Anmeldelse: enTmenschT [umenneskeliggjort]

Spillested: Åbne Scene [Godsbanen]
Spilleperiode: 15. – 16. september 2018
Anmeldt af: Kristoffer Spender

★★

Hvad er det?
Denne hypermoderne og operalignende musikteaterinstallation undersøger gennem musikken og billedkunsten to skikkelser inden for kunsthistorien. Vi bliver præsenteret for Charlotte Salomon og Oskar Kakoschka, som begge har et noget problematisk forhold til deres elskede. De to skikkelser indgår ikke i forestillingen direkte, men i lidt over en time bliver der sunget om dem. Tonerne kommer fra den roste komponist og konceptindehaver Line Tjørnhøj, der lader vokalgruppen Theater of Voices synge, mens de er omgivet af fire skulpturer. Med ryggen til publikum står en mandlig dirigent, som får en vigtig rolle hen imod slutningen. Der er få teatrale greb, blandt andet høres der gentagne gange en computergenereret stemme og forskellige hashtag-udsagn projiceres op på nogle iturevne klæder bag dem.  

Det gode og det knap så gode
De fire sangere kan virkelig deres kram. Med meget lidt gestik og en helt skarp klang, går lyden rent ind – næsten for rent. Det er først, når forestillingen tør at blive rigtig grim, at jeg for alvor spærrer øjnene op. For eksempel når dirigenten via et live-feed synger en slags ‘arioso’, der skaber aparte og stygge lyde. Her er forestillingen både spændende og interessant. Musikken er ekstremt godt håndværk, og teksten går rent ind. Men som samlet tværæstetisk oplevelse savner jeg fokus, overraskelser og sceniske udvikling i forestillingen. Det største skifte er, at de fire sangere langsomt bevæger sig mod bagvæggen. Her synger de deres sidste sange, inden det fader ud i en egentlig fin og lang decrescendo, som efterlader én i et tydeligt resonansrum med musikken. Ingen tvivl om at musikken er velbearbejdet og velkomponeret, men hvor er det visuelle, der skal bakke det op?  

De fire sangere gør en god figur, og deres kostumer giver mig en haptisk fornemmelse, for der er små fine lyde i deres klæder, når de bevæger sig minimalt. Disse små detaljer havde jeg gerne set udforsket noget mere. Scenetjeneren henvender sig til to af skulpturerne og de sidste to står meget glemt og uberørt tilbage, og sådan har jeg det også med de mange #-udsagnene. Det fungerer bedst for mig, når sangerne igennem dyriske og umenneskelige lyde frembringer billeder og rører ved min fantasi. Nogle gange lyder det som sex, og andre gange inkorporeres et højlydt gab i en sang. Her er forestillingen til at tage og føle på. Afslutningvis skal det nævnes at hele forestillingen synges på tysk.

Skynd dig ind og se den, hvis
… du er til moderne, tysk opera og er interesseret i dyb, intentionel sang.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Forestillingen desværre spiller ikke længere.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s