Anmeldelse: Svejk

Spillested: Nørrebro Teater
Spilleperiode: 27. september – 17. november 2018
Anmeldt af: Line Kirsten Nikolajsen og Clara Lindstrøm Gleerup

★★★

Hvad er det?
Svejk er idiot. Det er ikke bare noget, omverdenen har stemplet ham som, for han har faktisk et lægeligt bevis på, at han officielt er erklæret idiot og komplet uegnet til at deltage i kamp. Svejk har ikke mange sorger i livet og har det egentlig meget godt, mens han bruger sine dage på det lokale værtshus sammen med alskens menneskeskikkelser. Her fortæller han massevis af anekdoter, for Svejk har nemlig anekdoter, der passer til enhver situation, og han deler glædeligt ud af dem, mens andre modvilligt lytter med.

Trods lægeerklæringen bliver Svejk sendt til fronten for at hjælpe sine kammerater. Herfra går det over stok og sten, når Svejk bliver kastet fra én løjtnant til en anden og konstant ender i unåde, selvom han vil alle det godt. Trods modgang går Svejk altid fri for kamp og uretfærdigheder, mens kammeraterne falder på stribe. Spørgsmålet er, om Svejk overhovedet er idiot? Eller er han rent faktisk ret så genial?

Det gode og det knap så gode
Forestillingen Svejk er yderst karikeret. Det kommer nemt til at virke som en folkekomedie fra 50’erne, og vi sidder med en lidt uklar fornemmelse af, hvorfor denne spillestil er valgt? Forstå os ret: vi nyder også folkekomedien nu og da, men i dette tilfælde bliver det en smule umoderne og uvedkommende. Jovist, det er sjovt, når Tom Jensen træder ind på scenen som fordrukken præst i første akt, men når det bliver tredje eller fjerde gang som andre karakterer, så begynder vi at miste interessen. Det samme gælder den konstante brug af fjoget fald-på-halen- og prutte-komik. Hen mod slutningen er vi fuldstændigt mættet af scener, der emmer af lidt nemme og unuancerede jokes om Løjtnant Lukas’ nyeste flirts, store bryster, toiletbesøg og druk. Trods stor fysik, højt tempo og rekvisitter, der farer ind og ud og op og ned af væggene, virker det hele langt og stillestående.

Rasmus Botoft, der spiller den charmerende Svejk, står med et fjollet udtryk i ansigtet og gør det glimrende som Den Gode Soldat, når han går alle udfordringer i møde med en ukuelig optimisme.
Rundt om ham farer ensemblet, bestående af bl.a. Steen Stig Lommer, Carsten Svendsen, Tom Jensen, Asger Reher m.fl., rundt, mens rekvisitterne kører op og ned af siderne på scenografien. Imponerende ser det ud, og det er godt tænkt med den legende scenografi, der står godt til Svejks knudrede hoved og univers. Det virker dog sært, at flere af de øversthængende rekvisitter aldrig bliver kørt på scenen. Man sidder og tænker, at der mangler noget, når den store træ-kørestol aldrig rammer gulvet, og derfor sidder vi mere med en frustration over manglende brug af rekvisitter fremfor en fascination af en i virkeligheden ret velfungerende scenografi, omend den flyder en smule tungt med det manuelle snoretræk, der formentligt styrer rekvisitterne.

Fortællingen om Svejk er efterhånden en klassiker, og der hersker ingen tvivl om, at rammefortællingen endnu har sin plads og relevans i 2018. Det bliver bare aldrig tydeligt, hvad Peter Schrøder og Nørrebro Teater vil med teaterversionen af fortællingen om den gode soldat – udover at udstille autoriteterne og hylde den lille mand. Det er uklart, hvad vi skal tage med fra teatret i denne omgang. I dele af anden akt og hen mod slutningen, bliver vi endda en smule forvirrede over, hvad der overhovedet foregår på scenen og hvor i fortællingen, vi befinder os. Det er også her, det hele begynder at blive en smule langt i spyttet, for selvom første akt er god og endda udløser momentane latterudbrud fra den store teatersal, når Tom Jensens fulde præst miaver og muh’er, og Carsten Svendsens eminente, komiske timing som vanligt sidder i skabet, så bliver anden akt usandsynligt lang og noget nær kedsommelig, når Svejk endnu engang fortæller om en tidligere kærlighedsaffære eller kammersjuk, der venter på ham derhjemme. Svejk når aldrig at blive hverken vedkommende eller aktuel, og det umage makkerskab mellem Svejk og Løjtnant Lukas bliver det nærmeste, vi når med en smule dybde og eftertænksomhed, dog først hen mod slutningen. Forestillingen virker i det hele taget en smule bedaget, og man fornemmer, at instruktionen har beordret affekteret tale og store bevægelser frem for vedkommenhed og aktualitet.

Skynd dig ind og se den, hvis
… du vil se Rasmus Botoft på slap line, mens alt flyver om ørene på ham, og hvis du er til de gode folkekomedier fra 50’erne.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Du kan altid finde billetter til 110 kr., hvis du er klar til at sidde på siden af væggene, hvor du egentlig sidder rigtig fint. Ellers skal du samle en gruppe på 6 under 25 år, og dermed få hver billet til 75 kr.

Foto: Büro Jantzen

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s