Anmeldelse: Anna Sophie Hedvig

Spillested: Odense Teater
Spilleperiode: 6. – 27. september 2018
Anmeldt af: Rasmus Borst

★★★★★

Hvad er det?
Anna Sophie Hedvig er det, man kan kalde en dramatisk klassiker. Den havde premiere for første gang i 1938 og blev i 2006 udvalgt til at blive en del af den danske Kulturkanon. Stykket er skrevet af dramatiker Kjeld Abell og handler om den anonyme skolelærerinde Anna Sophie Hedvig, der dukker uanmeldt op hos fjerne familiemedlemmer og afslører under et middagsselskab, at hun har begået et mord. Pludselig kan ingen blive enige om, hvorvidt Anna Sophie Hedvig er en helt eller en forbryder, og familiens facade krakelerer langsomt under deres uenigheder. Stykket er blevet kaldt “det vigtigeste stykke modstandskunst fra krigstiden”, og selvom 2. Verdenskrig aldrig specifikt bliver nævnt, lurer dens moralske dilemmaer hele tiden under overfladen.

Det gode og det knap så gode
Jeg så forestillingen dagen efter valget i Sverige, mens Facebook-feed’et ulmede af kommentarer om den politiske situtation i vores naboland og vores eget politiske klima. Derfor er det næsten larmende poetisk, at der ovenover scenen på Odense Teater står “I kunsten kan livet kendes” alt imens John, husets rebelske søn, næsten vælter scenen med sin brandtale om moralsk ansvar og nødvendigheden af at slå igen. Det er sjældent, at jeg har oplevet en forestilling så passende til et politisk klima uden at den rent faktisk tager fast stilling til nogen af siderne. Det er klart en af de mest vedkommende forestillinger, jeg har set i år, selvom stykket er skrevet for over 70 år siden og på en helt anden baggrund. Sådan skal det gøres, Odense Teater! På de andre fronter holder forestillingen også hundrede procent. Scenografien holdes i en næsten sarkastisk moderne stil med udelukkende hvide vægge og en enkelt lang, hvid bænk. Scenen ligner en blanding mellem et moderne stykke kunst og en Apple-butik, og det er ment meget positivt. Rekvisitter er der ingen af, kun lyde fra højtalerne, når en kop te fx løftes eller en avis åbnes. Det er så sparsomt, at det næsten er en parodi, men med skuespillernes bevægelser bliver det nærmest mere tydeligt end hvis der rent faktisk havde været fysiske genstande på scenen. Replikkerne, derimod, bliver sagt helt som i klassisk teater, og det er fryd at se det moderne udtryk og den klassiske tekst ramle så hårdt sammen, at det ikke burde virke, men det gør det! Skuespillerne leverer over hele linjen, men især den unge Mathias Sprogøe Fletting skal fremhæves. Han stjæler showet som den rebelske snothvalp af en søn, der endelig får nok af de borgerlige facader. På én gang er han energisk, flabet og selvsikker og så inderligt vred og bange, at man ikke kan undgå at føle med ham – også når han ender ude, hvor han ikke kan bunde. Det er rørende og  tankevækkende, og det rammer både hjertet og hjernen. Det eneste, som holder mig fra at give forestillingen topkarakter, er, at man har givet enkelte scener et mere farcelignede udtryk og det bryder med forestillingen som helhed. Det kunne sagtens have virket, hvis man havde holdt den seriøse linje hele vejen igennem. Det er præstationerne og teksten simpelthen stærk nok til.

Skynd dig og se den, hvis
… du vil se hvordan en klassisk tekst kan opsættes i 2018 og er klar på at lade dig provokere og røre og tage en snak sammen med dine medpublikummer bagefter. Det fortjener den.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Er du mellem 15 og 24 år, kan du stadig erhverve dig et årskort til Odense Teater for 380 kr. Og så kan du se alle forestillingerne, så mange gange du vil.

Foto: Emilia Therese

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s