Anmeldelse: Aladdin

Spillested: Det Kongelige Teater, Skuespilhuset
Spilleperiode: 21. september 2018 – 3. november 2018
Anmeldt af: Line Kirsten Nikolajsen & Clara Lindstrøm Gleerup

★★★★

Hvad er det?
Du skal starte denne læsning med at glemme alt om I can show you the world, talende onde papegøjer og et hyggeligt disneyficeret flyvende tæppe. Instruktør Christian Lollikes version af Aladdin er ingenlunde en sen Fredericia Teater efterkommer. Denne forestilling er et sensuelt Lollike-drama frit fortolket efter Adam Oehlenschlägers eventyr Aladdin fra 1805. Skrædersønnen Aladdins (Alvin Olid Bursøe) tyranniske far dør en dag i en brand, hvorefter Aladdin og hans mor (Lotte Andersen) efterlades fattige tilbage. I forsøget på at forsørge ham og hans mor lokkes han en dag af en skummel mystisk mand, Noureddin (Peter Christoffersen), til at bevæge sig ned i en magisk grotte fyldt med skatte. Her skal Aladdin hente en gammel lampe til Noureddin. Aladdin bliver dog fanget i grotten og slipper først ud, da han opdager, at han ved at gnide på lampen kan fremkalde en magisk lampeånd (Zaki Youssef). Lampeånden hjælper ham dog ikke bare ud, men opfylder også Aladdins ønske om at komme tæt på den smukke Prinsesse Gulnare (Özlem Saglanmak), som han er vanvittigt forelsket i. Noureddin, der hjalp Aladdin ned i grotten, har dog ikke glemt ham eller lampen, og snart bryder helvede løs.

I bedste Christian Lollike stil udfolder fortællingen sig naturligvis ikke bare sådan. Den eventyrlige historie er nemlig tilføjet et solidt metalag, hvor skuespillerne konstant bryder med historien og diskuterer, hvad de egentlig kan tillade sig. Må Jens Jørn Spottag gerne black-face sig selv, når nu der står i teksten, at slaverne er sorte? Kan de egentlig tillade sig at vise Muhammed-tegningerne? Og må man gerne bruge ord som jøde, kristen eller muslim i beskrivelsen af en karakter? Hele virvaret styres af den sensuelle, sleske og kalkulerende fortæller (Sicilia Gadborg), som med bestemte knips kan styre slagets gang – det meste af tiden i hvert fald.

Det gode og det knap så gode
Christian Lollikes Aladdin er først og fremmest en visuel præstation uden lige. Franciska Zahle har med få midler skabt en bjergtagende smuk scenografi: Et stort sort spejlblankt gulv med hvidt optegnede tern, der omkranses af gigantiske tæpper, som hænger fra loftet og skaber en eminent mystik, som et eventyr fra østen umiddelbart kræver. Præcis som resten af historien får heller ikke scenografien lov til at blive i det romantiske og slørtildækkede. Det er tydeligt, at Aladdin også i det visuelle påvirkes af nutidens ånd, da skuespillerne i anden akt har smidt de orientalske klæder og i stedet har iført sig æstetisk korrekte og moderne gule Adidas tracking suits. Det er et univers, som giver plads til en stor portion humor, men i den grad også alvorlige og grænsesøgende spørgsmål.

Man er ikke i tvivl om, at Lollike gerne vil provokere. Som et trodsigt barn samler han en god portion af temaer fra krænkelseskulturen, som vi ikke længere tør snakke om i frygt for at træde hinanden over tæerne, og placerer dem med på scenen. Han stiller store fede spørgsmålstegn ved hele den måde, hvorpå vi f.eks. taler om køn, frihed og religion. Han stiller også spørgsmålstegn ved sit eget felt: Hvor langt må man gå i kunstens navn, og hvilke hensyn skal man tage?

Mængden af temaer, spørgsmål og potentielle provokationer er massiv! Faktisk så massiv at det kan være svært helt at overskue, hvor man skal gribe fat henne, og hvordan man egentlig helt skal forholde sig til det. Det føles nærmest helt som at blive kørt over, hvilket jo i virkeligheden passer ganske glimrende med den følelse, som tidens virvar af betændte debatter kan efterlade en med. Ser man dog på det som et scenekunstnerisk værk, bidrager den følelse dog også til, at helhedsindtrykket bliver en smule uoverskueligt. Vi er egentlig ikke i tvivl om, at vi er underholdt, og at forestillingen er en god og interessant oplevelse, men vi sidder også tilbage med et indtryk af, at Christian Lollike måske har ville presse en kende for meget ind på en kende for lidt plads.

Metalagende, hvor skuespillerne går ud af karakter og i stedet spiller sig selv, er dog meget interessante, og de bliver kun bedre, når man ved, at mange af de diskussioner de har, rent faktisk har fundet sted i prøveforløbet. Man får fornemmelsen af, at skuespillerne virkelig giver en del af sig selv i denne forestilling, og det rammer! Som forestillingen skrider frem flyder de to lag mere og mere sammen, og særligt Özlem Saglanmak hiver forestillingen hjem med hendes desperate, hjerteskærende og gentagende råb: “Jeg vil ud af det her eventyr, jeg vil ud af det her eventyr”. Sicilia Gadborg er eminent og sågar uhyggelig som fortælleren, der styrer slagets gang. Der er noget ubehageligt ved den enorme magt, som lurer under det fine og dukkelignende ydre. Hun er nærmest hævet over alle andre på scenen og over historien. Selvom nogle af skuespillerne undervejs forlader forestillingen i protest, er det i sidste ende fortælleren, der har den altoverskyggende magt til at fastholde og viderefortælle den overordnede historie… eller er det?

Skynd dig ind og se den, hvis
… du gerne vil æltes godt og grundigt igennem af et hurtigt kørende Lollike-tog, som helt sikkert nok skal sætte gang i noget inden i dig.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Der er gode ungdomsrabatter at hente i Det Kongelige, og hvis du er villig til at gå på kompromis med pladserne, kan du komme i teatret for kun 100 kroner. Pladserne er udmærket, men det er dog værd at smide lidt ekstra penge efter at komme ned og sidde på 1. balkon eller parket, da udsynet og oplevelsen er væsentligt bedre herfra. Med en så visuelt smuk forestilling som den her, er det meget fedt, at kunne se det ordentligt.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s