det er på film, skal de medvirkende filmen også her spille skuespil. Danserne har altså replikker, som vi hører med svingende held grundet en lidt tvivlsom teknik. Det er bestemt ikke alle balletdanserne, der overbeviser mig om deres flair for skuespil, men det er til at se igennem fingre med. Det ordløse og mimiske har de alle styr på, og det er i høj grad med til at gøre denne ballet sjov. Det er ikke umiddelbart et ord, man forbinder direkte med balletten, men jo – denne ballet er sjov. Jeg griner højt flere gange. Både fordi jeg overraskes og imponeres, men også fordi store dele af udtrykket og scenografien er skabt med god fornemmelse for det humoristiske. Særligt Esther Lee Wilkinsons pukkelryggede Edith Piaf-lignende figur er vidunderlig, og selvom hun ikke danser meget, så stjæler hun billedet, når hun er på.

Scenen er travl som på et rigtigt filmset, og der er ofte gang i mange ting på én gang på scenen. Filmen, der udspiller sig øverst på scenen, er nærmest en oplevelse i sig selv, og det er ofte svært for øjet at vide, hvor det skal kigge hen. Selvom effekten med at få balletdanserne fra andre vinkler, end hvad vi kan se fra vores plads i salen, i den grad bidrager med noget godt, så går man uundgåeligt glip af et eller andet, når man konstant må tage stilling til, hvor man vil lægge sin koncentration. Det er en skam. Derudover bemærker jeg, at noget af koreografien ind i mellem forsvinder i mørke eller menneskemængde. Det er ovenikøbet sekvenser, der virker ret komplicerede teknisk, og det ærgrer mig, at jeg ikke rigtig får dem helt tydeligt med.

Hvis man har et lidt anstrengt forhold til ballet, er ny med ballet eller har brug for at få rusket lidt op i fordommene om, hvad ballet er og kan være, forestiller jeg mig, at dette værk er oplagt at se. Musikken er velkendt og koreografien er sitrende, flamboyant og vidunderligt legende.

Skynd dig ind og se den, hvis
… du gerne vil se ballet, som du ikke har set det før. Bare gør dig selv den tjeneste at få set denne her.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Ungdomsbilletter kan erhverves for sølle 60 kroner for de billigste pladser. Jeg vil dog anbefale, at du med den her ofre lidt flere penge og kommer længere ned i salen, da jeg forestiller mig skærmen potentielt kan tage noget af udsynet, hvis man ser det for meget oppe fra. Disse pladser kan fås til 181 eller 231 kroner som ung. De bedste og billigste voksenpladser koster 305 eller 385 kroner (de kan fås billigere, hvis man vil gå på kompromis med pladsen)

Foto: Per Morten Abrahamsen

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s