Anmeldelse: Faust

Spillested: Teatret Svalegangen
Spilleperiode: 4. – 8. september 2018 – og spiller hele efteråret rundt omkring i landet.
Anmeldt af: Kristoffer Spender

★★★★

Hvad er det?
Faust er en af de helt store fortællinger, og denne litterærere skikkelse har været underlagt pennen og penslen hos både malere, komponister og forfattere såsom blandt andre Christopher Marlowe, George Lessing og ikke mindst Johann Wolfgang von Goethe. Faust er et litterært ikon og motiv, fordi hans historie både er mytisk, mystisk og magisk. Goethe kaldte selv Faust for sit mesterværk, og det er også hans version, der danner bund for Teater Mungo Parks sceniske version. Faust sidder alene på sit værelse, og selvom han er både intellektuel, højkulturel og intelligent, så er og bliver han en tragisk helt. En af den slags djævelen nok skal få ram på. Faust får nemlig besøg af Mefistofeles aka. Mefisto, som er en ulv i fåreklæder, eller rettere sagt, djævelen i forklædning. Dette skæbnesvangre møde kaster Faust ud i en kærlighedsfortælling, som i hvert fald vil være én af parterne ikke kan slippe godt fra. Sådan er det ofte, når kontrakter underskrives med blod.

Faust er et splittet menneske og en martret mand. Da vi møder ham, sidder han alene på sit arbejdskammer, hvor han bedriver tiden med at fundere, spekulere og drømme. Denne rastløshed kaster ham ud i en kærlighedserklæring af den tragiske slags. Den smukke Gretchen materialiserer sig selv for Faust, og den store og dybe længsel inde i ham kan nu forløses.   

Det gode og det knap så gode
Alt i denne iscenesættelse fungerer godt, men det er, som om den ikke helt rigtig spiller. Med dette mener jeg, at alle de enkelte dele virkelig har sin berettigelse – særligt scenografien og lyset markerer sig som de helt stærke komponenter. Skuespillerne gør det også fremragende hele vejen rundt. Den scenografiske udvikling peger også mod den totale opsplittelse og slutningen ligner noget, Michael Kvium kunne have malet. Opsplittelsen scenisk går naturligvis hånd i hånd med Fausts dualistiske syn, hvor han på romantisk vis har et fod i hver lejr. Hvem har ikke som Faust været splittet mellem fornuft og følelse, det naturlige og det kulturelle? Alt det fungerer enkeltvis ganske glimrende. Men det er, som om versefødderne og den noget monotone fremgang spænder lidt ben for den dybere forståelse af Fausts afgrund. Desværre bliver billedet på begæret også fremvist som vulgært. Derfor bliver udsagnet af den grund også klart fra starten.

Som Faust ser man her den rutinerede og stærke Henrik Prip, og overfor ham har Martin Geertz taget djævelens skikkelse. Deres samspil er utrolig godt og flankeret af de tre andre skuespillere, der spiller karakterer, som hver især tragisk bliver viklet ind i disse to skikkelsers spil, præsteres der her en stærk ensembleforestilling. Jeg savner måske, at man enten gik meget mere med på versefødderne eller tog dem helt ud. Lige nu bremser det dem mere, end det sætter dem fri.

Skynd dig ind og se den, hvis
du tør se djævelen i øjnene. For er djævelen ikke i bund og grund et spejlbillede af dig selv?  

Studerende og fattig? Sådan gør du
Faust spiller rundt om i hele landet og har skiftende priser alt efter husets bestemmelser. Her kan du se planen: https://www.mungopark.dk/forestilling/faust/.

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s