Anmeldelse: Misery

Spillested: Teater Republique, Revolver scenen
Spilleperiode: 13. September – 24. Oktober 2018
Anmeldt af: Line Kirsten Nikolajsen & Clara Lindstrøm Gleerup

★★★★★

Hvad er det?
Der er klamt og nedslidt på det lille hummer med revet blomstertapet og klinkegulv. Med et smertende jag vågner best-seller forfatteren Paul Sheldon i en ukendt seng. Benene brænder, og højre arm er pakket ind i gips. Paul Sheldon har de seneste 20 år skrevet romantiske romaner om Misery Chastain. Nu er tiden inde til et nyt kapitel i forfatterskabet: krimier. Da romanen er færdigskrevet kører Paul mod sin agents kontor, men på vejen kører han galt. Nu ligger han så der i en fremmed seng i et fremmed hus. Sygeplejersken Annie Wilkes har reddet ham og bragt ham til sit beskedne hjem. Annie proklamerer, at hun er Pauls største fan, og hun har i sinde at pleje ham, til han er så god som ny igen. Der er dog noget lusket og frygtindgydende over Wilkes og hendes konstante humørsvingninger. Snart opdager Paul hendes desperation og besættelse af ikke bare hans Misery Chastain-bøger, men også af ham. Det lille værelse bliver et fængsel og Paul Sheldons værste mareridt, hvor ondskab og galskab konstant lurer bag den låste dør. Misery er oprindeligt en roman af gysens mester Stephen King og blev også lavet som film i 1990. Nu kan den opleves som åbningsforestilling på Republique Teaters nye scene, Revolver.

Det gode og det knap så gode
Hvor ofte går du i teatret og sidder med en konstant frygt for, hvad det næste øjeblik bringer? Ikke særlig ofte, vel? Derfor er det også ekstra spændende at gå ind til Misery, en nervepirrende horror-thriller om desperationens og besættelsens favntag. En ægte gyser-fortælling, hvor vi næsten ikke kan andet end at forvente skrækindjagende dramatik.

Der er nærmest Hitchcock-stemning på scenen, allerede inden forestillingen går i gang. Tænk lange, klamme og blomstrede gange i Ondskabens Hotel. På scenen står ikke andet end en seng og et rullebord. Mads M. Nielsen ligger allerede i sengen med dynen trukket helt op under hagen. Allerede fra lyset i salen dæmpes, indfinder koldsveden sig på ryggen, og det er ikke blot Lise Baastrup mørke ludende skikkelse, der langsomt slæber sig hen over scenen, med en stor hammer trækkende efter sig, der fremkalder det. Det er i ligeså høj grad den truende ubestemmelige dybe lyd, der omslutter os, varsler fare, og får vores hænder til at kravle langsomt op foran ørerne, som for at kunne tage toppen af det værste gys. Imens taster en skrivemaskine i faretruende langsomt tempo ordet MISERY på et baggrundslærred. For hvert bogstav og hvert grusomt klikkende og rungende skrivemaskinelyd, forventer vi, at gyset vil bryde ud. Men der sker ikke mere. I hvert fald ikke lige nu. Og DET er forestillingens klareste skræmmemiddel. Dens yderst effektfulde og veludførte suspense.

Det mest uhyggelige ved Sargun Oshanas Misery er nemlig ikke fortællingen eller de frygtelige ting, Paul udsættes for i Annies samvær. Det mest skræmmende er ventetiden og den konstante opbygning af frygt og spænding. Vi fornemmer hurtigt, at noget er helt galt, og at Annie vil forvolde psykisk og fysisk skade på Sheldon. Men hvornår? Hvornår?! Selvom en af os oven i købet har set filmen og ved præcis, hvad vi kan forvente, er frygten for det uventede intakt. Hvor vi i første akt præsenteres for Annies voksende desperation og besættelse, forløses alle rædsler i anden akt, og her farer vi flere gange skrigende sammen i chok. Lys og musik bruges utroligt effektivt og gør oplevelsen meget intens. Selvom vi var skeptiske overfor, hvorvidt det virkelig kan lykkes at blive skræmt i teatret, må vi blankt erkende, at det i den grad kan lade sig gøre.

Sargun Oshana har skabt en upåklagelig og pragtfuldt skrækindjagende udgave af Misery, og Benjamin La Cours scenografi spiller eminent godt sammen med den kontrapunktiske Liberace score og effektfulde lydscenografi, der så afgjort tager en stor del af æren for en overvejende del af gyset. Lise Baastrup og Mads M. Nielsen leverer kraftpræstationer som hhv. Annie Wilkes og Paul Sheldon. Baastrup er dragende uhyggelig og psykopatisk, når hun elegant skifter mellem omsorgsfuld sygeplejerske og psykotisk farlig fan; hver gang hun forlader scenen, frygter vi det øjeblik, hun vender tilbage. Mads M. Nielsens desperate smerteskrig som Sheldon skærer gennem marv og ben, og sjældent har vi været så overbeviste om et par brækkede ben, selvom en lille fornuftig stemme meget langt væk fra forsøger at trænge igennem frygten med et “husk nu, at det bare er teater”.

Skynd dig ind og se den, hvis
… du ikke er bange for at hoppe i stolen af lige dele begejstring og skræk.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Kan du samle en gruppe på 5 gode venner under 25 år, kan I få billetter på de bedste rækker til kun 75 kr. Er det ikke muligt at samle en helt gruppe, kan du få billetterne til 195 kr.

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s