Anmeldelse: Lyst#2

Spillested: Teatret Svalegangen
Spilleperiode: 31. august – 9. september 2018
Anmeldt af: Daniella Ottendal Skovgaard

★★★★

Hvad er det?
Jeg har for første gang været på bordel. Vel og mærke sammen med 29 andre i en lille to værelses lejlighed på 4. sal i Aarhus C. Sammen fik vi tildelt en privat luder for de næste 100 minutter. ”Værsgo at skabe jeres fælles fantasi.”
I Teater Bæsts Lyst#2 konfronteres du med sexarbejderen, debattøren, skuespilleren, den fordomsfulde, akademikeren og mennesket – alle portrætteret af Eja Due. I et interaktivt spil diskuteres prostitution både som etik, job, politik, salgsstrategi og lyst. Hvorfor være sexarbejder? Hvem ville jeg sælge sex til? Og hvorfor er luder bare et meget mere sexet ord end prostitueret?

Det gode og det knap så gode
I det dunkle røde lys iagttager jeg de andre publikummer i rummet. Nogle kigger, ligesom jeg, afvigende på hinanden, for ikke at stirre skuespilleren lige ind i underlivet, mens andre benytter muligheden for uden skam at kunne kigge på den fantastisk flotte kvinde, der står foran os helt nøgen. Stemningen er intens og spændende, men glider desværre hurtigt over i en humoristisk og useriøs tone. Nu er opmærksomheden ikke længere hos hverken den smukke Eja Due eller hos sexarbejderen, men på publikum. Teater Bæst eksperimenterer med deltagerorienteret teater, der helt klart er forfriskende at være en del af. Ideen er knivskarp, har noget at byde på og alene for konceptet giver jeg den første stjerne. Desværre formår Due ikke at holde publikum i skak, og usikkerheder, sjofel humor og kloge bemærkninger byder ind, deles og afbryder gennem hele forestillingen på både godt og ondt. Pludselig bliver rummet useriøst og svært at tage del i. Det bliver lidt for løs en ramme, der får mig til at føle, at jeg er til en skole-workshop, hvor læreren gerne vil have, at eleverne selv fortæller svarene. Med det sagt er en interaktiv form en super ide, når man som Eja gerne vil debattere et emne, og hun undgår på den måde, at stopfodre os med sine holdninger og i stedet lade publikum komme til orde. Lidt færre ord fra publikum havde dog været nok.

Det til trods sidder jeg stadig nysgerrig og spændt i min stol. Due er utrolig dragende i sin nærværende og troværdige performance, som skifter ind og ud af rolle og person. Samspillet mellem Ejas personlige fortælling, skuespillererhvervet og debatten om sexarbejde fungerer rigtig godt, og giver en lettere spiselig indgang til nogle mere grænsesøgende elementer, som forestillingen også byder på.

Lyst#2 mangler bestemt ikke sex! Eja er hammer sexet i sin levering af både paragraffer, lønberegninger og akademiske modeller. Hvad forestillingen dog mangler er flow. Der er alt for mange forskellige elementer i den i forvejen fragmenterede performance, der skifter mellem lecture, fortælling og skuespil. Jeg savnede en rød tråd, en genkendelighed, der kunne føre mig gennem de mange forskellige dele. I stedet følte jeg mig overstimuleret, og de færreste af elementerne havde rent faktisk en effekt på mig. Jeg var skam underholdt, bestemt! Men jeg oplevede aldrig det ’wow’, som starten af forestillingen efterlod mig hungrende efter.

Skynd dig ind og se den, hvis
… du er nysgerrig! Hvad er mere spændende end sex? Og her bliver du endda oplyst samtidig.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Er du under 25 år, kan du få billetter til 97 kr.

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s