Omtale: Manhouse 2.0

Spillested: Bora Bora
Spilleperiode: 18. – 21. september 2018
Anmeldt af: Kathrine Lemmeke Madsen

 Skynd dig ind og se den, hvis
… du vil opleve en intens fortolkning og opsætning (på kun 35 minutter) af menneskets stræben mod perfektion og den fejlfri performance.

Manhouse 2.0 er en forestilling skabt af HIMHERANDIT PRODUCTIONS (DK) og er en del af The GenderHouse Festival, som indeholder performances, events og udstillinger, alle med et omdrejningspunkt inden for køn, seksualitet, identitet og diversitet.

I Manhouse 2.0, som er instrueret af Andreas Constantinou, møder publikum en danser og en pianist, der begge forsøger at levere en fejlfri performance. Det er bare ikke helt nemt, når man er menneskelig, og derfor oplever vi deres indre og ydre kamp for at opnå det perfekte. En kamp, der både er skrøbelig, stor, lille og intens – og evigt aktuel.

Forestillingen starter foran det røde tæppe, hvor danseren (Hilde I. Sandvold) stylet som mand kommer ind og præsenterer sig selv – på sin helt egen komiske facon. For hvordan gør man lige det? Er det et formelt håndtryk til gæsterne, der skal til, eller kan han mon få publikum til at hylde ham som en rockstjerne? Det er en meget menneskelig seance, og jeg får hurtigt smilet frem og grint en smule – for det er genkendeligt. Her er det forberedelsen til en danseperformance, men i princippet kunne jeg forestille mig selv i scenariet, som kunne være alt lige fra en eksamen til en date. Vi oplever ham blive mere og mere genert og usikker i sin præsentation, og det er meget rørende at se en person, der næsten står og undskylder for sin menneskelighed og sine ‘fejl’.

Tæppet går fra, og danseren ligger på gulvet, udmattet og tænksom. Der sidder en pianist og udvikler sit klaverspil fra én tone til akkorder til flydende musik, imens danseren forsøger at lave en sekvens af fejlfri bevægelser. En forsigtig og hård proces, som får ham til at falde sammen, så snart én fejl er begået. Det er en meget intens scene, og vi ser og hører deres vrede og frustration, men også sårbarheden i at føle sig uperfekt og utilstrækkelig. Jeg mærker tydeligt presset på de to performere. Det er nærmest som en angst, der fylder rummet. En angst for at fejle og en bevidsthed om, at mennesker vurderer og dømmer dig, når du gør det.

Der mangler dog nogle større udsving og fokus på pianistens spil og fysik, så man mærker kampen for succes og de følelser, der er i spil i hans forsøg på det fejlfri.

Efter lidt tid får danseren rejst sig op fra gulvet, pianisten får øvet hver eneste detalje, og nu er de klar til at performe den perfekte præstation, hvor danseren bryder ud i ballet/moderne dans og pianisten spiller til. Det er en utrolig fin fortælling, der udfolder sig og giver publikum en mulighed for at vende blikket indad og måske erkende, at man i sin stræben efter perfektion ikke altid er lige god ved sig selv.
Man kan købe billet for 90 kr., eller købe flere billetter til 3 eller flere forestillinger i The GenderHouse Festival og opnå rabat på den måde. Helt klart et besøg værd.

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s