Anmeldelse: SELVTÆGT

Spillested: Teater Momentum
Spilleperiode: 20. september – 18. oktober 2018
Anmeldt af: Rasmus Borst

★★★★★

Hvad er det?
SELVTÆGT er den første egenproduktion fra Teater Momentum vol. 12 hold, der har sat sig for at undersøge, hvordan Europa tager sig ud i dag og ikke mindst i fremtiden. I SELVTÆGT er det de svenske tilstande, der kommer under lup, og hvad der ellers hører dertil af problemer med indvandring, højre- og venstre radikalisering og folk der passer sig selv og ikke vil se problemerne i øjnene. Vi følger en säpoagent, der forsøger at opklare asylbrandene, som har hærget Sverige. Vi følger også en velmenende kommunal medarbejder, en fremtidig kunstner og alkoholiker, og et kærestepar der henholdsvis består af en spirende nynazist og en muslimsk pige, begge fra samme Counter-Strike hold. Men ingen vil snakke om brandene, tage kunsten alvorligt, indrømme at kvinder godt kan være skyldige eller undvære den bedste sniper på sit e-sportshold, og hvad gør man så?

Det gode og det knap så gode
Det er altid spændende, når et nyt hold skal overtage Momentum, fordi der skal sættes en stemning, som kommer til at påvirke resten af sæsonen. Og hvis SELVTÆGT går hen og viser sig at være en indikator for resten af forestillingerne, så kan vi endnu engang slå fast, at der altså virkelig sker noget på den odenseanske scene! Det står meget hurtigt klart, at det nye hold har tænkt sig at tackle den verden vi lever i meget seriøst samtidig med, at vi virkelig gerne må grine røven i laser. En balancegang der er så uendeligt svær, men som i denne forestilling sidder lige i skabet. Jeg opdager stort set ikke overgangen mellem, at jeg slår mig på låret af grin og at en tåre indfinder sig i øjenkrogen. Samtidig får jeg lov at stille spørgsmålstegn ved både mine egne tanker, men så sandelig også til samfundet omkring mig. Selvfølgelig er der mange politiske spørgsmål, som stykket stiller op, men den glemmer aldrig at holde fokus på, at det handler om menneskene. Jeg kan ikke fremhæve en enkelt person (eller en enkelt scene, for der skal ikke afsløres noget her), men hver eneste skuespiller fremviser levende og bund-charmende karakterer, du ikke kan undgå at holde af. Samtidig kan du også være fuldstændig uenig med, hade eller være frastødt over dem. Den samlede iscenesættelse er dertil original og fokuseret, og den gør at spil, scenografi og musik flyder sammen til den famøse store helhed. Selv de valg som umiddelbart ikke virker i forestillingen emmer stadig af en ærlighed og nødvendighed, der gør, at jeg heller ikke rigtig kan sige, at det ikke fungerer – det gør det, bare på sin egen finurlige måde. Ganske vist efterlades vi lidt for brat til sidst og nogle af historiens tråde får pænt lov til at blive liggende på gulvet, men det skal ikke tage fra forestillingen, at man her har skabt et stykke scenekunst, der er uhyggeligt vedkommende, voldsomt rørende, og ikke mindst skide sjovt. SELVTÆGT kommer helt sikkert til at blive siddende i hovedet på mig langt ude i fremtiden.

Skynd dig ind og se den, hvis
… du har brug for at grine og blive rørt over, hvor skidt det egentlig står til i vores verden og samtidig vil forsikres om, at det hele nok skal gå, hvis bare vi lige gider at lytte til hinanden. Og iøvrigt bare godt kan lide original og vedkommende teater.  

Studerende og fattig? Sådan gør du
En enkelt billet koster 180 kr. men jeg vil som altid slå et slag for, at man køber et årskort til Momentum, da mange af forestillingerne har tilknyttet talks, koncerter mm. så der er altid noget nyt at se frem til.

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s